§ 1.§-link ↗
Løn, der i henhold til faglig overenskomst eller på tilsvarende måde som led i arbejdsgiverens sædvanlige forretningsgang kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende indtjeningsperiode, indkomstbeskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Det samme gælder vederlag for overarbejde, forskudt arbejdstid, akkordarbejde samt provision og lignende A-indkomst, der kommer til udbetaling senere end den ordinære løn for den pågældende indtjeningsperiode. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, er beløbet dog indkomstskattepligtigt på dette tidspunkt.
Stk. 2. Feriegodtgørelse, tantieme og lignende ydelser beskattes uanset reglerne i stk. 1 som hidtil.
Stk. 3. Foranstående regler finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden A-indkomst end løn, når A-indkomsten som led i den indeholdelsespligtiges sædvanlige forretningsgang kommer til udbetaling efter udløbet af indkomståret.
§ 2.§-link ↗
Ophører indkomstmodtagerens skattepligt, er den i § 1 omhandlede A-indkomst senest indkomstskattepligtig på tidspunktet for skattepligtens ophør.
§ 3.§-link ↗
Når indkomstmodtageren efter bestemmelserne i § 1 og § 2 ikke skal medregne et beløb, han har tilgode, i den skattepligtige indkomst, skal tilgodehavendet heller ikke medregnes ved opgørelsen af hans skattepligtige formue.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen har virkning fra og med indkomståret 1972 og træder samtidig i stedet for finansministeriets bekendtgørelse nr. 456 af 14. oktober 1971 om beskatning af vederlag for overarbejde m.v.
Stk. 2. Indkomst efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, som udbetales i indkomståret 1972 og som indkomstmodtageren havde erhvervet endelig ret til i indkomståret 1971, skal dog ikke medregnes i den skattepligtige indkomst for indkomståret 1972.