Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om aflevering af ministerialbøger til landsarkiverne samt om tilsyn med de anerkendte trossamfunds ministerialbøger Efter forhandling med kirkeministeriet fastsættes herved følgende bestemmelser om aflevering af ministerialbøger til landsarkiverne samt om tilsynet med de anerkendte trossamfunds ministerialbøger. § 1. Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds hovedministerialbøger afleveres, når der er gået 100 år, efter at de er udskrevet. § 2. Folkekirkens kontraministerialbøger afleveres for landsognenes vedkommende, når der er gået 10 år, efter at de er udskrevet, og for købstadsognenes vedkommende, når der er gået 30 år efter udskrivningen. Aflevering af købstadsognenes kontraministerialbøger kan dog efter derom af vedkommende sognepræst fremsat begæring ske, når der er gået 15 år efter udskrivningen, såfremt landsarkivet er i stand til at modtage dem. Stk. 2. Trossamfundenes kontraministerialbøger afleveres, så snart de er udskrevet. § 3. Inden afleveringen af kontraministerialbøgerne skal alle rettelser, tilføjelser og noteringer, der er foretaget efter den anordnede almindelige konferering, omhyggeligt konfereres med hovedministerialbøgerne. Påtegning om, at sådan konferering har fundet sted, skal indføres såvel i hovedministerialbogen som i kontraministerialbogen. § 4. Når en menighed inden for et anerkendt trossamfund opløses, skal dens hoved- og kontraministerialbøger straks afleveres til landsarkivet tillige med de kirkebogsføringen vedkommende arkivalier, som ikke må kasseres i henhold til de derom gældende bestemmelser. Stk. 2. Ministerialbøger for tidligere opløste menigheder inden for de anerkendte trossamfund afleveres straks til landsarkivet tillige med de dertil hørende arkivalier som foran nævnt. Stk. 3. Det påhviler landsarkivarerne at drage omsorg for, at disse afleveringer finder sted. § 5. De hovedministerialbøger, som afleveres til landsarkiverne, skal opbevares i det landsarkiv, inden for hvis område vedkommende sogn er beliggende eller vedkommende anerkendte præst er bosiddende. Stk. 2 Kontraministerialbøgerne må ikke opbevares i samme landsarkiv som de tilsvarende hovedministerialbøger, men skal anbringes i et af de andre landsarkiver eller i rigsarkivet efter rigsarkivarens bestemmelse. § 6. Landsarkivarerne fører tilsyn med førelsen af de anerkendte trossamfunds ministerialbøger. Landsarkivarerne skal mindst hvert femte år efterse ministerialbøgerne for de menigheder inden for de anerkendte trossamfund, der findes inden for vedkommende arkivs område. Ved eftersynet skal det påses, om ministerialbøgerne er ført i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og opbevares under forsvarlige forhold, samt om de kirkebogsføringen vedkommende arkivalier er ordnet og anbragt på hensigtsmæssig og betryggende måde. Gennem rigsarkivaren afgives indberetning til kirkeministeriet om disse eftersyn. Stk. 2. Landsarkivaren har ret til at komme til stede ved præsteskifte og skal give møde, når det begæres af den afgående eller den tiltrædende præst eller af menighedens forstanderskab. § 7. Fra kirkeministeriet vil der tilgå vedkommende landsarkivar meddelelse om anerkendelse af præster inden for de anerkendte trossamfund samt om tilbagetagelse af sådanne anerkendelser. Stk. 2. Det påhviler amtmændene og Københavns magistrat at give vedkommende landsarkivar meddelelse om godkendelse af kontraministerialbogsførere inden for trossamfundene. § 8. Nærværende bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1967. Fra samme dato at regne ophæves kirke- og undervisningsministeriets bekendtgørelse af 16. juni 1892 om afleveringen af ministerialbøger til provinsarkiverne, jfr. bekendtgørelse af 10. marts 1891, § 2 e. Ministeriet for kulturelle anligender, den 21. juni 1967. BODIL KOCH. /Hans Vilstrup.