§ 1.§-link ↗
Udgifter til anskaffelse og vedligeholdelse af materiel til det kommunale beredskab afholdes af kommunalbestyrelsen, udgifter til det amtskommunale beredskab afholdes af amtsrådet/hovedstadsrådet og til det statslige beredskab af staten.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at udgifter til anskaffelse og vedligeholdelse af materiel til det havnemæssige beredskab til bekæmpelse af forurening i havne afholdes af havnebestyrelsen.
§ 2.§-link ↗
Udgifter til bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet afholdes af staten.
§ 3.§-link ↗
Ved forureninger af kyststrækninger i en kommune afholdes udgifterne til saneringsforanstaltninger af kommunalbestyrelsen. Ved forurening af havne afholdes udgifterne til forureningsbekæmpelsen af havnebestyrelsen. Såfremt kommunalbestyrelsen og amtsrådet/hovedstadsrådet aftaler at samarbejde om saneringsforanstaltningerne, kan der aftales en forholdsmæssig fordeling af udgifterne hertil.
Stk. 2. Ved forureninger af kyststrækninger i to eller flere kommuner afholdes udgifterne til saneringsforanstaltninger i fællesskab af de berørte kommunalbestyrelser og amtsråd. I de konkrete tilfælde aftales en forholdsmæssig fordeling af udgifterne mellem de berørte myndigheder.
Stk. 3. I tilfælde af omfattende forurening af strande med olie eller kemikalier afholdes udgifterne til bekæmpelsesforanstaltninger af staten, jfr. den i finansloven indeholdte bemyndigelse til miljøministeren.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. oktober 1986.