Bekendtgørelse nr. 499 · 1985

Historisk

Bekendtgørelse om beskatning af løn og anden A-indkomst, der udbetales eller ændres efter indkomstårets udløb

Bekendtgørelse om beskatning af løn og anden A-indkomst, der udbetales eller ændres efter indkomstårets udløb

Dokumentdato: 20. nov. 1985Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Løn, der i henhold til faglig overenskomst eller på tilsvarende måde som led i arbejdsgiverens sædvanlige forretningsgang kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende indtjeningsperiode, indkomstbeskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Det samme gælder vederlag for overarbejde, forskudt arbejdstid, akkordarbejde samt provision og lignende A-indkomst, der kommer til udbetaling senere end den ordinære løn for den pågældende indtjeningsperiode. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældendes indkomst, er beløbet dog indkomstskattepligtigt på dette tidspunkt.

Stk. 2. Feriegodtgørelse, tantieme og lignende ydelser beskattes uanset reglerne i stk. 1 som hidtil.

Stk. 3. Foranstående regler finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden A-indkomst end løn, når A-indkomsten som led i den indeholdelsespligtiges sædvanlige forretningsgang kommer til udbetaling efter udløbet af indkomståret.

§ 2.§-link ↗

Ophører indkomstmodtagerens skattepligt, er den i § 1 omhandlede A-indkomst senest indkomstskattepligtig på tidspunktet for skattepligtens ophør.

§ 3.§-link ↗

Når indkomstmodtageren efter bestemmelserne i § 1 og § 2 ikke skal medregne et beløb, den pågældende har tilgode, i den skattepligtige indkomst, skal tilgodehavendet heller ikke medregnes ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige formue.

§ 4.§-link ↗

Lønreduktion, der sker efter udløbet af en indtjeningsperiode og vedrører lønsummen i denne tidligere indtjeningsperiode, skal placeres i det indkomstår, hvor lønreduktionen finder sted.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen har virkning fra og med indkomståret 1986 og træder samtidig i stedet for bekendtgørelse nr. 577 af 21. december 1972 om beskatning af løn og anden A-indkomst, der udbetales efter indkomstårets udløb.