Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om udfærdigelse af ansøgninger m.v. vedrørende godskørsel for fremmed regning og fragtmandskørsel. I ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 551 af 19. oktober 1973 foretages følgende ændringer: § 1 1. I § 1 ændres »skal til brug ved vejtransportrådets bedømmelse af » til »skal til brug ved bedømmelsen af«. 2. § 6 affattes således: »§ 6. Til brug ved bedømmelsen af ansøgerens faglige kvalifikationer skal ansøgningerne indeholde bekræftede oplysninger om ansøgerens hidtidige beskæftigelse og faglige uddannelse. Stk. 2. For at en ansøger skal kunne anses for kvalificeret, skal han i mindst 3 år have været beskæftiget i en transportvirksomhed, speditionsvirksomhed eller anden dermed beslægtet virksomhed og herigennem, eventuelt kombineret med kursusuddannelse eller lignende, have opnået kendskab til følgende områder inden for administrationen af en transportvirksomhed: A. For national kørsel: 1) De for erhvervets udøvelse gældende forskrifter, herunder færdselslovgivningen og arbejderbeskyttelseslovgivningen. 2) Takster og kalkulationsproblemer. 3) Regnskabsføring. 4) Ansvars- og forsikringsspørgsmål. B. For international kørsel desuden: 5) Toldprocedure. 6) EF-medlemslandenes færdselslovgivning i hovedtræk. Stk. 3. Fra kravet om varigheden af den i stk. 2 omhandlede forudgående beskæftigelse kan der gøres undtagelse, såfremt ganske særlige forhold hos ansøgeren foreligger oplyst. Stk. 4. En person, der i henhold til stk. 2 er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, kan efter anmodning få udstedt attest herom, såfremt han påtænker at etablere sig som vognmand i et andet EF-land. Attesten udfærdiges af direktoratet for vejtransport.« 3. § 7 affattes således: »§ 7. Ansøgningen skal være ledsaget af en for ansøgeren udstedt dåbsattest (navnebevis), på grundlag af hvilken den kompetente myndighed indhenter straffeattest til brug ved bedømmelsen af ansøgerens vandel«. 4. § 8 affattes således: »§ 8. Er ansøgeren et selskab eller en anden juridisk person, skal de i § 6 omhandlede oplysninger og den i § 7 nævnte dåbsattest (navnebevis) vedrøre den fysiske person, der som ansvarlig leder vedvarende og faktisk forestår virksomhedens transportarbejde, jfr. godstransportlovens § 17. Stk. 2. Fratræder den ansvarlige leder, som opfylder de i godstransportlovens § 17 nævnte kvalifikationskrav, den i stk. 1 omhandlede virksomhed, bortfalder tilladelsen, såfremt virksomheden ikke inden udløbet af 6 måneder efter hans fratræden over for vejtransportrådet har dokumenteret, at den har ansat en ny ansvarlig leder af virksomheden, der opfylder kravene i godstransportlovens § 17. Denne frist kan, såfremt ganske særlige forhold foreligger oplyst, forlænges.« § 2 Denne bekendtgørelse træder i kraft straks ved kundgørelsen i Lovtidende. Ministeriet for offentlige arbejder, den 4. oktober 1977. Kjeld Olesen /K. Junge Pedersen