§ 1.§-link ↗
Læreruddannelsens formål er 1) at de studerende erhverver faglig og pædagogisk indsigt og praktiske forudsætninger for virksomhed i folkeskolen og for andet arbejde inden for undervisning og formidling, 2) at de studerende under anvendelse af deres teoretiske og praktiske forudsætninger øves i at samarbejde og i at planlægge, udføre og vurdere undervisning, 3) at de studerendes personlige udvikling fremmes gennem selvstændigt arbejde med stoffet, gennem samarbejde og gennem medansvar for deres uddannelse, og 4) at de studerende søges engageret i og bibragt glæde ved arbejdet med børn og voksne under uddannelse.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen varer 4 år og består af en 1. del og en 2. del, hver af 2 års varighed.
Stk. 2. I uddannelsen indgår praktik i et omfang, der svarer til 20 uger.
Stk. 3. Uddannelsens længde angiver det antal studenterårsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
§ 3.§-link ↗
1. del omfatter følgende fag og fagområder, som indgår med den angivne andel af en fuldtidsstuderendes arbejde i to år: 1) dansk (med kendskab til norsk og svensk), skrivning, retorik, kristendomskundskab og historie/samfundsfag.................... ca. 32 % 2) regning/matematik og naturfag........... ca. 18 % 3) pædagogik og psykologi.................. ca. 20 % 4) det praktisk-musiske fagområde.......... ca. 20 % 5) praktik................................. ca. 10 %
§ 4.§-link ↗
2. del omfatter følgende fag, som indgår med den angivne andel af en fuldtidsstuderendes arbejde i to år: 1) 1. liniefag............................. ca. 30 % 2) 2. liniefag............................. ca. 30 % 3) almen didaktik og pædagogisk spe- ciale................................... ca. 25 % 4) praktik................................. ca. 15 %
Stk. 2. Som liniefag kan seminarierne udbyde alle folkeskolens obligatoriske fag og tilbudsfag.
§ 5.§-link ↗
Ved seminarier, hvor undervisningen i liniefag er fælles for flere årgange studerende, kan uddannelsen i det ene liniefag påbegyndes i 2. studieår, og et eller flere af fagene under 1. del afsluttes i 3. studieår.
Stk. 2. De nærmere regler herom fastsættes i studieordningen, jf. § 20.
§ 6.§-link ↗
I alle uddannelsens fag skal de studerende erhverve teoretiske og praktiske forudsætninger for selvstændigt at indsamle, systematisere, udvælge og formidle viden på grundlag af fagenes metoder og i overensstemmelse med uddannelsens formål og erhvervssigte.
Stk. 2. De studerende skal i alle de af deres fag, der er undervisningsfag i skolen, opnå en fagdidaktisk indsigt, der kvalificerer dem til at begrunde undervisningen i forhold til skolens almindelige formål og til væsentlige træk i samfundsudviklingen samt til elevernes forudsætninger og udviklingsmuligheder og -betingelser. Den skal endvidere kvalificere dem til at opstille kriterier for vurdering, fremstilling og anvendelse af undervisningsmaterialer og andre hjælpemidler. Der lægges vægt på, at denne indsigt i fagene opnås i et nært samspil med de pædagogiske fag og praktikken.
Stk. 3. Uddannelsen i liniefag bygger på gymnasialt B-niveau eller andre dertil svarende kvalifikationer.
Stk. 4. Arbejdet med liniefag og pædagogisk speciale skal under anvendelse af viden på et videnskabeligt niveau styrke de studerendes faglige indsigt og i særlig grad kvalificere dem til at bearbejde problemstillinger i relation til udviklingen i skolen. I alle liniefag og i pædagogisk speciale indgår et selvvalgt område.
Stk. 5. I alle uddannelsens fag skal de muligheder, som den nye informationsteknologi giver, indgå.
Stk. 6. I undervisningen skal der i alle fag lægges vægt på, at de studerende erhverver forudsætninger for alene og i samarbejde med andre at koordinere deres erfaringer fra forskellige fag.
§ 7.§-link ↗
I forbindelse med fastlæggelsen af seminariets studieordning, jf. § 20, skal det sikres, at de studerende i studieforløbet kommer til at arbejde med almene emner af væsentlig betydning for lærervirksomhed, herunder spørgsmål vedrørende etik, menneskerettigheder og ligestilling, samarbejdet mellem skole og hjem, samt skolens opgaver og muligheder i fremtidens samfund.
§ 8.§-link ↗
De studerendes medindflydelse og medansvar skal fremmes gennem deltagelse i arbejdet med uddannelsens og undervisningens organisation, indhold og tilrettelæggelse.
§ 9.§-link ↗
Seminariet skal tilbyde de studerende et kursus, der tager sigte på undervisning af voksne, jf. § 11, bilag 1.
Stk. 2. Kurset afsluttes med en intern prøve, jf. § 13, stk. 2 og § 14, stk. 2.
§ 10.§-link ↗
Seminariet kan tilbyde de studerende 1) deltagelse i korsang og sammenspil, 2) kurser i andre emner og aktiviteter, der peger mod lærernes arbejdsområder, herunder svømmelæreruddannelse, 3) faglige suppleringskurser i liniefag.
§ 11.§-link ↗
Om fagmålene for de enkelte fag/fagområder henvises til følgende bilag: 1. De pædagogiske fag (fælles formål, almen didaktik, psykologi, pædagogik, pædagogisk speciale, voksenpædagogik). 2. Det praktisk-musiske fagområde (billed- og brugskunst, idræt (1.del), musik (1.del), tværfagligt forløb). 3. Billedkunst. 4. Biologi. 5. Dansk (1.del), dansk (2.del). 6. Engelsk. 7. Fransk. 8. Geografi. 9. Historie. 10. Historie/samfundsfag 11. Hjemkundskab. 12. Håndarbejde. 13. Idræt (2.del). 14. Kemi/fysik med astronomi. 15. Kristendomskundskab (1.del), kristendomskundskab/religion (2.del). 16. Musik (2.del). 17. Naturfag. 18. Praktik. 19. Regning/matematik (1.del), matematik (2.del). 20. Retorik. 21. Samtidsorientering. 22. Skrivning. 23. Sløjd. 24. Tysk.
§ 12.§-link ↗
Fagene/fagområderne afsluttes med prøver, der kan være mundtlige, skriftlige og praktiske eller en kombination heraf. Praktik afsluttes dog med en standpunktsbedømmelse, jf. § 16, stk. 5.
Stk. 2. Den afsluttende prøve i det enkelte fag/fagområde kan begrænses i omfang gennem skriftlige eller praktiske afløsningsopgaver eller gennem pligtig deltagelse i afgrænsede undervisningsforløb. De nærmere regler herom fastsættes i studieordningen, jf. § 20.
Stk. 3. En afløsningsopgave skal godkendes af læreren.
§ 13.§-link ↗
Prøveformerne skal sikre, at der foretages en individuel bedømmelse af de studerende.
Stk. 2. Ved bedømmelsen gives karakter efter 13-skalaen efter de fælles bestemmelser om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner. Hvert fag afsluttes med een eksamenskarakter. I fagene praktik og retorik gives bedømmelsen Bestået/Ikke bestået.
Stk. 3. Ved alle prøver, hvor skriftlige arbejder indgår, skal der ved bedømmelsen ud over det faglige indhold også lægges vægt på den skriftlige fremstilling.
Stk. 4. Prøverne kan tilrettelægges som individuelle prøver, gruppeprøver eller som en kombination af disse prøveformer.
Stk. 5. En prøve kan på grundlag af et integreret studieforløb være fælles for to fag (sameksamen). Der gives karakter for hvert fag for sig.
Stk. 6. De nærmere regler for prøveformerne i de enkelte fag fastsættes i studieordningen, jf. § 20.
§ 14.§-link ↗
Prøverne er enten interne eller eksterne.
Stk. 2. Ved en intern prøve foretages bedømmelsen enten af eksaminator(erne) alene eller af eksaminator(erne) sammen med een eller flere censorer, der udpeges af rektor blandt lærerne på seminariet eller blandt andre undervisere med tilknytning til seminariet.
Stk. 3. Ved en ekstern prøve foretages bedømmelsen af eksaminator(erne) sammen med een eller flere censorer, der er beskikket af ministeriet.
§ 15.§-link ↗
I løbet af 1. del afholdes der ekstern prøve i fagene dansk og regning/matematik. Prøverne omfatter i begge fag en skriftlig og en mundtlig prøve.
Stk. 2. Derudover afholdes der ekstern prøve i fire af fagene/fagområderne kristendomskundskab, skrivning, historie/samfundsfag, naturfag, pædagogik, psykologi, musik, idræt og billed- og brugskunst.
Stk. 3. Rektor fastlægger for hver årgang studerende, hvilke fag der afsluttes med ekstern prøve, dog således, at der over en årrække afholdes ekstern prøve i alle de nævnte fag.
Stk. 4. Retorik og de fag, der ikke afsluttes med ekstern prøve, afsluttes med intern prøve.
Stk. 5. Ved seminarier, der organiserer liniefagsundervisningen i henhold til § 5, kan dog et eller flere af fagene under 1. del afsluttes i 3. studieår.
Stk. 6. Senest ved afslutningen af l.delspraktikken rådgives den studerende på baggrund af praktik i en folkeskole eller tilsvarende skoleform om sin egnethed til undervisning af børn. Rådet udtrykkes som Betænkeligt/Ikke betænkeligt.
§ 16.§-link ↗
Ved afslutningen af 2. del afholdes der ekstern prøve i begge liniefag, i almen didaktik og i pædagogisk speciale.
Stk. 2. Ved seminarier, der påbegynder uddannelsen i det ene liniefag i 2. studieår, jf. § 5, kan der dog afholdes afsluttende prøve i dette fag ved udgangen af 3. studieår.
Stk. 3. I liniefagene dansk, matematik, engelsk, fransk og tysk afholdes der både skriftlig og mundtlig prøve.
Stk. 4. De skriftlige prøver i henhold til stk. 3 kan stilles af ministeriet.
Stk. 5. Praktik afsluttes med en standpunktsbedømmelse, der gives efter praktik på en folkeskole eller tilsvarende skoleform.
§ 17.§-link ↗
For at bestå lærereksamen kræves, at den studerende mindst har opnået 1) en karaktersum på 6 gange antallet af karakterer, 2) karakteren 6 i hvert af liniefagene, i pædagogisk speciale og i almen didaktik, 3) karakteren 5 eller »Bestået« i hvert af de øvrige fag/fagområder.
§ 18.§-link ↗
En studerende kan indstille sig 2 gange til en prøve eller til standpunktsvurderingen i praktik. Rektor kan tillade indstilling en tredie gang, hvis det findes begrundet i særlige forhold.
Stk. 2. Anden og tredie gang en studerende indstiller sig til en intern prøve, der alene bedømmes af eksaminator, kan den studerende forlange, at der medvirker en censor, der er beskikket af ministeriet.
Stk. 3. Hver prøve kan tages om for sig. Prøver med bedømmelsen »Bestået« eller en karakter på 6 eller derover kan ikke tages om.
Stk. 4. Ved fornyet deltagelse i prøver er den sidst opnåede karakter gældende.
§ 19.§-link ↗
Seminariet udsteder bevis for gennemført uddannelse med angivelse af den i hvert fag/fagområde opnåede bedømmelse.
Stk. 2. Studerende, der forlader uddannelsen uden at have gennemført den, kan efter anmodning få attestation for beståede prøver og for bestået praktik.
§ 20.§-link ↗
De nærmere regler om uddannelsen fastsættes i en studieordning, der godkendes af seminariets bestyrelse efter forslag fra rektor. Studieordningen eller ændringer heri indsendes til Undervisnings- og Forskningsministeriet, der påser, at den er i overensstemmelse med gældende retsregler.
Stk. 2. Studieordningen skal indeholde: 1) Beskrivelse af udbud og rækkefølge af fag på 1. del og på 2. del. 2) Bestemmelser om indhold og omfang af de enkelte fag/fagområder, jf. § 2, stk. 3, § 3, og § 4, stk. 1, herunder udbuddet af undervisning og vejledning. 3) Nærmere bestemmelser om udbud af frivillig undervisning, jf. §§ 9 og 10. 4) Retningslinjer for praktikkens planlægning og tilrettelæggelse. 5) Beskrivelse af eventuelle tilbud om faglige suppleringskurser i liniefagene, jf. § 10. 6) Bestemmelser om eksamen og prøver, herunder om a) eksamensterminer, b) eksamensfordringer og prøveformer, afløsningsopgaver, deltagelse i undervisningen, jf. § 12, stk 2, samt om gruppeprøver og sameksamen, jf. § 13, stk. 4 og 5. c) gennemførelse af eksamen og prøver, sygeeksamen, og om eventuelle uregelmæssigheder ved prøver og om sanktioner i denne forbindelse, d) eventuelle delprøver i enkelte fag og disses bedømmelse, og om e) medvirken af censorer. 7) Regler om meritoverførsel og fritagelse for uddannelsen på andet grundlag, jf. §§ 21 og 22.
Stk. 3. Bestemmelser efter stk. 2, nr. 2, 3 og 5, udformes således, at undervisningens endelige form og indhold kan tilrettelægges af de enkelte undervisningsenheders lærere og studerende i fællesskab.
Stk. 4. Studieordningen kan indeholde hjemmel for rektor til at dispensere fra regler i studieordningen, der alene er fastsat af seminariet.
Stk. 5. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
§ 21.§-link ↗
Uddannelseselementer gennemført ved eet lærerseminarium ækvivalerer uddannelseselementer gennemført ved et andet lærerseminarium.
Stk. 2. Rektor kan fritage en studerende for dele af uddannelsen, når det dokumenteres, at den studerende gennem uddannelse eller på anden måde har opnået tilsvarende kvalifikationer.
§ 22.§-link ↗
Rektor kan tilrettelægge særlige studieforløb eller eventuelt fritage en studerende for dele af uddannelsen, når det ved lægeerklæring godtgøres, at den studerende af helbredsmæssige grunde ikke fuldt ud kan følge den normale uddannelse.
§ 23.§-link ↗
Ministeriet kan efter høring af Seminarierådet tillade afvigelser fra bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig med tilladelsen fastsættes varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når ganske særlige forhold taler for det.
§ 24.§-link ↗
Klage over et seminariums afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse indgives til det pågældende seminariums ledelse. Seminariet kan fastsætte en frist for indgivelse af klager.
§ 25.§-link ↗
Seminariets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for Undervisnings- og Forskningsministeriet, medmindre klagen vedrører retlige spørgsmål.
§ 26.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 1992 og har virkning for studerende, der begynder på uddannelsen 1. august 1992 eller senere.
Stk. 2. Studerende, der er begyndt uddannelsen i studieåret 1991/92 eller tidligere, færdiggør deres uddannelse efter de hidtil gældende regler, dog med de ændringer, der fastsættes i henhold til lovens § 19, stk. 2.(* 1)
Stk. 3. Studerende, der færdiggør uddannelsen i henhold til stk. 2, skal senest afslutte uddannelsen ved sommereksamen 1997.
Stk. 4. Studerende, der har påbegyndt uddannelsen i studieåret 1990/91 eller 1991/92, kan efter bestemmelser, der fastsættes af seminariet i studieordningen, vælge at færdiggøre uddannelsen i henhold til bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse.