§ 1.§-link ↗
Ved salg til forbrugere skal elektrisk installationsmateriel, der er bestemt til faste installationer med spændinger på 220 V og derover, være mærket med oplysning om, at materiellet kun må installeres af en autoriseret elinstallatør.
Stk. 2. Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg skal der i eller på emballagen være oplysning om, at materiel til faste installationer for 220 V og derover kun må installeres af en autoriseret elinstallatør. Når mærkning på materiellet eller emballagen ikke er praktisk mulig (f.eks. på ledninger o.lign.), skal der i salgslokalet være tydelig skiltning med tilsvarende oplysning. Skiltning kan dog undlades, når der i forbindelse med salget udleveres tilsvarende trykt oplysning til forbrugeren.
Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte mærkning og den i stk. 2 nævnte oplysning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.
Stk. 4. Belysningsarmaturer er undtaget fra bestemmelserne i stk. 1 og 2 om mærkning og oplysning.
§ 2.§-link ↗
Ved salg til forbrugere skal normaltætte afbrydere og stikkontakter uden jord for højst 250 V være fulgt af en trykt vejledning til ikke-autoriserede om fremgangsmåden og de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger ved montering i forbindelse med udskiftning af tilsvarende materiel i private boliger. Vejledningen skal samtidig oplyse om adgangen for ikke-autoriserede til at udføre disse monteringsarbejder.
Stk. 2. Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg af det i stk. 1 nævnte materiel skal vejledningen findes i eller på emballagen. I andre tilfælde skal den trykte vejledning udleveres i forbindelse med salget.
Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte vejledning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.
§ 3.§-link ↗
Ved salg til forbrugere skal stikpropper med mere end 2 ben samt forlængerled og transportable stikkontakter (f.eks. tri-stikdåser) med jord (klasse 1 udførelse) være fulgt af en trykt vejledning for montering.
Stk. 2. Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg eller i andre tilfælde gælder samme regler som nævnt i § 2, stk. 2.
Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte vejledning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.
§ 4.§-link ↗
Efter § 15, stk. 3 i lov om autorisation af elinstallatører m.v. straffes overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser med bøde.
§ 5.§-link ↗
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. december 1989. Materiel, der ikke er mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i § 1, stk. 1 eller fulgt af den i § 2, stk.1 og § 3, stk. 1 nævnte vejledning, og som er udleveret fra fabrikant eller grossist før 1. marts 1990, kan dog indtil 1. juli 1990 sælges uden den nævnte mærkning.