§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter fremstilling og anvendelse af genetisk modificerede organismer i forbindelse med forskning, storskalaforsøg, udstilling eller anden informationsformidling m.v.
§ 2.§-link ↗
Ved genetisk modificerede organismer forstås planter, dyr, mikroorganismer, cellekulturer og virus, hvori der forekommer nye sammensætninger af det genetiske materiale, som ikke opstår på en naturlig måde, jf. bilag 1.
Stk. 2. Ved reproducerende genetisk modificerede planter forstås genetisk modificerede planter, der er i en livsfase, hvor der forekommer kønnet eller ukønnet formering.
Stk. 3. Genetisk modificerede mikroorganismer, herunder cellekulturer og virus, klassificeres i gruppe I og gruppe II, jf. bilag 2.
Stk. 4. Laboratorier og laboratorieområder omfatter også dyrestalde, drivhuse, akvarier og lignende.
Stk. 5. Ved storskalaforsøg forstås arbejde med genetisk modificerede mikroorganismer, herunder cellekulturer og virus, der ikke er egentlig produktion, og som vedrører et volumen på over 10 liter kulturvæske.
§ 3.§-link ↗
Ansøgning om godkendelse af laboratorier og laboratorieområder samt anlæg til storskalaforsøg indsendes til Arbejdstilsynet, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø.
Stk. 2. Ansøgning om godkendelse eller anmeldelse af forskningsprojekter og andre laboratorieopgaver samt storskalaforsøg indsendes til Arbejdstilsynet, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø.
Stk. 3. Ansøgninger om godkendelse af forsøg i undervisningslokaler fremsendes til Arbejdstilsynet og behandles efter reglerne i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø.
Stk. 4. Ansøgninger efter stk. 1 og stk. 2 skal ud over de oplysninger, der fremgår af Arbejdsministeriets bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø, indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 3.
§ 4.§-link ↗
Regler om godkendelse af laboratorier og laboratorieområder fastsat i medfør af bilag II i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø tilgodeser også hensynet til sikring af miljø og natur, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Godkendelse af dyrestalde, drivhuse og akvarier og lignende samt anlæg til storskalaforsøg sker efter forhandling mellem Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen.
Stk. 3. Arbejdstilsynet forelægger sager om forskningsprojekter eller andre laboratorieopgaver for Miljøstyrelsen, hvis 1) der indgår arbejde med genetisk modificerede reproducerende planter, 2) der indgår arbejde med genetisk modificerede dyr med undtagelse af pattedyr, 3) der indgår arbejde med genetisk modificerede organismer i dyrestalde, drivhuse, akvarier og lignende, eller 4) den af ansøgeren udførte risikovurdering viser, at der kan være miljømæssige risici forbundet med gennemførelsen af projektet.
Stk. 4. Arbejdstilsynet forelægger alle sager om storskalaforsøg med genetisk modificerede mikroorganismer i gruppe II for Miljøstyrelsen.
§ 5.§-link ↗
De vilkår, Miljøstyrelsen fastsætter til sikring af miljø og natur, indgår i Arbejdstilsynets samlede godkendelse.
§ 6.§-link ↗
Udstilling eller anden informationsformidling m.v., hvor der indgår genetisk modificerede organismer, må ikke afholdes uden godkendelse fra Miljøstyrelsen.
Stk. 2. Ansøgningen skal være skriftlig og indeholde følgende oplysninger: 1) adresse og matrikelnummer samt en beskrivelse af de forhold, hvorunder udstillingen eller informationsformidlingen vil blive afholdt, herunder varighed, 2) navn på den eller de personer, som er ansvarlige for gennemførelsen af udstillingen eller informationsformidlingen m.v., herunder de personer, der er ansvarlige for kontrol, overvågning og sikkerhed, samt oplysning om deres uddannelse og kvalificationer, 3) formålet med udstillingen eller informationsformidlingen m.v., 4) en karakteristik af donor-, recipient- eller eventuelle parentale organismer, en karakteristik af de modificerede organismer, samt oplysninger om de modificerede organismers påvirkning af sundhed og miljø, jf. bilag 4, og 5) en vurdering af de genetisk modificerede organismer for så vidt angår de risici for miljø, natur og menneskers sundhed, som anvendelsen måtte indebære.
Stk. 3. Ansøgningen fremsendes til Miljøstyrelsen.
§ 7.§-link ↗
Miljøstyrelsen kan forlange yderligere oplysninger i det omfang, det skønnes nødvendigt for myndighedens behandling af sagen.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan fastsætte en frist for fremsendelse af disse oplysninger samt tilkendegive, at ansøgningen betragtes som bortfaldet, hvis ikke oplysningerne er modtaget inden for fristen.
§ 8.§-link ↗
Tilsyn med at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, at påbud og forbud udstedt i medfør af loven efterkommes, og at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser overholdes, udføres af: 1) Arbejdstilsynet for klassificerede anlæg eller godkendelser til forskning samt undervisningsforsøg, 2) Amtsrådet for sikring af det ydre miljø ved storskalaanlæg og storskalaforsøg, og 3) Amtsrådet for sager om udstilling eller anden informationsformidling m.v.
§ 9.§-link ↗
Særskilte vilkår til sikring af det ydre miljø fastsat i medfør af § 5 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser i medfør af kap. 3 og kap. 4 i denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 10 .§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) undlader at indhente forudgående godkendelse efter denne bekendtgørelse, eller 2) tilsidesætter vilkår knyttet til en godkendelse.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er: 1) forvoldt skade på miljø, natur eller sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. oktober 1991.
Stk. 2. For igangværende arbejder, hvor der anvendes somatiske dyrehybridomaceller, f.eks. til fremstilling af monoklonale antistoffer, skal ansøgning om godkendelse senest fremsendes den 1. april 1992.