Bekendtgørelse nr. 742 · 1991

Historisk

Bekendtgørelse om gebyrer for autorisation, godkendelse, tilsyn og kontrol m.m. af levnedsmiddelvirksomheder

Bekendtgørelse om gebyrer for autorisation, godkendelse, tilsyn og kontrol m.m. af levnedsmiddelvirksomheder

Dokumentdato: 8. nov. 1991Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Gebyr for autorisation og godkendelse m.v.

§ 1.§-link ↗

Virksomheder, der indgiver ansøgning til Veterinærdirektoratet eller Levnedsmiddelstyrelsen om autorisation efter levnedsmiddellovens § 31 til tilvirkning af levnedsmidler eller tilsætningsstoffer skal betale et eengangsgebyr til den autoriserende myndighed, der fastsætter gebyret som anført i bilag 1, punkt 1, nr. 1.

Stk. 2. Virksomheder, der indgiver ansøgning til kommunalbestyrelsen om godkendelse efter levnedsmiddellovens § 34 til en detail at sælge eller behandle levnedsmidler eller til en gros at sælge, opbevare, aftappe, emballere, ompakke eller transportere levnedsmidler, betaler et eengangsgebyr til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyret som anført i bilag 1, punkt 1, nr. 2 og 3.

§ 2.§-link ↗

En autoriseret eller godkendt virksomhed betaler i tilfælde af fornyet indhentelse af autorisation eller godkendelse efter lovens § 37, stk. 2, et eengangsgebyr til den autoriserende eller godkendende myndighed. Den pågældende myndighed fastsætter gebyret som anført i bilag 1, punkt 2.

Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen eller den autoriserende myndighed tager en virksomheds godkendelse eller autorisation op til fornyet behandling efter levnedsmiddellovens § 37, stk. 3, eller efter bestemmelser udstedt med hjemmel heri, betaler virksomheden et gebyr, der fastsættes af den pågældende myndighed som anført i bilag 1, punkt 3.

§ 3.§-link ↗

Virksomheder, der anmoder Veterinærdirektoratet eller Levnedsmiddelstyrelsen om udstedelse af certifikater til brug ved eksport af levnedsmidler eller tilsætningsstoffer m.v., betaler et gebyr som anført i bilag 2.

Stk. 2. Virksomheder, der i henhold til levnedsmiddellovens §§ 14 og 16 anmelder tilsætning af næringsstoffer til levnedsmidler til Levnedsmiddelstyrelsen, betaler et gebyr som anført i bilag 3.

§ 4.§-link ↗

Den autoriserende eller godkendende myndighed udsteder først autorisation eller godkendelse til levnedsmiddelvirksomhed, når de i §§ 1 og 2 samt § 5, stk. 2, nævnte gebyrer er betalt.

Kapitel 2 · Tilsyns- og kontrolgebyr

§ 5.§-link ↗

Virksomheder, der er autoriseret eller godkendt i henhold til levnedsmiddellovens §§ 31 og 34, eller efter bestemmelser udstedt med hjemmel heri, betaler et årligt gebyr for kontrol og tilsyn til kommunalbestyrelsen. Gebyret fastsættes af kommunalbestyrelsen som anført i bilag 4.

Stk. 2. Virksomheder, der i løbet af et kalenderår autoriseres eller godkendes efter levnedsmiddellovens §§ 31 og 34, betaler for den resterende del af det pågældende kalenderår et tilsyns- og kontrolgebyr, der fastsættes af kommunalbestyrelsen. Tilsyns- og kontrolgebyret fastsættes som en 1/12 af det i stk. 1 nævnte årlige gebyr for hver påbegyndt måned, virksomheden har autorisation eller godkendelse.

§ 6.§-link ↗

Medfører gentagne gange konstaterede mangelfulde eller utilfredsstillende forhold i en virksomhed behov for ekstraordinære tilsyn og analyser, kan kommunalbestyrelsen pålægge virksomheden et gebyr til dækning af de faktiske omkostninger afholdt i forbindelse med den udøvede ekstrakontrol.

Kapitel 3 · Oplysningspligt, opkrævning, klagemulighed m.v.

§ 7.§-link ↗

Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af levnedsmiddelloven eller de med hjemmel i loven fastsatte regler, skal efter anmodning fra tilsynsmyndighederne give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for fastsættelse og opkrævning af gebyr efter denne bekendtgørelse.

§ 8.§-link ↗

Virksomheden skal indbetale autorisationsgebyrer efter § 1, stk. 1, og § 2 samt anmeldelsesgebyrer efter § 3 til Veterinærdirektoratet henholdsvis Levnedsmiddelstyrelsen senest 30 dage efter meddelelse om gebyrets størrelse er modtaget.

Stk. 2. Virksomheden skal indbetale godkendelsesgebyrer efter § 1, stk. 2, og § 2 samt tilsyns- og kontrolgebyr efter § 5, stk. 2, og § 6, til kommunalbestyrelsen senest 30 dage efter meddelelse om gebyrets størrelse er modtaget.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver hvert år senest den 1. april virksomheden meddelelse om størrelsen af tilsyns- og kontrolgebyret efter § 5, stk. 1, for det pågældende år. Virksomheden skal indbetale det meddelte gebyr senest den 1. maj i det år, betalingen vedrører.

Stk. 4. Der opkræves et særskilt gebyr på kr. 100,- for udsendelse af rykkerskrivelser i tilfælde af ikke-rettidig indbetaling af gebyr efter denne bekendtgørelse.

§ 9.§-link ↗

Virksomheder, autoriseret/godkendt efter både levnedsmiddelloven og anden levnedsmiddellovgivning, skal for autorisation/godkendelse af og kontrol med den produktion, der henhører under levnedsmiddelloven, tillige betale gebyrer efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Den myndighed, der har meddelt autorisation efter levnedsmiddelloven, kan nedsætte gebyrer efter § 1, stk. 1, § 2 og § 5 for virksomheder, der er autoriseret til tilvirkning af levnedsmidler og/eller tilsætningsstoffer, når særlige forhold taler herfor. Virksomheden indgiver anmodning om nedsættelse til kommunalbestyrelsen, der videresender anmodningen med indstilling til Veterinærdirektoratet henholdsvis Levnedsmiddelstyrelsen.

§ 10.§-link ↗

Afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen kan påklages til Veterinærdirektoratet henholdsvis Levnedsmiddelstyrelsen. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Afgørelse truffet af Veterinærdirektoratet henholdsvis Levnedsmiddelstyrelsen som såvel 1. som 2. instans i henhold til denne bekendtgørelse er endelig. Sundhedsministeren kan dog tillade, at afgørelser truffet af Veterinærdirektoratet eller Levnedsmiddelstyrelsen som 1. instans kan påklages til ministeren, såfremt der er tale om principielle spørgsmål eller en afgørelse af væsentlig betydning.

Kapitel 4 · Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. Gebyr for autorisation eller godkendelse m.v. efter § 1 og § 2 betales af virksomheder, der anmoder tilsynsmyndigheden om autorisation eller godkendelse m.v. efter den 1. januar 1992.