Bekendtgørelse nr. 908 · 1987

Historisk

Bekendtgørelse om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme hos husdyrene (* 1)

Bekendtgørelse om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme hos husdyrene (* 1)

Dokumentdato: 15. dec. 1987Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Klovbærende handyr, der anvendes til bedækning af anden mands dyr, skal til identifikation af de enkelte dyr være forsynet med tatoveringsnumre, øreklip eller nummererede øremærker.

Stk. 2. Ejere af dyr som de i stk. 1 nævnte skal drage omsorg for, at der føres en særlig bedækningsprotokol, hvori der for hver enkelt bedækning (bedækningsforsøg) skal angives datoen for den foretagne bedækning (bedækningsforsøg), navnet på ejeren af det hundyr, som handyret har været i kontakt med, og den pågældendes adresse samt nummeret på det handyr, der er anvendt. På tyrestationer skal en sådan bedækningsprotokol dog kun føres, såfremt dette kræves af Veterinærdirektoratet.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte protokol skal på forlangende forevises for politiet eller repræsentanter for Veterinærdirektoratet.

§ 2.§-link ↗

Handelsmænd, slagtere og andre, der handler med klovbærende dyr, skal i en lommebog eller anden bog (f.eks. i forbindelse med momsregnskab) indføre navnet på enhver person, til hvem de sælger klovbærende dyr eller af hvem de køber sådanne dyr, og den pågældendes adresse samt dato for købet eller salget. Endvidere skal der angives sådanne oplysninger om dyret (signalement), at dyret klart kan identificeres. Disse optegnelser skal opbevares i 5 år og skal på forlangende forevises repræsentanter for Veterinærdirektoratet.

§ 3.§-link ↗

Kvæg, geder, får og svin, der indbringes på eksportsvineslagterier, kreatureksportslagterier og offentlige slagtehuse, må ikke fjernes derfra i levende live.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan kvæg, geder, får og svin fjernes fra eksportsvineslagterier, kreatureksportslagterier og offentlige slagtehuse, såfremt Veterinærdirektoratet har meddelt tilladelse hertil.

§ 4.§-link ↗

Vogne, automobiler samt kasser og lignende, der benyttes til transport af de i § 1, stk. 1, omhandlede dyr, skal altid holdes rene ved grundig afskrubning og afskylning samt mindst 1 gang om ugen desinficeres ved omhyggelig overbrusning med en formalinopløsning, der indeholder 21/2 pct. formalin (2 spiseskefulde af handelsvaren formalin til 1 liter vand). Når mund- og klovesyge optræder her i landet, skal sådan desinfektion foretages mindst 1 gang daglig.

Stk. 2. Vogne og automobiler, der har været benyttet til transport af klovbærende dyr til slagterier, slagtehuse, markeder, samlestalde og andre samlingssteder for klovbærende dyr, skal efter hver aflæsning på samlingsstedet rengøres ved grundig afskrubning og afskylning. Når mund- og klovesyge optræder her i landet, skal køretøjerne efter rengøringen desinficeres som angivet i stk. 1, såfremt veterinærmyndighederne stiller krav herom.

§ 5.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde. På samme måde straffes den, som overtræder vilkår for en tilladelse.

§ 6.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 1988.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 132 af 6. april 1966 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme hos husdyrene som ændret ved bekendtgørelse nr. 568 af 11. december 1980, ophæves.