§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse på: 1) Ungdomsboliger, der er opført med statsstøtte efter lov nr. 235 af 30. april 1946, lov nr. 107 af 14. april 1955 og lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri med senere ændringer, lov nr. 250 af 7. juni 1963, lov nr. 238 af 8. juni 1966 med senere ændringer, lov nr. 268 af 9. juni 1971 om ændring af lov om boligbyggeri og senere boligbyggerilove, jf. lovbekendtgørelse nr. 550 af 18. august 1987, som ændret ved lov nr. 843 af 18. december 1987, såfremt de er organiseret som en selvejende institution. 2) Ungdomsboliger, der modtager tilskud til nedbringelse af lejen efter § 73 a i lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 550 af 18. august 1987, som ændret ved lov nr. 843 af 18. december 1987, såfremt de er organiseret som en selvejende institution.
Stk. 2. For ungdomsboliger tilhørende almennyttige boligselskaber, gælder reglerne for almennyttig boligvirksomhed. Bestemmelsen i § 15 gælder dog for disse ungdomsboliger.
§ 2.§-link ↗
Lejen skal fastsættes således, at den sammen med institutionens øvrige indtægter, herunder eventuel driftssikring og huslejetilskud, giver mulighed for at afholde de udgifter, der er forbundet med driften, herunder passende henlæggelser til planlagt og periodisk vedligeholdelse, henlæggelser til fornyelser og afvikling af opsamlet driftsunderskud.
Stk. 2. Institutionen skal årligt henlægge passende beløb til: 1) Fornyelse af tekniske installationer. Beløbsstørrelsen fastsættes efter en vurdering af installationernes levetid og på grundlag af den forventede anskaffelsespris på tidspunktet for genanskaffelsen. 2) Planlagt og periodisk vedligeholdelse af institutionens ejendom. Beløbsstørrelsen fastsættes på grundlag af en vurdering af ejendommens kvalitet og vedligeholdelsestilstand, således at der er tilstrækkelige midler til stede, når der skal udføres større istandsættelsesarbejder. 3) Istandsættelse af boligerne i det omfang, udgiften hertil ikke påhviler den fraflyttende boligtager. 4) Indvendig vedligeholdelse af boligerne, med mindre boligtageren har overtaget forpligtelsen.
Stk. 3. Eventuelle opsamlede driftsunderskud skal normalt afvikles over højst 5 år. Afviklingsperioden kan dog i intet tilfælde overstige 10 år.
Stk. 4. Lejen skal fordeles på institutionens boliger under hensyn til disses indbyrdes værdi, medens lejen for erhvervslejemål, garager og lignende skal fastsættes til den leje, der er sædvanlig for tilsvarende lejemål i kvarteret eller kommunen med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand.
Stk. 5. Driftsbudget for institutionen skal udarbejdes ved benyttelse af Boligstyrelsens budgetskema eller ved anvendelse af tilsvarende kontoplan. Driftsbudgettet skal udarbejdes så betids, at eventuelle lejeforhøjelser kan træde i kraft ved regnskabsårets begyndelse, jf. § 3 og § 8.
Stk. 6. Ved den første udlejning af en institution kan lejen fastsættes foreløbig, således at der ved udlejningen tages forbehold om en senere lejeregulering, når byggeudgiften er opgjort og den endelige finansiering foretaget.
§ 3.§-link ↗
Regnskabsåret løber fra 1. august til 31. juli.
Stk. 2. Den årlige lejeregulering foretages med virkning fra regnskabsårets begyndelse. Lejeforhøjelser kan gennemføres med 3 måneders varsel eller 1 måneds varsel, såfremt der i lejeaftalen er taget forbehold herom.
Stk. 3. Forhøjelse af lejen skal varsles skriftligt over for den enkelte boligtager og indeholde oplysning om forhøjelsens størrelse, dens beregning samt grunden til forhøjelsen. Forhøjelse som følge af forbedringer og lignende kan først varsles til ikrafttræden fra det tidspunkt, forbedringen tages i brug. Der må tages nødvendige forbehold om kommunalbestyrelsens godkendelse.
§ 4.§-link ↗
Særskilt årsregnskab for institutionen skal opstilles i overensstemmelse med den af Boligstyrelsen udfærdigede kontoplan.
Stk. 2. I tilslutning til regnskabet afgiver institutionens bestyrelse en årsberetning, hvori nærmere redegøres for den økonomiske udvikling i regnskabsåret, samt for forhold som revisor måtte have påtalt ved revisionen. Herudover redegøres for eventuelle særlige økonomiske problemer i institutionen samt for de foranstaltninger, der er eller påtænkes iværksat til løsning af problemerne. Endvidere udfylder bestyrelsen og revisor det af Boligstyrelsens udfærdigede spørgeskema om ungdomsboliginstitutionens drifts- og regnskabsforhold.
Stk. 3. Regnskabet tillige med bestyrelsens årsberetning, spørgeskemaet, revisors beretning og udskrift af revisionsprotokollen indsendes til kommunalbestyrelsen, jf. § 9.
§ 5.§-link ↗
Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor, jf. dog stk. 2. Overstiger antallet af lejemål 100 skal revisionen dog foretages af en statsautoriseret revisor, jf. dog også stk. 2.
Stk. 2. Er der meddelt støtte til opførelse af institutionen før 15. juni 1984, og overstiger antallet af lejemål 1.000, skal revisionen foretages af en statsautoriseret revisor. Er antallet af lejemål 1.000 eller derunder, kan en revisor, der er godkendt af kommunalbestyrelsen før 15. juni 1984 dog fortsat forestå institutionens regnskabsrevision. Ved revisorskift skal betingelserne i stk. 1 opfyldes.
Stk. 3. Revisor har adgang til at efterse alt regnskabsmateriale og alle beholdninger og har krav på at få de oplysninger og den bistand, som anses for nødvendig for udførelsen af erhvervet.
Stk. 4. Revisionen skal foretages i overensstemmelse med god revisionsskik og Boligstyrelsens revisionsinstruks for ungdomsboliginstitutioners regnskaber.
Stk. 5. Til brug for bestyrelsen skal revisor føre revisionsprotokol. Bestyrelsen skal nøje gennemgå protokollen, der forelægges på ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
§ 6.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de ungdomsboliginstitutioner, hvis ejendomme er beliggende i kommunen.
§ 7.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen påser, at ejendommen anvendes i overensstemmelse med formålet i vedtægterne.
Stk. 2. Ejendommen må ikke anvendes til andet formål uden Boligstyrelsens samtykke. Indestår der kommunale lån, kræves tillige kommunalbestyrelsens samtykke.
§ 8.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen skal hvert år godkende et af institutionens bestyrelse udarbejdet budget, hvori lejen fastsættes for det følgende år. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse herom.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen påser, at lejen fastsættes som anført i § 2 og reguleres som anført i § 3. Kommunalbestyrelsen kan til opfyldelse heraf kræve ændringer i budgettet og lejefastsættelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen påser, at institutionens bestyrelse hvert år senest 3 måneder før regnskabsårets begyndelse indsender budgettet til godkendelse.
§ 9.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen skal hvert år godkende institutionens regnskab, og herunder nøje vurdere om institutionens drift og økonomi opfylder de herom gældende regler. Kommunalbestyrelsen skal herunder påse, at der er balance mellem udgifter og indtægter, at et eventuelt opsamlet underskud normalt afvikles over højst 5 år, og at der foretages henlæggelser og afskrivninger i nødvendigt omfang, og at henlæggelsesmidlernes anvendelse ikke giver anledning til kritik.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan uden en nærmere gennemgang, jf. dog stk. 1, godkende regnskabet uden bemærkninger, når revisor ikke har fremsat kritiske bemærkninger til regnskabet eller forretningsgangen, og der ikke i øvrigt er fremkommet oplysninger, der giver anledning til nærmere undersøgelse.
Stk. 3. Har revisor fremsat kritiske bemærkninger til regnskabet eller forretningsgangen eller finder kommunalbestyrelsen, at der i øvrigt er grundlag for kritik, skal kommunalbestyrelsen pålægge institutionens bestyrelse at foretage de nødvendige foranstaltninger. Kommunalbestyrelsen kan pålægge bestyrelsen, at institutionen søger rejst erstatningskrav overfor forretningsfører, bestyrelsesmedlemmer eller andre, der har påført institutionen tab som følge af kritisable dispositioner eller udvist forsømmelighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse efter stk. 1-3.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen påser, at institutionens bestyrelse hvert år inden 4 måneder efter regnskabsårets slutning indsender regnskabsmaterialet for institutionen i overensstemmelse med reglerne i § 4.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen videresender hvert år umiddelbart efter regnskabets godkendelse et eksemplar af det i § 4 omhandlede spørgeskema forsynet med kommunalbestyrelsens eventuelle bemærkninger til Boligstyrelsens orientering.
§ 10.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen godkender den foreløbige leje ved en institutions ibrugtagelse, forhøjelser af lejen, den endelige leje samt forhøjelser som følge af udførte forbedringer eller ombygninger. Institutionens bestyrelse indsender ansøgning om godkendelse af lejen til kommunalbestyrelsen senest samtidig med, at udlejningen påbegyndes eller forhøjelse af lejen varsles. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse herom.
§ 11.§-link ↗
Forinden iværksættelse af forbedringsarbejder, om- og tilbygningsarbejder, større renoveringsarbejder m.v., der skal finansieres ved låneoptagelse, skal, jf. kapitel 4, kommunalbestyrelsens godkendelse foreligge. Institutionens bestyrelse indsender ansøgning herom til kommunalbestyrelsen tillige med en redegørelse for arbejdernes finansiering og den nødvendige lejeforhøjelse. Det er en betingelse, at panthaver ifølge lån til finansiering af de i 1. punktum nævnte arbejder respekterer henstand med renter og afdrag på eventuelle lån, der er omfattet af § 73 a, stk. 5-6, i lov om boligbyggeri. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2. Boligstyrelsens godkendelse skal tillige indhentes, forinden følgende foranstaltninger iværksættes: a) Forandringer, der fratager boligen dens karakter af ungdomsbolig. b) Nedlæggelse af ungdomsboliger med henblik på anden anvendelse. c) Sammenlægning af ungdomsboliger. d) Større renoveringsarbejder, hvortil der søges støtte efter boligbyggerilovens kapitel 11.
Stk. 3. Boligstyrelsen træffer afgørelse på grundlag af kommunalbestyrelsens indstilling.
§ 12.§-link ↗
Konstaterer kommunalbestyrelsen uregelmæssigheder af væsentlig betydning ved institutionens eller ejendommens drift, skal den straks foretage indberetning herom til Boligstyrelsen, bilagt kommunalbestyrelsens indstilling samt oplysning om, hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har truffet eller agter at træffe over for institutionen. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at institutionen ikke kan opfylde sine økonomiske forpligtelser, hvis institutionens bestyrelse foretager indberetning om huslejeaktioner, eller hvis der opstår udlejningsvanskeligheder af mere permanent karakter.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan udpege en revisor til at foretage fornyet revision af institutionens regnskaber.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan til sikring af institutionens forsvarlige drift og administration træffe de foranstaltninger, som den finder nødvendig. Kommunalbestyrelsen kan herunder udpege en forretningsfører til midlertidigt at overtage institutionens administration.
§ 13.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen kan godkende institutionernes vedtægter i det omfang, vedtægterne er i overensstemmelse med de af Boligstyrelsen udarbejdede normalvedtægter, og kun indebærer en udfyldning af disse.
Stk. 2. Under samme betingelser som anført i stk. 1, kan kommunalbestyrelsen godkende ændringer i institutionens vedtægter.
§ 14.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen påser, at ejendommens vedligeholdelsestilstand er forsvarlig, og at den bevarer karakteren af ungdomsboliginstitution. Kommunalbestyrelsen kan påbyde udførelse af nødvendige vedligeholdelsesarbejder.
§ 15.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen påser, at udlejningen af ungdomsboliger sker efter retningslinjer, der tager hensyn til de boligsøgendes uddannelsesmæssige, økonomiske og sociale forhold.
Stk. 2. Ungdomsboliger kan udlejes til unge uddannelsessøgende og andre unge med særligt behov derfor. For ungdomsboliger opført med statsstøtte i medfør af den før 1. januar 1978 gældende lovgivning, er den berettigede personkreds dog kun unge uddannelsessøgende. Unge flygtninges adgang til at opnå bolig er omhandlet i Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 105 af 10. marts 1987.
§ 16.§-link ↗
Institutionen skal på forlangende give kommunalbestyrelsen og Boligstyrelsen enhver oplysning om institutionens forhold til belysning af, om den ledes og drives i overensstemmelse med bestemmelserne i boligbyggeriloven, regler udfærdiget i medfør heraf og institutionens vedtægter.
§ 17.§-link ↗
Kommunalbestyrelsen er bemyndiget til at meddele og ophæve prohibitivpåtegninger på værdipapirer, som tilhører institutionen.
§ 18.§-link ↗
Forinden inventar, hvortil der er ydet monteringslån, afhændes, uden at der samtidig sker genanskaffelse, skal kommunalbestyrelsens godkendelse indhentes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 3. Nettoprovenuet ved salg, som nævnt i stk. 1, samt de midler, der er henlagt til fonyelse heraf, skal indbetales til Kongeriet Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning som ekstraordinært afdrag på monteringslånet. Kommunalbestyrelsen skal overfor Hypotekbanken attestere beløbets størrelse.
§ 19.§-link ↗
Ungdomsboliginstitutionen kan ikke optage lån med sikkerhed i institutionens ejendom, uden samtykke forinden er indhentet fra kommunalbestyrelsen og Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Respekterer lånet indestående statslån eller statsgaranterede lån, er Hypotekbankens samtykke dog unødvendigt.
Stk. 2. Hypotekbanken afgiver erklæringer om statsgaranti for realkreditlån til finansiering af ejendomme, som har opnået tilsagn om statsstøtte i henhold til lov om boligbyggeri.
Stk. 3. Hypotekbanken kan meddele samtykke til, at statslån eller statsgaranterede lån rykker for optagelse af realkreditlån til finansiering af forbedrings- og ombygningsarbejder samt renoveringsarbejder (om- og tilbygningslån), når arbejdernes udførelse er godkendt af kommunalbestyrelsen, og denne har vedstået en eventuel kommunal garanti eller regaranti. Det er en betingelse for Hypotekbankens samtykke, at panthaver ifølge det i 1. punktum nævnte realkreditlån respekterer henstand med renter og afdrag på eventuelle lån, der er omfattet af § 73 a, stk. 5-6, i lov om boligbyggeri. I de i § 11, stk. 2, nævnte tilfælde skal tillige Boligstyrelsens godkendelse foreligge.
Stk. 4. Hypotekbanken afgør, hvorvidt og i hvilket omfang tilkendte eller aftalte ekspropriationserstatninger kan tillades udbetalt til institutionen eller vil være at indbetale som ekstraordinære afdrag på statslån, statsgaranterede lån eller foranstående lån.
Stk. 5. Hypotekbanken afgør, hvorvidt og i hvilket omfang ekstraordinært afdrag skal ydes på statslånet i tilfælde af skelforandring. Ved afhændelse af ejendommen helt eller delvist skal Boligstyrelsens samtykke indhentes.
Stk. 6. Hypotekbankens afgørelser i henhold til dette kapitel kan indbringes for Boligstyrelsen.
§ 20.§-link ↗
Likvidation foretages af en likvidator udpeget af Boligstyrelsen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Ved likvidation af institutionen anvendes de fremkomne midler i første række til betaling af gæld. Er der herefter noget tilbage, bestemmer Boligstyrelsen anvendelsen heraf efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
§ 21.§-link ↗
Reglerne i denne bekendtgørelse gælder uanset modstående bestemmelser i institutionens vedtægter, fundats eller lignende.
§ 22.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning for de regnskaber, der vedrører regnskabsåret 1988-89 og senere regnskabsår, og for de budgetter, der vedrører regnskabsåret 1989-90 og senere regnskabsår.
Stk. 2. Samtidig ophæves kapitel 3 i Boligministeriets bekendtgørelse nr. 170 af 20. april 1979 om statsstøttede kollegier.