Bekendtgørelse nr. 256 · 1965

Historisk

Bekendtgørelse om benyttelse af redskaber til fangst af muslinger, herunder østers.

Bekendtgørelse om benyttelse af redskaber til fangst af muslinger, herunder østers.

Dokumentdato: 21. jun. 1965Kildeversion observeret: 30. okt. 2026Kilde kontrolleret: 30. okt. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 30. okt. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Til fangst af muslinger, herunder østers, må om dagen fra solopgang til solnedgang anvendes et skraberedskab med en mundingsramme af jern, hvis fangåbning ikke er bredere end 2 m, og som er forsynet med en pose af twine eller jernringe. Vægten af de til redskabet anvendte metaldele må ikke overstige 100 kg, og der må ikke under brugen anvendes særlig belastning.

§ 2.§-link ↗

For så vidt der ved vedtægter eller lovmæssige bestemmelser for visse områder er givet særlige regler for størrelsen af og maskinkraften i fartøjer, der anvendes til fiskeri, skal disse regler også være gældende for fiskeri med det i § 1 nævnte skraberedskab i det pågældende område.

§ 3.§-link ↗

I Limfjorden må om dagen fra solopgang til solnedgang uden for de af Østerskompagniet anlagte østersbanker til fangst af muslinger anvendes et trawlredskab, hvis masker intet sted i redskabet er mindre end 10 cm, hvis armes længde tilsammen (redskabets hele spændvidde) ikke overstiger 5,5 m, hvis dybde i armene ved indgangen til sækken ikke er større end 1,5 m, og som udspiles ved hjælp af en bom, f.eks. et jernrør eller en jernstang, hvis længde er indtil ca. 2,5 m. Den samlede vægt af redskabets belastning, herunder vægten af bommen - spileren - må ikke overstige 100 kg.

§ 4.§-link ↗

For så vidt der til fiskeriet efter muslinger, herunder dog ikke østers, i Limfjorden vest for Ålborg benyttes fartøjer, der er målt til en brutto register-tonnage af over 8 tons og i Limfjorden øst for Ålborg fartøjer, der er målt til en brutto registertonnage af over 10 tons, må der i sådanne fartøjer ikke benyttes spil, som drives af motor eller mekanisk kraft til indhivning af de i §§ 1 og 3 nævnte redskaber. I de anførte fartøjer må andre spil end håndspil ikke være opstillet om bord i en sådan stand, at de kan tilkobles motor eller mekanisk kraft, medens fartøjerne benyttes til fiskeri efter muslinger.

§ 5.§-link ↗

Udøvere af muslingefiskeri må ikke forulempe østersfiskeriet eller andet lovhjemlet fiskeri, og de anvisninger, som til enhver tid måtte blive givet af fiskerikontrollen, skal nøje efterkommes.

§ 6.§-link ↗

Østers, som under det anførte fiskeri eventuelt måtte blive optaget af andre end Østerskompagniet, skal snarest muligt afleveres til østersfiskeriforpagterne på depotet ved Nykøbing Mors eller til repræsentanter, der af forpagterne måtte blive anvist andetsteds.

§ 7.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes i medfør af bestemmelserne i § 33 i lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri.

§ 8.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1965.