§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse omfatter den biologiske nedbrydelighed af anioniske og nonioniske overfladeaktive stoffer i vaske- og rengøringsmidler.
Stk. 2. Ved vaske- og rengøringsmidler forstås i denne bekendtgørelse produkter, som er specielt fremstillet til vaske- og rengøringsformål, og som indeholder anioniske og nonioniske overfladeaktive stoffer samt i almindelighed supplerende bestanddele såsom tilsætningsstoffer, hjælpestoffer, fyldstoffer og andre bestanddele.
Stk. 3. Ved anioniske overfladeaktive stoffer forstås i denne bekendtgørelse overfladeaktive stoffer, der efter passage gennem kation- og anionbyttere adskilles ved fraktionseluering og bestemmes som methylenblåt aktivt stof (MBAS) ifølge den analytiske fremgangsmåde, der er beskrevet i bilag I.
Stk. 4. Ved nonioniske overfladeaktive stoffer forstås i denne bekendtgørelse overfladeaktive stoffer, der efter passage gennem kation- og anionbyttere kan bestemmes som bismuth-aktive stoffer (BIAS) ifølge den analytiske fremgangsmåde, der er beskrevet i bilag II.
§ 2.§-link ↗
Fremstilling og import af vaske- og rengøringsmidler er forbudt, såfremt der indgår de i § 1 nævnte overfladeaktive stoffer med en gennemsnitlig biologisk nedbrydelighed på mindre end 90 pct., jfr. dog stk. 2 og 3 samt § 7, stk. 1.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må midler til opvaskemaskiner indtil 1. april 1986 indeholde følgende stoffer: Lavtskummende alkenoxid-tilsætningsstoffer af alkohol, alkylfenoler, glycoler, polyoler, fedtsyrer samt amider/aminer.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må rengøringsmidler til levnedsmiddel- og metalindustrien indtil 1. april 1986 indeholde de i stk. 2 nævnte stoffer samt baseresistente terminalt blokerede alkyl- og alkyl-arylpolyglycolethere.
§ 3.§-link ↗
Vaske- og rengøringsmidler, hvis gennemsnitlige biologiske nedbrydelighed er mindst 90 pct., må ikke ved normal anvendelse være til fare for sundheden. Det samme gælder de i § 2, stk. 2 og 3, nævnte nonioniske overfladeaktive stoffer.
§ 4.§-link ↗
På den emballage, hvori vaske- eller rengøringsmidlet markedsføres, skal, affattet på dansk med let læselige, synlige og uforgængelige typer, anføres: a) produktets anvendelsesformål, b) navn eller firmanavn og adresse eller registreret varemærke, tilhørende den ansvarlige for markedsføringen.
Stk. 2. Samme oplysninger skal fremgå af de dokumenter, der ledsager vaske, eller rengøringsidler, som transporteres i løs vægt.
§ 5.§-link ↗
Tilsyn og kontrol med overholdelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse udøves af kemikaliekontrollen, jfr. dog § 7.
§ 6.§-link ↗
Kontrol med overholdelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1, foretages på grundlag af analyser efter en af de metoder, der er beskrevet i bilag I og II til bekendtgørelsen.
§ 7.§-link ↗
Såfremt der ved analyse efter en af screenings-metoderne i bilag I A eller bilag II A til bekendtgørelsen påvises en biologisk nedbrydelighed på mindre end 80 pct. kan miljøstyrelsen meddele forbud mod fremstilling og import af vaske- og rengøringsmidlet.
Stk. 2. Såfremt vaske- eller rengøringsmidlet er importeret fra et land, der er medlem af de europæiske fællesskaber, underretter miljøstyrelsen, senest samtidig med at forbud meddeles efter stk. 1, importøren om proceduren i art. 5, pkt. 2, i Rådets direktiv af 22. november 1973 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om vaske- og rengøringsmidler (73/404/EØF), jfr. EFT nr. L 347 af 17. december 1973, side 55.
§ 8.§-link ↗
Kemikaliekontrollens afgørelse som tilsynsmyndighed, jfr. § 48 i lov om kemiske stoffer og produkter kan påklages til miljøstyrelsen.
Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelse efter § 7 og § 8, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 9.§-link ↗
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen og fremsendes herfra til klagemyndigheden, ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 3. En klage har opsættende virkning, medmindre miljøstyrelsen bestemmer andet.
§ 10.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes den, der overtræder bestemmelserne i kap. II samt undlader at efterkomme forbud efter § 7, stk. 1, med bøde eller hæfte.
Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1983.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 347 af 27. juli 1975 om vaske- og rengøringsmidlers nedbrydelighed. Miljøministeriet, den 6. september 1983 Christian Christensen / H. Hummelmose