Bekendtgørelse nr. 758 · 1986

Historisk

Bekendtgørelse om detailemballerede ferske fisk og fiskevarer

Bekendtgørelse om detailemballerede ferske fisk og fiskevarer

Dokumentdato: 4. nov. 1986Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter ferske fisk og fiskevarer, der i engros- og detailvirksomheder færdigpakkes i enheder bestemt for den endelige forbruger (detailemballage).

Stk. 2. Ved fisk forstås enhver art af fisk, krebs- og bløddyr samt bestanddele heraf.

Stk. 3. Ved fersk fisk forstås fisk, som ikke er tilvirket. Til tilvirkning henregnes ikke slagtning og rensning.

Stk. 4. Ved ferske fiskevarer forstås produkter, der består af eller indeholder fisk, og som ikke ved varmebehandling, røgning, saltning, syrning, tilsætning af konserveringsstoffer eller ved anden behandling har opnået en forlænget holdbarhed. Til ferske fiskevarer henregnes bl.a. udskårne stykker af fersk fisk, fiskefilet, udbenet fisk, flået fisk, hakket fiskekød, fiskefars samt rogn og lever.

§ 2.§-link ↗

Tilberedning og pakning af ferske fisk og fiskevarer må kun finde sted i en dertil af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed.

Stk. 2. Autorisation kræves dog ikke, såfremt varerne tilberedes eller pakkes i en detailforretning med henblik på detailsalg i forretningen.

§ 3.§-link ↗

Råvarer, der benyttes til fremstilling af detailemballerede ferske fisk og fiskevarer, skal opbevares effektivt nediset eller på anden måde forsvarligt nedkølet indtil tilberedning eller pakning og skal både ved tilberedningen og på tidspunktet for pakningen være af god og frisk beskaffenhed.

Stk. 2. Hel fisk skal renses omhyggeligt inden tilberedning eller pakning.

Stk. 3. Rensning og skylning af råvaren skal foregå passende adskilt fra den øvrige produktion. Pakningen skal finde sted hurtigst muligt efter tilberedningen af varen.

Stk. 4. Varerne skal inden 2 timer efter pakningen være nedkølet til en temperatur af højst 2 grader C, dog uden frysning.

§ 4.§-link ↗

Emballagemateriale, der kommer i direkte berøring med varen, skal være rent og ubrugt. Materialet må ikke afgive stoffer, der kan påvirke varernes smag, lugt eller farve, og materialet må ikke give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder.

§ 5.§-link ↗

Forsendelse og opbevaring af detailemballerede ferske fisk og fiskevarer skal ske på en sådan måde, at temperaturen målt mellem pakkerne ikke på noget tidspunkt overstiger 2 grader C.

Stk. 2. Varer bestemt til udførsel skal forsendes på en sådan måde, at de kan påregnes at ville fremkomme til bestemmelsesstedet i god tilstand.

§ 6.§-link ↗

Detailemballerede ferske fisk og fiskevarer skal mærkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler om mærkning af fisk og fiskevarer, herunder, for så vidt angår varer bestemt til salg i Danmark, med angivelse af en sidste forbrugsdag.

Stk. 2. Varerne må ikke sælges i den lukkede detailpakning efter den angivne sidste forbrugsdag.

Stk. 3. Hakket fiskekød og fiskefars skal sælges inden 24 timer fra hakketidspunktet. Efter dette tidspunkt gælder bestemmelserne i § 8.

§ 7.§-link ↗

Varer i utæt eller beskadiget detailemballage og varer, der ikke er forsendt og opbevaret i overensstemmelse med § 5, må ikke sælges.

§ 8.§-link ↗

De i § 6, stk. 2, og § 7 nævnte varer må kun anvendes efter fiskerikontrollens nærmere bestemmelse. Såfremt varerne forefindes i detailforretninger, træffes afgørelsen dog af den stedlige levnedsmiddelkontrolenhed.

§ 9.§-link ↗

Overtrædelse af § 2, stk. 1, og §§ 3-8 straffes med bøde eller hæfte.

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen, der ikke gælder for Grønland, træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 155 af 20. april 1983 om detailemballerede ferske fisk og fiskevarer ophæves. FISKERIMINISTERIET; DEN 4. NOVEMBER 1986 LARS P. GAMMELGAARD /Mogens Nielsen