Bekendtgørelse nr. 209 · 1991

Historisk

Bekendtgørelse om godkendelse af registrerede revisorers uddannelse

Bekendtgørelse om godkendelse af registrerede revisorers uddannelse

Dokumentdato: 5. apr. 1991Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Optagelse i Revisorregistret kan ske på grundlag af en kvalifikationseksamen, der afholdes af Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 2. Indstilling til kvalifikationseksamen efter stk. 1 kan ske på et uddannelsesmæssigt grundlag, der fastsættes af Undervisnings- og Forskningsministeriet.

§ 2.§-link ↗

For optagelse i Revisorregistret kræves, at følgende betingelser er opfyldt forud for indstilling til kvalifikationseksamen efter § 1, stk. 1: 1) deltagelse i mindst 3 år efter det fyldte 18. år på en registreret eller statsautoriseret revisors kontor i udførelsen af de der almindeligt forekommende bogførings-, regnskabs- og revisionsmæssige opgaver, således at mindst 2 år af beskæftigelsen har fundet sted inden for de sidste 3 år før afholdelse af kvalifikationseksamen, og 2) at der højst er gået 6 år efter udløbet af det kalenderår, hvori en uddannelse, som omhandlet i § 1, stk. 2, er bestået.

§ 3.§-link ↗

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan undtage fra bestemmelserne i § 2.

§ 4.§-link ↗

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan efter ansøgning godkende, at personer, som godtgør, at de i udlandet har bestået en uddannelse, der efter styrelsens skøn kan ligestilles med de uddannelser, som er omfattet af § 1, og som i øvrigt opfylder betingelserne herfor, kan optages i Revisorregistret. Godkendelse kan betinges af, at ansøgeren aflægger en egnethedsprøve, hvis form og indhold fastsættes af styrelsen.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. april 1991.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 493 af 21. september 1978 om godkendelse af registrerede revisorers uddannelse ophæves.

§ 6.§-link ↗

Personer, der inden 1. januar 1990 har påbegyndt teoretisk eller praktisk uddannelse, vil indtil udgangen af 1995 kunne optages i Revisorregistret efter reglerne om teoretisk uddannelse i bekendtgørelse nr. 493 af 21. september 1978, forudsat at de i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse i Revisorregistret. Ansøgning om optagelse i Revisorregistret må indgives til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 1. november 1995.