§ 1.§-link ↗
Statens forsøgsvirksomhed i plantekultur (i det følgende kaldt forsøgsvirksomheden) offentliggør lister over sorter af landbrugsplanter og grønsager, der er godkendt, og hvoraf udsæd kan bringes i handelen i overensstemmelse med de regler, der er fastsat til gennemførelse af De europæiske Fællesskabers bestemmelser om handel med frø, såsæd, læggekartofler og planter.
Stk. 2. På sortsliste kan endvidere optages sorter af andre kulturplantearter end dem, der er omhandlet i stk. 1, dersom de godkendes efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. De nærmere regler for optagelse på den danske sortsliste, herunder bestemmelser om anmeldelse, afprøvning, efterkontrol, gebyrer m.v. fastsættes af forsøgsvirksomheden efter forhandling med de interesserede erhvervsorganisationer og med landbrugsministeriets godkendelse.
§ 2.§-link ↗
Hvor der i denne bekendtgørelse anvendes udtrykket »sort« forstås herved også »stamme«. II. Betingelser for optagelse på sortsliste. Godkendelse af sortens egenskaber.
§ 3.§-link ↗
En sort kan kun optages på sortsliste, dersom den er selvstændig, stabil og tilstrækkeligt ensartet.
Stk. 2. En sort er selvstændig, når den ved et eller flere væsentlige morfologiske eller fysiologiske kendetegn tydeligt adskiller sig fra enhver anden sort, som er godkendt til optagelse på den danske sortsliste eller på De europæiske Fællesskabers fælles sortsliste for landbrugsplanter eller grønsagsarter. Findes det ved afprøvningen, at 2 eller flere anmeldte sorter ikke er tilstrækkeligt forskellige, godkendes den sort, der er anmeldt først.
Stk. 3. En sort er stabil, hvis den efter gentagne formeringer eller, hvis forædleren har fastlagt en særlig formerings-cyklus, ved afslutningen heraf stadig i sine væsentligste kendetegn er i overensstemmelse med sortsbeskrivelsen.
Stk. 4. En sort er tilstrækkeligt ensartet, når den under hensyntagen til formeringsmåden for den art, den tilhører, består af planter, der bortset fra enkelte afvigelser er ens med hensyn til de kendetegn, der er fastsat for afprøvningen af ensartethed for den pågældende art.
Stk. 5. For de i § 1, stk. 2, omhandlede kulturplanter kan fastsættes særlige betingelser for selvstændighed stabilitet og ensartethed.
§ 4.§-link ↗
For at kunne optages på sortliste skal der endvidere for sorter af landbrugsplanter være konstateret en tilfredsstillende dyrknings- og nytteværdi. Afprøvning for dyrknings- og nytteværdi kræves dog ikke for a) sorter af græsser der ikke er bestemt til foderbrug, b) sorter, der udelukkende er bestemt til salg i et andet medlemsland af De europæiske Fællesskaber, som har godkendt sorten med hensyn til dyrknings- og nytteværdi.
Stk. 2. En sort har tilfredsstillende dyrknings- og nytteværdi, når den - i hvert fald for avl i et bestemt område - i forhold til andre sorter, der er optaget på sortslisten, frembyder en tydelig forbedring i dyrkningen eller udnyttelsen af avlen eller de deraf fremstillede produkter. Afgørelsen træffes efter en helhedsbedømmelse af sortens egenskaber, således at enkelte ugunstige egenskaber kan opvejes af andre gunstige egenskaber.
§ 5.§-link ↗
Også sorter af andre arter end landbrugsplanter kan afprøves for dyrknings- og nytteværdi. For de mest yderige eller i andre henseender dyrkningsværdige sorter kan der meddeles anerkendelse.
Stk. 2. For de i § 1, stk. 2, omhandlede kulturplanter kan endvidere på tilsvarende måde som for landbrugsplanter fastsættes krav om konstatering af dyrknings- eller nytteværdi som betingelse for optagelse på sortslisten.
§ 6.§-link ↗
En sort kan nægtes optagelse på sortsliste, hvis det findes, at dyrkningen kan betyde sundhedsfare for mennesker, dyr eller planter. Sortens navn.
§ 7.§-link ↗
Inden en sort optages på sortsliste, skal den have tillagt et egnet navn. Navnet fastsættes efter forslag fra anmelderen og godkendes af landbrugsministeriets navneudvalg for planter. Bestemmelserne i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 364 af 5. august 1970 om navngivning af plantenyheder lægges til grund for godkendelsen. III. Gyldighedsperioden for optagelse på sortsliste.
§ 8.§-link ↗
Godkendelse af en sort til optagelse på sortsliste gælder indtil udløbet af det 10. kalenderår efter det år, hvori godkendelsen er meddelt.
Stk. 2. Godkendelse af en sort kan forlænges for en periode på indtil 10 år, regnet fra udløbstidspunktet under forudsætning af at betingelserne i § 3 om selvstændighed, stabilitet og ensartethed fortsat er opfyldt, og at sorten har tilstrækkelig betydning i dyrkningen.
Stk. 3. Ansøgning om forlængelse af gyldighedsperioden skal være indgivet senest 2 år før godkendelsens udløb. Dersom sagen om forlængelse af gyldighedsperioden ikke er afgjort ved godkendelsens udløb, meddeles der foreløbig forlængelse, indtil sagen er afgjort.
Stk. 4. I tilfælde, hvor optagelse på sortsliste er en betingelse for handel af en sort, kan handel ske på hjemmemarkedet i 3 år efter gyldighedsperiodens udløb. IV. Sortsvedligeholdelse.
§ 9.§-link ↗
Den, der er registreret i sortslisten som ansvarlig for sorten, skal 1) vedligeholde arten ved systematisk vedligeholdelsesavl, 2) føre og opbevare optegnelser om formering af sorten til brug for kontrol og 3) på begæring udtage og indsende prøver af formeringsmateriale til kontrol af statens forsøgsvirksomhed. De optegnelser, der er nævnt under nr. 2 skal også omfatte generationer forud for basisfrø- eller plantemateriale.
Stk. 2. Vedligeholdelsesavlen kan ske i en anden medlemsstat af De europæiske Fællesskaber og også i et land uden for Fællesskaberne, dersom kontrollen med vedligeholdelsesavl i det pågældende land kan godkendes af statens forsøgsvirksomhed. V. Slettelse af sortsliste.
§ 10.§-link ↗
En sort skal slettes af sortslisten: a) såfremt det ved efterkontrol godtgøres, at betingelserne i henhold til § 3 om selvstændighed, stabilitet og ensartethed ikke længere er opfyldt, b) såfremt den, der er registreret i sortslisten som ansvarlig for sorten, anmoder herom.
Stk. 2. En sort kan slettes af sortslisten: a) såfremt den, der er ansvarlig for sorten, ikke efter påkrav vedligeholder denne, b) såfremt han ikke efter påkrav stiller materiale til rådighed til efterkontrol, c) såfremt han ikke efter påkrav betaler forfaldne afgifter inden en fastsat frist, d) såfremt det godtgøres, at optagelsen på sortsliste er opnået under afgørende urigtige forudsætninger, e) såfremt betingelserne for nægtelse af godkendelse i henhold til § 6 om sundhedsfare for mennesker, dyr og planter findes at foreligge. VI. Ansøgning om optagelse på sortsliste.
§ 11.§-link ↗
Ansøgning om optagelse af en sort på sortsliste (anmeldelse til afprøvning) kan indgives af enhver sortsejer. For sortsejere fra lande uden for De europæiske Fællesskaber kan adgang til afprøvning og optagelse på sortsliste gøres betinget af, at anmelderen er statsborger eller har bopæl i et land, med hvilket Danmark har truffet aftale om gensidighed på dette område.
Stk. 2. Anmeldere, der ikke har bopæl i Danmark, skal være repræsenteret ved en person eller et firma med bopæl i Danmark.
Stk. 3. Bestemmelser om anmeldelse, herunder om benyttelse af anmeldelsesskema, anmeldelsesfrister m.v. fastsættes i de i § 1, stk. 3, omhandlede regler. VII. Sortsafprøvningen.
§ 12.§-link ↗
Som grundlag for godkendelse af en sort til optagelse på sortsliste foretages en afprøvning af sorten til godtgørelse af, om de i §§ 3-6 omhandlede betingelser er opfyldt.
Stk. 2. Afprøvning for selvstændighed, stabilitet og ensartethed, jfr. § 3, kan afkortes eller undlades i det omfang, der foreligger resultater fra afprøvning gennemført af myndigheder i en anden medlemsstat af De europæiske Fællesskaber eller i et tredieland, hvis sortsafprøvning kan godkendes i statens forsøgsvirksomhed.
Stk. 3. De nærmere bestemmelser om sortsafprøvningen, herunder om afprøvningens varighed, omfang, om levering af udsædsmateriale m.v., fastsættes i de i § 1, stk. 3, omhandlede regler.
§ 13.§-link ↗
Forsøgsvirksomheden giver årligt meddelelse til anmelderen om afprøvningens foreløbige resultater. Anmelderen må ikke benytte disse meddelelser i reklame eller andre henvendelser til en kundekreds. VIII. Afgørelsen om godkendelse, slettelse m.v. - Sortslisteudvalget.
§ 14.§-link ↗
Forsøgsvirksomheden nedsætter et udvalg »sortslisteudvalget«, der træffer afgørelse om 1) Godkendelse af sorter til optagelse på sortsliste. 2) Forlængelse af en sorts gyldighedsperiode, 3) Slettelse af sorter af sortsliste, 4) Tildeling af anerkendelse af sorter, 5) Ændringer i registreringer vedr. en sort iøvrigt.
Stk. 2. Sortslisteudvalgets afgørelser træffes efter indstilling fra sagkyndige fagudvalg, der nedsættes for de enkelte planteområder.
Stk. 3. Sortslisteudvalgets og fagudvalgenes sammensætning og forretningsordenen for deres virksomhed fastsættes i de i § 1, stk. 3, nævnte regler.
§ 15.§-link ↗
Anmelderen eller sortsejeren underrettes om fagudvalgets indstilling, og der gives den pågældende adgang til inden en fastsat frist at fremsætte indsigelse eller begære høring, inden fagudvalgets indstilling afgives til sortslisteudvalget.
Stk. 2. Dersom sortslisteudvalget ikke agter af følge fagudvalgets indstilling, underrettes anmelderen eller sortsejeren på tilsvarende måde om den påregnede afgørelse, og der gives adgang til inden en fastsat frist at fremsætte indsigelse eller begære høring overfor sortslisteudvalget, inden sagen afgøres endeligt.
Stk. 3. Sortslisteudvalgets afgørelser i henhold til § 14, stk. 1, offentliggøres med oplysning om dato for afgørelsens ikrafttræden i »Meddelelser om sortsafprøvning«. Der gives samtidig meddelelse til anmelderen eller sortsejeren om afgørelsen. IX. Sortslisten og sortsarkivet.
§ 16.§-link ↗
I sortslisten registreres: a) sortens navn, b) navnet på sortsejeren og på den eller dem, der er ansvarlige for vedligeholdelsesavlen af sorten, c) tidspunktet for sortens optagelse på sortslisten, d) forbehold for sorter, der ikke er godkendt til salg her i landet, jfr. § 4, b).
Stk. 2. I sortslisten eller i supplerende beskrivende sortslister kan der endvidere meddeles oplysninger om sortens oprindelse, dens væsentligste kendetegn, egenskaber til bedømmelse af dyrknings- og nytteværdi og om eventuel tildeling af anerkendelse. Endvidere kan gives oplysning om, hvem der dansk repræsentant for udenlandske stammer og oplysning om, i hvilke lande stammen er optaget på sortsliste eller har opnået nyhedsbeskyttelse.
§ 17.§-link ↗
Forsøgsvirksomheden opretter et sortsarkiv, der indeholder sager for hver godkendt sort.
Stk. 2. I sagen opbevares en beskrivelse af sorten og en oversigt over de kendsgerninger, der ligger til grund for godkendelsen. I sortsarkivet opbevares endvidere anmeldelsen, afprøvningsrapporter og andre dokumenter vedrørende sorten.
§ 18.§-link ↗
Personer, der har en berettiget interesse deri, har adgang til at gennemse sagen. Denne adgang gælder dog ikke resultaterne af eventuelle prøver af sortens genealogiske komponenter og beskrivelsen heraf, dersom sortsejeren har anmodet om, at disse behandles som fortrolige.
Stk. 2. I tilfælde, hvor en anmeldt sort ikke godkendes eller der sker tilbagekaldelse af en tidligere meddelt godkendelse, stilles afprøvningsresultaterne på begæring til rådighed for de personer, som afgørelsen vedrører. X. Afgifts- og straffebestemmelser.
§ 19.§-link ↗
For anmeldelse, afprøvning og optagelse på sortsliste betaler anmelderen afgift. Takster og terminer for afgifter fastsættes i de i § 1, stk. 3, nævnte regler.
Stk. 2. I medfør af § 1, nr. 3, i lov om udpantning m.m. af 29. marts 1873 kan skyldige afgifter inddrives ved udpantning.
§ 20.§-link ↗
Overtrædelse af § 9, stk. 1, og § 13, 2. pkt., straffes med bøde. XI. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
§ 21.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 95 af 20. marts 1979 om afprøvning og anerkendelse m.m. af planter ophæves.
§ 22.§-link ↗
Uanset bestemmelserne i § 8 gælder for sorter, der er optaget på sortslisten forud for denne bekendtgørelses ikrafttræden, at godkendelsen har gyldighed for en periode på 15 år, dog længst indtil 30. juni 1982.
Stk. 2. I tilfælde, hvor godkendelsen af en sådan sort ikke er meddelt efter principperne i denne bekendtgørelse gælder dog for de i § 1, stk. 1, omhandlede sorter, at godkendelsen kun har gyldighed indtil 30. juni 1980.
Stk. 3. For sorter, hvis godkendelse ikke er meddelt efter principperne i denne bekendtgørelse, er tilladelse til forlængelse udover den i stk. 2 nævnte dato betinget af, at sorten forinden efter ny afprøvning er blevet godkendt efter reglerne i denne bekendtgørelse. Landbrugsministeriet den 23. januar 1974. Niels Anker Kofoed. /P. Skibsted.