Bekendtgørelse nr. 141 · 1974

Historisk

Bekendtgørelse om rørledningsanlæg på dansk kontinentalsokkelområde til transport af kulbrinter

Bekendtgørelse om rørledningsanlæg på dansk kontinentalsokkelområde til transport af kulbrinter

Dokumentdato: 13. mar. 1974Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Etablering og drift af rørledningsanlæg på dansk kontinentalsokkelområde til transport af kulbrinter må kun finde sted i henhold til en af ministeren for offentlige arbejder meddelt tilladelse.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på lokale rørledninger, der indgår som en integrerende del af et anlæg, som anvendes til indvinding af kulbrinter fra den danske kontinentalsokkel, eller på andre rørledninger fra sådant anlæg, i det omfang disse ligger inden for en sikkerhedszone omkring anlægget.

§ 2.§-link ↗

En tilladelse i medfør af § 1 kan bl.a. betinges af, 1) at rørledningsanlægget alene anvendes til transport af bestemte kategorier af kulbrinter, 2) at nærmere fastsatte bestemmelser til sikring af gennemførelsen af rimelige foranstaltninger til udforskning af den kontinentale sokkel og udnyttelse af dens naturforekomster iagttages, 3) at rørledningen nedgraves i havbunden, således at dens tilstedeværelse ikke medfører uberettigede forstyrrende indgreb i skibsfart og fiskeri, 4) at tilladelsens indehaver, såfremt rørledningen skal krydse eksisterende rørledninger eller kabler, med ejerne af disse træffer fornøden aftale til sikring af ejernes skadesløsholdelse som følge af krydsningen, 5) at rørledningsanlægget efter nærmere af farvandsdirektoratet fastsatte retningslinjer afmærkes uden udgift for den danske stat, 6) at nærmere i tilladelsen eller senere efter tilladelsens meddelelse fastsatte sikkerhedsforskrifter vedrørende såvel konstruktion, etablering som drift af ledningsanlægget iagttages, 7) at ledningsanlægget såvel i anlægsfasen som under driften underkastes tilsyn af nærmere angivne danske myndigheder, hvis påbud og anvisninger skal efterkommes, 8) at de med det nævnte tilsyn forbundne omkostninger refunderes af tilladelsens indehaver, 9) at tilladelsens indehaver etablerer en nødtjeneste til imødegåelse af konsekvenserne af spild af kulbrinter, og 10) at ledningen vedligeholdes og tilses i overensstemmelse med de herom af de tilsynsførende myndigheder fastsatte retningslinjer.

§ 3.§-link ↗

Af en ansøger om tilladelse i medfør af § 1 kan ministeren for offentlige arbejder forlange sig tilstillet alle oplysninger, som skønnes af betydning for behandlingen af ansøgningen.

§ 4.§-link ↗

Tilladelsens indehaver skal erstatte skader, som forvoldes ved den i henhold til tilladelsen udøvede virksomhed, selv om skaden er hændelig.

Stk. 2. Har skadelidte ved forsæt eller grov uagtsomhed medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.

Stk. 3. Det kan i tilladelsen pålægges tilladelsens indehaver at tegne forsikring til hel eller delvis dækning af erstatningsansvaret efter bestemmelsen i stk. 1.

§ 5.§-link ↗

Overtrædelse af § 1, stk. 1, straffes med bøde.

§ 6.§-link ↗

Tvistigheder, som måtte opstå, mellem den danske stat og tilladelsens indehaver om noget spørgsmål vedrørende tilladelsen, afgøres af de danske domstole. Værneting er, medmindre andet fastsættes af ministeren for offentlige arbejder, København.

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft straks.