Bekendtgørelse nr. 341 · 1978

Historisk

Bekendtgørelse om undtagelse fra lov om lægemidler af visse lægemidler, som ikke har skadelige virkninger for brugerne. (Naturlægemiddelbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om undtagelse fra lov om lægemidler af visse lægemidler, som ikke har skadelige virkninger for brugerne. (Naturlægemiddelbekendtgørelsen)

Dokumentdato: 30. jun. 1978Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Lægemidler, som er beregnet til at indtage gennem munden eller til at påføre hud eller slimhinder, og hvis uskadelighed er velkendt, og som 1) indeholder virksomme stoffer i vægtmængder, der ikke overstiger en milliontedel af præparatets vægt, eller som 2) udelukkende indeholder naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen, er ikke omfattet af lægemiddellovens regler, bortset fra § 6, stk. 1, § 7, §§ 27 - 30, § 31, stk. 1 og 4, og § 44.

Stk. 2. Bearbejdning af råvarer og mellemprodukter, der er bestemt til anvendelse til fremstilling af de i stk. 1 nævnte lægemidler, er undtaget fra lægemiddellovens §§ 8 og 9.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 og 2 gælder ikke lægemidler, der er optaget eller optages i sundhedsstyrelsens specialitetsregister.

§ 2.§-link ↗

Ved forhandling og udlevering til forbrugeren af de i § 1, stk. 1, anførte lægemidler gælder endvidere de i stk. 2 - 4 anførte regler.

Stk. 2. Lægemidlets bestanddele skal på pakningen være angivet på en for publikum let forståelig måde, fortrinsvis på dansk. Ligeledes skal de doser, hvori midlet kan tages uden risiko for skadelige virkninger, være angivet på pakningen.

Stk. 3. Lægemidlets navn må ikke direkte eller indirekte give indtryk af, at lægemidlet er forebyggende, lindrende eller virksomt mod sygdomme eller sygdomssymptomer.

Stk. 4. Der skal på pakningen på let læselig måde være følgende påskrift: »Efter en undtagelse i lægemiddelloven kræver sundhedsmyndighederne ikke dokumentation for dette præparats virkninger eller kvalitet.«.

§ 3.§-link ↗

Overtrædelse af reglerne i § 2 straffes med bøde.

§ 4.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1978.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 617 af 15. december 1975 om undtagelse fra lov om lægemidler af visse lægemidler, som ikke har skadelige virkninger for brugerne ophæves.