Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om dybfrosne levnedsmidler. I medfør af §§ 2, stk. 1, litra c), og stk. 3, 2 a, stk. 2, 4, stk. 1, 5, 6, stk. 1, 3 og 5 samt 8, stk. 4, i lov nr. 189 af 4. juni 1964 om dybfrosne levnedsmidler m.v. og efter forhandling med fiskeriministeren, handelsministeren og landbrugsministeren fastsættes følgende: Bekendtgørelsens område. § 1 Denne bekendtgørelse gælder enhver art af levnedsmidler, som tilvirkes ved frysning og emballeres, således at det pågældende levnedsmiddel fremtræder som bestemt til i original detailsalgspakning at blive solgt i frosset tilstand til forbruger, jfr. dog stk. 3. De pågældende levenesmidler betegnes i det følgende som dybfrosne levnedsmidler. Stk. 2. Bekendtgørelsens regler om salg og forhandling finder også anvendelse ved udlevering til medlemmer af forbrugsforeninger og lignende. Stk. 3. Denne bekendtgørelse vedrører ikke dybfrosne levnedsmidler, der er bestemt til udførsel her fra landet. Konsumis omfattes ej heller af bekendtgørelsen. Stk. 4. Bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse kan ikke ændres ved sundhedsvedtægtsbestemmelser, hverken i skærpende eller mildnende retning. Tilvirkning og engroslagring. § 2 Direktøren for statens levnedsmiddelinstitut meddeler autorisation til tilvirkning og engroslagring af dybfrosne levnedsmidler, der omfattes af § 2, stk. 1, litra c), i lov om dybfrosne levnedsmidler m.v. Stk. 2. Engroslagring af de af dybfrostlovens § 2, stk. 1, litra c), omfattede varer på de af landbrugsministeriet eller fiskeriministeriet autoriserede frysehuse skal ske i overensstemmelse med de for de pågældende virksomheder gældende bestemmelser. § 3 Med hensyn til det i § 2, stk. 1, litra c), i lov om dybfrosne levnedsmidler m.v. omhandlede vareområde gælder følgende regler for tilvirkning af dybfrosne levnedsmidler, der, bortset fra blanchering af frugter og grøntsager, varmebehandles inden nedfrysningen: a) Ved kogning skal temperaturen overalt i varen nå mindst plus 75 grader C. Stegte varer skal være helt gennemstegte. b) Efter varmebehandlingen skal varen afkøles til plus 5 grader C. eller en lavere temperatur på en sådan måde at, temperaturområdet fra plus 50 grader C. til plus 10 grader C. passeres på højst 3 timer. Nedfrysning af varen skal påbegyndes snarest muligt og senest 20 timer efter varmebehandlingens afslutning. I den mellemliggende tid skal varen opbevares i kølerum ved ikke over 5 grader C. c) Detailemballering og nedfrysning af varerne skal finde sted på den virksomhed, hvor tilberedningen er foregået. Stk. 2. Med hensyn til det i § 2, stk. 1, litra c), i lov om dybfrosne levnedsmidler m.v. omhandlede vareområde gælder herudover følgende regler for tilvirkningen af dybfrosne levnedsmidler, der, bortset fra blanchering af frugter og grøntsager, varmebehandles inden nedfrysningen, og som består af flere kaloriegivende bestanddele, bortset fra sådanne tilsætningsstoffer, som er tilsat varen i ringe mængde for at forbedre dens udseende, smag, struktur og/eller holdbarhed: a) Der skal udøves en bakteriologisk driftskontrol efter retningslinier fastsat af indenrigsministeren. Sådan kontrol skal foregå på et af direktøren for statens levnedsmiddelinstitut autoriseret laboratorium. Råder virksomheden over eget laboratorium til bakteriologisk driftskontrol, kan kontrollen udføres på dette, for så vidt laboratoriet i henseende til indretning og drift kan autoriseres som foran nævnt. Resultaterne af den bakteriologiske kontrol skal være tilgængelige for de tilsynsførende myndigheder. b) Forurenede råvarer ellr råvarer, hvis rensning kan medføre forurening, f.eks. grøntsager, skal renses og forbehandles i særskilt dertil egnet lokale. Stk. 3. Direktøren for statens levnedsmiddelinstitut kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1 og 2 under hensyn til varens karakter og den bakteriologiske risiko, der er forbundet med dens tilberedning. Oplagring af dybfrosne levnedsmidler i ringe mængde til lokal fordeling. § 4 Sundhedskommissionen godkender og fører tilsyn med lokaler, hvor der oplagres dybfrosne levnedsmidler i ringe mængde til lokal fordeling. Godkendelse meddeles skriftligt efter indhentet erklæring fra den kontrollerende dyrlæge, hvor en sådan findes, og efter omstændighederne fra vedkommende embedslæge, når det er konstateret, at betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt. Meddelte godkendelser indberettes af sundhedskommissionen til direktøren for statens levnedsmiddelinstitut. Indberetningen skal indeholde oplysning om oplagret mængde og om distributionsområdet. Stk. 2. Lokaler til opbevaring af dybfrosne levnedsmidler som nævnt i stk. 1 skal være sikret imod rotter og mus. Gulv, vægge og loft skal være tætte og skal ligesom borde, hylder og alt andet inventar være af en sådan beskaffenhed, at de med lethed kan gøres rene. Der skal være let adgand til vand af god beskaffenhed. Følgende bestemmelser vedrørende detailforhandling finder tilsvarende anvendelse: §§ 10, stk. 3 og 4, 11, stk. 2 og 3, 13 - 15, 17 og 18. Stk. 3. Virksomheden skal mindst bestå af et egnet ekspeditionslokale samt en egnet fryseindretning, f.eks. frostlagerrum, frostskab eller frostkonservator. Såfremt der anvendes en frostkonservator af kummetypen, skal konservatoren holdes dækket med et isolerende låg. Fryseindretningen skal være let at renholde. Den skal være forsynet med et termometer, som ved minus 20 grader C. højst har en fejlvisning på plus minus 1 grad C. Stk. 4. I ekspeditionslokalet eller i umiddelbar nærhed af dette skal der findes håndvask med rindende vand, sæbe, neglebørste og passende håndaftørringsmiddel. Stk. 5. De dybfrosne levnedsmidler skal straks efter modtagelsen anbringes i den godkendte fryseindretning. Varerne skal opbevares ved en temperatur på minus 20 grader C. eller derunder. I fryseindretningen må der kun opbevares levnedsmidler i tætte emballager, og fryseindretningen må ikke anvendes til køling eller nedfrysning af levnedsmidler eller andre varer. Stk. 6. Temperaturen i modtagne varepartier skal måles, og der skal føres journal over varepartierne og de heri målte temperaturer. Stk. 7. Fryseindretningen skal i fornødent omfang afrimes og rengøres. Hvis det under rengøring eller afrimning er nødvendigt at fjerne de dybfrosne levnedsmidler fra fryseindretningen, skal de anbringes således, at temperaturen i varerne ikke stiger. Farvestoffer og konserveringsmidler. § 5 Ved tilvirkningen af dybfrosne levnedsmidler må der ikke uden særlig af direktøren for statens levnedsmiddelinstitut meddelt tilladelse tilsættes andre farvestoffer end sådanne, der er anført i de til enhver tid gældende bestemmelser om anvendelse af farvestoffer i levnedsmidler. Stk. 2. Ved tilvirkningen af dybfrosne levnedsmidler må der ikke uden særlig af direktøren for statens levnedsmiddelinstitut meddelt tilladelse tilsættes konserveringsmidler. Stk. 3. Bestemmelserne i § 18 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 320 af 20. december 1924 angående udførsel af kød m.m. af heste, hornkvæg, får, geder og svin, § 23, stk. 3, i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 434 af 15. oktober 1949 om indenrigs kødkontrol, landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 39 af 7. marts 1953 om anvendelse af nitriter (salpetersyrlige salte) til kød, slagteaffald og kødvarer samt i § 30, stk. 1, 2. pkt., i fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 6 af 10. januar 1962 om fremstilling af hel- og halvkonserves af fisk berøres ikke af bestemmelserne i nværværende paragraf. Import. § 6 Hvor ikke andet er bestemt, gælder de efterfølgende regler i nærværende bekendtgørelse, for så vidt angår dybfrosne levnedsmidler, der er tilvirkede i udlandet, og som indføres her til landet. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved indførsel af dybfrosne levnedsmidler fra Færøerne. Emballering. § 7 For dybfrosne levnedsmidler, der udbydes til salg her i landet, gælder følgende: a) Varen skal være pakket på en sådan måde, at emballagen udfyldes så godt som muligt. b) Emballagen skal yde fornøden beskyttelse mod overlast. Endvidere skal den være praktisk uigennemtrængelig for mikroorganismer, vanddamp, ilt og aroma, hvorhos den skal være fedt- og vandbestandig. c) Fra emballagen må der ikke kunne afgives stoffer, der kan påvirke levnedsmidlets smag, lugt eller farve eller i øvrigt give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. Mærkning. § 8 Dybfrosne levnedsmidler skal på emballagen være forsynet med et påtryk eller med en etikette, der på tydelig måde og så vidt muligt samlet indeholder følgende på dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk affattede angivelse, der skal være let læselig og udført på holdbar måde: a) For varer fremstillet her i landet navn og hjemsted eller registreringsnummer for den virksomhed, hvor varen er emballeret. For varer, der er importeret fra et fremmed land eller fra Færøerne, varens oprindelsesland samt tillige importørens navn og hjemsted eller registreringsnummer. Direktøren for statens levnedsmiddelinstitut tildeler registreringsnumre på begæring af de producenter eller importører, der ikke allerede måtte være i besiddelse af et sådant. b) Varens art med nøjagtig specifikation, f.eks. stegt svinelever, samt ordet »dybfrost«, »dybfrossen«, »dybfrosset« eller »dybfrosne«, alt med mindst 3 mm høje typer. c) Varens nettovægt - hvorved forstås den pågældende vares vægt i frosset tilstand, men uden emballage - angivet i gram eller kilogram og i øvrigt i overensstemmelse med de af monopoltilsynet til enhver tid fastsatte regler om mærkning af pakkede varer med nettovægt. Nettovægten skal angives med mindst 2 mm høje typer i forbindelse med pakningens øvrige tekst, men tydeligt adskilt fra denne. d) Hvis varen består af flere kaloriegivende bestanddele, angives bestanddelene i rækkefølge efter faldende vægtmængde. Minimumsvægtmængden angives for den (eventuelt de) bestanddele, der i overensstemmelse med den påtrykte varebetegnelse, jfr. litra b), karakteriserer varen over for forbrugerne. e) Vejledning om varens opbevaring, optøning og eventuelle tilberedning. f) Måned og år for varens emballering i de for forbrugerne bestemte pakninger. Ovennævnte oplysninger kan angives i en af indenrigsministeren fastsat kode uden på detailsalgspakningen, men i så fald skal måned (udtrykt ved mindst de 3 første bogstaver) og år (udtrykt ved mindst de 2 sidste cifre) for emballeringstidspunktet være angivet på engrosemballagen. g) Såfremt varen er farvet og/eller indeholder konserveringsmidler, jfr. herved § 5, stk. 1 og 2, skal emballagen tillige være mærket: »farvet« og/eller »tilsat konserveringsmidler«. Stk. 2. Den i stykke 1 foreskrevne mærkning skal være foretaget, inden varen forlader den virksomhed, hvor emballeringen i den for forbrugeren bestemte pakning har fundet sted, eller, for så vidt angår importerede varer, det autoriserede frysehus, hvor de har været oplagt. For de sidstnævnte varers vedkommende må den originale emballage ikke fjernes, men en supplerende emballering kan finde sted. Stk. 3. Levnedsmidler, der ikke omfattes af nærværende bekendtgørelse, må ikke mærkes som anført i stk. 1, litra b). Transport. § 9 Transport af dybfrosne levnedsmidler, bortset fra udbringning af bestilte varer til forbruger, skal foregå enten i lukkede transportmidler eller i effektivt isolerede beholdere. Transportmidler og beholdere skal være lette at rengøre og skal holdes omhyggeligt rene. Stk. 2. Under transporten må temperaturen i transportmidlets varekasse, respektive beholderen, ikke på noget tidspunkt overstige minus 18 grader C. eller, hvis transporten gennemføres på mindre end 24 timer, minus 15 grader C. Stk. 3. Det påhviler enhver afsender af dybfrosne levnedsmidler at drage omsorg for, at varerne forsendes i overensstemmelse med de i stykke 1 og 2 fastsatte regler. Udsalgssteder. § 10 Detailforhandling af dybfrosne levnedsmidler fra fast udsalgssted må ikke påbegyndes uden skriftlig godkendelse fra vekommende sundhedskommision. Ansøgning om sådan godkendelse skal indeholde alle nødvendige oplysninger om forretningens art, de lokaler, der agtes benyttet, herunder om lokalernes størrelse, beliggenhed og indretning, ventilation m.v. Sundhedskommissionen meddeler efter indhentet erklæring fra den kontrollerende dyrlæge, hvor en sådan findes, og efter omstændighederne fra vedkommende embedslæge godkendelse, når det er konstateret, at betingelserne i §§ 11 og 12 i nærværende bekendtgørelse, for så vidt angår automatsalg tillige betingelserne i nærværende paragrafs 2. stykke, er opfyldt. Sundhedskommissionen kan ikke som vilkår for at meddele sådan godkendelse stille krav, der ikke har hjemmel i de lige nævnte bestemmelser. Stk. 2. Dybfrosne levnedsmidler kan på følgende vilkår godkendes forhandlet fra automat: a) Automaten skal være opstillet og drives i nær forbindelse med en forretning, der er godkendt til forhandling af dybfrosne levnedsmidler. b) Automaten skal være forsynet med navn og adresse på dens ansvarlige indehaver. c) Automaten skal være således indrettet, at varerne opbevares ved en temperatur, der ikke overstiger minus 18 grader C. d) Automaten skal være forsynet med et termometer (termometre), der viser temperaturen i opbevaringsrummene, og som er anbragt således, at temperaturen kan kontrolleres af publikum. Termometret (termometrene) må ved minus 18 grader C. ikke have en fejlvisning større en plus minus 1 grad C. e) Automatens låger eller møntindkast skal være forsynet med en blokeringsanordning, som automatisk træder i funktion, når elektricitetstilførslen svigter, eller senest når temperaturen i opbevaringsrummene stiger over minus 15 grader C. f) Automaten skal være indrettet og anbragt således, at den yder varerne den fornødne beskyttelse mod forurening og mod sollys. g) Automaten skal være let at renholde og skal rengøres så ofte, det er påkrævet. h) Automaten skal holdes vel vedlige. Stk. 3. Sundhedskommissionen er berettiget til at tage spørgsmålet om lokalernes godkendelse op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste godkendelse. Væsentlige ændringer i lokalernes indretning må ikke finde sted, forinden sundhedskommissionens godkendelse foreligger, og reglerne i § 10, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Sundhedskommissionen kan udstede påbud om lokalernes istandsættelse. Dette kan dog kun ske efter indhentet erklæring fra den kontrollerende dyrlæge, hvor en sådan findes, og efter omstændighederne fra vedkommende embedslæge. § 11 Lokaler, i hvilke der skal finde forhandling sted af dybfrosne levnedsmidler, skal have en sådan størrelse og være indrettet således, at de for forhandlingen af de dybfrosne levnedsmidler nødvendige installationer kan foretages, uden at det vil indvirke på mulighederne for at opretholde god orden og renlighed i lokalerne, jfr. § 21, stk. 1. Gulvarealet bør almindeligvis ikke være under 20 kvm. Lokalerne skal være lyse, forsynet med hensigtsmæssige indretninger til luftfornyelse og være sikret imod rotter og mus. Gulv, vægge og loft skal være tætte og skal ligesom borde, hylder og alt andet inventar være af en sådan beskaffenhed, at de med lethed kan gøres rene. Der skal være let adgang til vand af god beskaffenhed. Stk. 2. Lokalerne må ike stå i umiddelbar forbindelse med soverum eller med andre lokaler, hvorfra forurening af levnedsmidlerne vil kunne finde sted. Lokalerne må ej heller stå i forbindelse med beboelsesrum, medmindre der mellem disse og vedkommende lokale findes en tætsluttende dør, der skal holdes lukket. Lokalerne må ikke indrettes således i forhold til latrin, pissoir, stald, svinesti, mødding, ildelugtende oplag og lignende, at der kan opstå ulemper i sundhedsmæssig henseende. Stk. 3. Lokalerne skal være rene, vel vedligeholdte og i god orden. Der må ikke uden sundhedskommissionens tilladelse gøres anden brug af dem end den, hvortil de er indrettet. § 12 Til brug for de personer, der er beskæftiget i lokaler, i hvilke der finder forhandling sted af dybfrosne levnedsmidler, skal der være indrettet et vandkloset. På steder, hvor vandkloset ikke kan indrettes, kan sundhedskommissionen godkende tørkloset, når dette indrettes på en i hygiejnisk henseende tilfredsstillende måde. Stk. 2. I klosetrummet (-rummene) eller i forrummet hertil skal der være installeret en håndvask med rindende vand. I klosetrummet (-rummene) skal der forefindes et opslag med følgende tekst: »Husk at vaske hænder !» Stk. 3. Personalet skal også i øvrigt have let adgang til at vaske hænder, og i det øjemed skal der, medmindre den håndvask, der måtte være installeret i forrummet til klosetrummet, befinder sig i umiddelbar nærhed af salgslokalet, i dette eller i et baglokale, forefindes en håndvask med rindende vand. Stk. 4. Det påhviler forretningens indehaver eller bestyrer at påse, at der ved håndvasken(e) til stadighed forefindes sæbe, neglebørste samt papirhåndklæder, propre tøjhåndklæder eller varmluftstørreapparater, og at der altid forefindes toiletpapir i klosetrummet(-rummene). § 13 Hunde eller andre husdyr må ikke opholde sig i eller tilstedes adgang til lokaler, i hvilke der finder forhandling sted af dybfrosne levnedsmidler. Anden form for dyrehold må heller ikke findes i lokalerne. Der skal være anbragt kroge uden for forretningen til lænkning af kundernes hunde. Udvendig ved indgangen skal være anbragt et skilt med påskriften: »Hunde må ikke medtages.« § 14 Bestemmelserne i §§ 10-13 medfører ingen ændring af eller indskrænkning i bestemmelserne i arbejderbeskyttelseslovgivningen. Personalets sundhedstilstand. § 15 I lokaler, hvori der forhandles dybfrosne levnedsmidler, må personer, der lider af smitsomme sygdomme, af uæstetiske hudsygdomme eller af væskende sår, ikke være beskæftiget. Det samme gælder personer, der vides at være smittefarlige bærere af smitstoffer for sådanne sygdomme. Stk. 2. Når den smittefarlige person er fjernet fra det pågældende lokale, står det øvrige personale under særligt tilsyn af embedslægen, indtil smitteperioden for den pågældende sygdom er udløbet. Stk. 3. Personer, der af de i stk. 1 nævnte grunde har været udelukket fra beskæftigelse i lokaler, hvori der forhandles dybfrosne levnedsmidler, må ikke påny beskæftiges i sådanne lokaler, forinden en læge skriftligt har tilladt dette. Stk. 4. Det påhviler indehaveren af en forretning, i hvilken der forhandles dybfrosne levnedsmidler, at gøre anmeldelse til sundhedskommissionen, når det kommer til hans kendskab, at der blandt hans personale er forekommet sygdomme, der må formodes at henhøre til de i stk. 1 omhandlede arter af sygdomme. Forhandling. § 16 Dybfrosne levnedsmidler må i detailforretninger kun modtages, opbevares og afhændes i de for forbrugerne bestemte pakninger, og kun for så vidt emballagen er tæt, ubrudt, ubeskadiget samt behørigt mærket, jfr. § 8. § 17 Dybfrosne levnedsmidler, hvis emballage ikke er tæt, ubrudt og ubeskadiget, eller som viser tegn på, at begyndende optøning har fundet sted, skal destrueres, medmindre den kontrollerende dyrlæge giver tilladelse til anden anvendelse. Varerne må ikke forhandles som dybfrosne levnedsmidler eller nedfryses påny. § 18 I lokaler, i hvilke der finder forhandling sted af dybfrosne levnedsmidler, må tilsmudsende varer såsom kul, koks, briketter, brænde, potteplanter, urtepottejord eller stærkt lugtende varer, der ikke er levnedsmidler, f.eks. petroleum, sæbepulver, maling, rensevæske og lignende, ikke opbevares, medmindre de pågældende varer er emballeret således, at risiko for overførsel af snavs eller lugt til de dybfrosne levnedsmidler undgås. Rengøring af rodfrugter, kartofler og grøntsager og anden støvende virksomhed samt behandling af vildt, fjerkræ og kaniner (plukning, flåning, opskæring og partering) må ikke finde sted i udsalgslokalerne. Stk. 2 Rodfrugter, kartofler og grøntsager, der udbydes til salg i lokaler, i hvilke der finder forhandling sted af dybfrosne levnedsmidler, skal være velrensede for vedhængende jord, medmindre de er emballeret på en sådan måde, at risiko for overførsel af snavs til de dybfrosne levnedsmidler undgås. Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 er det i forretninger, i hvilke der forhandles rodfrugter, kartofler og grøntsager i urenset og uemballeret stand samt potteplanter, sand og urtepottejord i uemballeret stand, tilladt at forhandle dybfrosne levnedsmidler af udelukkende vegetabilsk oprindelse, dog ikke sådanne, der har været underkastet anden behandling end findeling, blanchering, nedsukring, friturestegning og syltning. Indretning og drift af salgskonservatorer og detailfrostlagre. § 19 Forhandleren skal foranledige, at dybfrosne levnedsmidler straks efter modtagelsen anbringes og fortsat holdes opbevaret i en salgskonservator eller et detailfrostlager. Ved detailfrostlager forstås et frostlager, som udelukkende benyttes af den pågældende detailforretning, og som findes i forbindelse med denne uden at være tilgængeligt for kunderne. Stk. 2. I salgskonservatorer må - ud over konsumis i pakninger på en halv liter og mere samt konsumis, hvis emballage er lukket ved varmeforsegling eller på lignende holdbar måde - kun opbevares dybfrosne levnedsmidler, som lovligt kan forhandles fra den pågældende forretning. Hverken salgskonservatorer eller detailfrostlagre må benyttes til køling eller nedfrysning af levnedsmidler eller andre varer. I salgskonservatorer skal de forskellige arter af dybfrosne levnedsmidler være anbragt overskueligt, således at manipulering med pakningerne i videst muligt omfang undgås. § 20 Salgskonservatorer skal være indrettet således, at de let kan holdes rene, og at fornøden afrimning let kan foregå. Stk. 2. I salgskonservatorer skal temperaturen overalt under eller inden for en tydeligt angivet grænse - ladelinien - udgøre minus 18 grader celcius, eller en lavere temperatur. Konservatorerne skal være forsynet med et umiddelbart synligt, let aflæseligt termometer, som ved minus 18 grader celcius højst har en fejlvisning på plus/minus 1 grad celcius. Termometrets føler må ikke være anbragt mere end 5 cm under eller inden for ladelinien. § 21 Salgskonservatorer skal opstilles på en sådan måde, at rengøring af konservatorerne og deres omgivelser ikke vanskeliggøres. De skal endvidere opstilles således, at de ikke kan udsættes for direkte solbestråling. Tilslutning til elektricitetsnettet skal ske således, at strømmen ikke uforvarende kan afbrydes. Stk. 2. Salgskonservatorer og deres omgivelser skal renholdes omhyggeligt. Salgskonservatorer skal endvidere i fornødent omfang afrimes. Hvis det under rengøring eller afrimning er nødvendigt at fjerne dybfrosne levnedsmidler fra en konservator, skal de anbringes i en anden konservator, i et detailfrostlager eller i en velisoleret beholder, der udelukkende benyttes til dybfrosne levnedsmidler. § 22 Som detailfrostlager kan anvendes et frostlagerrum, et frostskab eller en lukket frostkonservator. Såfremt der anvendes en frostkonservator af kummetypen, skal konservatoren holdes dækket med et isolerende låg. I detailfrostlageret skal holdes en temperatur på højst minus 18 grader celcius. Detailfrostlageret skal være forsynet med et termometer, som ved minus 18 grader celcius højst har en fejlvisning på plus/minus 1 grad celcius. Stk. 2. Detailfrostlagre skal holdes rene og ryddelige og i fornødent omfang afrimes. Under afrimning skal varerne behandles som anført i § 21, stk. 2. Klager og dispensation. § 23 De af sundhedskommissionen i medfør af nærværende bekendtgørelse trufne afgørelser kan påklages til direktøren for statens levnedmiddelinstitut. Sundhedskommissionens afgørelser skal udfærdiges skriftligt. I de tilfælde, hvor sundhedskommissionen forud for sin afgørelse har indhentet erklæring fra den kontrollerende dyrlæge eller fra vedkommende embedslæge, jfr. § 10, stk.1, 3. pkt. og § 10, stk. 4, påhviler det kommissionen at underrette den kontrollerende dyrlæge respektive embedslægen om afgørelsen. Klagefristen er 30 dage fra den dag, da afgørelsen er meddelt den pågældende tillige med oplysning om denne frist og om, til hvilken myndighed klage kan rettes. Stk. 2. Når vægtige grunde taler for at tillade en fravigelse fra bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse, og det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, kan sådan fravigelse tillades af direktøren for statens levnedsmiddelinstitut. Stk. 3. Direktøren for statens levnedsmiddelinstitut indhenter i fornødent omfang udtalelse fra det lægelig-veterinære hygiejneudvalg om spørgsmål, som forelægges for ham i medfør af denne bekendtgørelse. Stk. 4. De af direktøren for statens levnedsmiddelinstitut i medfør af denne bekendtgørelse trufne afgørelser kan indbringes for indenrigsministeren. Stk. 5. De beføjelser, der i nærværende bekendtgørelse er tillagt sundhedskommissionen, udøves i kommuner, hvor ingen sundhedskommission findes, af vedkommende politimester. Straffebestemmelser og ikrafttræden. § 24 Med bøde eller hæfte straffes den, som a) overtræder bestemmelserne i §§ 2, stk. 1 og 2, 4, stk. 6 og 7, 5, stk.1 og 2, 7, 8, 9, 10, stk. 2 og 3, 11, stk. 3, 12, stk. 2 og 4, 13, 15, stk. 1, 3 og 4 samt 16-22. b) overtræder et i henhold til §§ 10, stk. 4 eller 24, stk. 2, meddelt påbud eller c) oplagrer dybfrosne levnedsmidler som beskrevet i § 4, stk 1, uden at have opnået sundhedskommissionens godkendelse dertil. Stk. 2. Sundhedskommissionens påbud om vedligeholdelse og renholdelse af lokalerne skal omgående efterkommes. Såfremt sådanne påbud ikke er efterkommet inden en af sundhedskommissionen fastsat frist, eller såfremt forudsætningerne for en godkendelse ikke længere er opfyldt, kan sundhedskommissionen tilbagekalde den meddelte godkendelse. § 25 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1969. Fra samme dato ophæves bekendtgørelse nr. 319 af 19. december 1964 om dybfrosne levnedsmidler. Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 8 kan dybfrosne levnedsmidler, der i overensstemmelse med de hidtil gældende regler er emballeret og mærket inden den 1. december 1969, udbydes til salg eller udleveres til forbrugerne indtil den 1. september 1970. § 26 Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland. Indenrigsministeriet, den 21. august 1969. H.C. Toft. /Helge Odel.