Bekendtgørelse nr. 249 · 1986

Historisk

Bekendtgørelse om lægers og tandlægers pligt til at anmelde arbejdsbetingede lidelser til direktoratet for arbejdstilsynet og sikringsstyrelsen

Bekendtgørelse om lægers og tandlægers pligt til at anmelde arbejdsbetingede lidelser til direktoratet for arbejdstilsynet og sikringsstyrelsen

Dokumentdato: 16. maj 1986Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Læger og tandlæger, der gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en formodet eller konstateret arbejdsbetinget lidelse eller på anden måde har pådraget sig helbredsmæssige ulemper af skadelige påvirkninger i arbejdet, skal anmelde dette til direktoratet for arbejdstilsynet og sikringsstyrelsen.

Stk. 2. Anmeldepligten påhviler enhver læge og tandlæge, uanset om den pågældende er praktiserende, ansat på sygehus, klinik eller anden institution eller i bedriftssundhedstjenesten. På sygehuse og klinikker m.v. påhviler anmeldepligten dog alene den ledende læge eller tandlæge på hver afdeling.

§ 2.§-link ↗

Anmeldepligten bortfalder, såfremt lægen eller tandlægen har sikret sig, at tilfældet allerede er anmeldt til arbejdsgivers forsikringsselskab eller til direktoratet for arbejdstilsynet og sikringsstyrelsen.

§ 3.§-link ↗

Anmeldelse indsendes, så snart lægen eller tandlægen er blevet bekendt med lidelsen m.v. og den formodede sammenhæng med arbejdet, jfr. § 1.

Stk. 2. Anmeldelse sker på en særlig blanket, der er udfærdiget af arbejdstilsynet og sikringsstyrelsen. Blanketten udleveres af disse myndigheder og kommunens social- og sundhedsforvaltning. Blanketten sendes til direktoratet for arbejdstilsynet/ sikringsstyrelsen under en særlig fælles postboxadresse.

Stk. 3. Anmeldelsen honoreres uden indsendelse af regning efter den takst, der til enhver tid er fastsat af sikringsstyrelsen og arbejdstilsynet.

§ 4.§-link ↗

Undladelse af at indgive anmeldelse efter § 1, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, straffes med bøde, jfr. arbejdsmiljølovens § 84.

Stk. 2. Henvendelse til anklagemyndigheden vedrørende tiltale foretages af direktoratet for arbejdstilsynet eller arbejdstilsynets kredse.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. Samtidig ophæves arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 318 af 2. november 1964 om lægers anmeldelse af erhvervssygdomme og socialministeriets bekendtgørelse nr. 148 af 30. marts 1978 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde arbejdsbetingede sygdomme til sikringsstyrelsen.