Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ankenævnet vedrørende praktikvirksomheder I henhold til § 47, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 480 af 22. juni 1990, fastsættes: Kapitel 1 Ankenævnets opgave § 1. Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder træffer afgørelse af klager over, at en virksomheds ansøgning om godkendelse som praktiksted efter erhvervsuddannelsesloven § 46, stk. 1, ikke fuldtud er imødekommet. Stk. 2. Ankenævnet træffer tillige afgørelse i sager, hvor der ankes over et fagligt udvalgs afgørelse truffet i medfør af § 44, stk. 4 og 5 i erhvervsuddannelsesloven. § 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og mindst et af de medlemmer, der er udpeget efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, og mindst 1 af de medlemmer, der er udpeget efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, deltager i nævnets møde. Kapitel 2 Fremgangsmåde i forbindelse med ankesager § 3. Anke over et fagligt udvalgs afgørelse i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 46 kan indgives af den virksomhed, som afgørelsen vedrører. Stk. 2. Anke over et fagligt udvalgs afgørelse i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 44, stk. 4 og 5, kan indgives af den virksomhed, som afgørelsen vedrører, eller af vedkommende faglige organisation. Stk. 3. Anken efter stk. 1 og 2 skal skal være skriftlig. Anke efter stk. 1 kan indgives over alle afgørelser, der er truffet i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 46, og som ikke fuldt ud imødekommer virksomhedens ansøgning. Stk. 3. Anken skal indeholde oplysninger om, hvilket udvalg der har truffet den afgørelse, der klages over, samt angive, hvorledes klageren ønsker afgørelsen ændret. Kapitel 3 Ankenævnets afgørelser § 4. Nævnets afgørelse træffes som hovedregel på skriftligt grundlag ved mundtlig forhandling mellem nævnets medlemmer og tilforordnede. Stk. 2. I særlige tilfælde kan formanden udsende en sag til medlemmerne til skriftlig afgørelse. Stk. 3. Nævnet kan beslutte at indkalde repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere inden for det pågældende uddannnelsesområde til som særligt sagkyndige at udtale sig i sagen. Stk. 4. Nævnet træffer sine afgørelser ved stemmeflertal. Stk. 5. Det skal tilstræbes, at nævnets afgørelse i en sag træffes senest 4 uger efter, at de til klagens behandling fornødne oplysninger foreligger. Stk. 6. Der tages referat af nævnets møder med en kort gengivelse af forhandlingerne og deres udfald. § 5. Nævnets afgørelser meddeles klageren i anbefalet brev. Kapitel 4 Udgifter i forbindelse med nævnets virke § 6. Udgifter i forbindelse med nævnets virksomhed vedrørende lokaler, kontorhold m.v. samt eventuelt rejseudgifter til nævnets medlemmer og sekretærer afholdes af statskassen. Kapitel 5 Overgangsordninger § 7. Ankenævnet overtager og færdigbehandler sager, der ikke er afsluttet den 31. december 1990. Stk. 2. Sager, der er overtaget efter stk. 1, behandles efter reglerne i denne bekendtgørelse. Kapitel 6 Ikrafttræden § 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1991 og har virkning fra den 1. januar 1991. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 132 af 5. april 1983 om ankenævnet vedrørende læresteder og praktikvirksomheder ophæves. Undervisnings- og forskningsministeriet, den 18. juli 1991 Bertel Haarder / Finn Møller Larsen