Bekendtgørelse nr. 47 · 1964

Gældende

Bekendtgørelse vedrørende loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Om ordningens ikrafttræden.)

Bekendtgørelse vedrørende loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Om ordningens ikrafttræden.)

Dokumentdato: 7. mar. 1964Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel I. · Personkredsen.

§ 1.§-link ↗

Almindelige betingelser for medlemskab. Medlemmer af Arbejdsmarkedets Tillægspension er lønmodtagere, d.v.s. personer der udfører lønnet arbejde for andre. Medens ordningen herefter omfatter samtlige arbejdere (medhjælpere) og funktionærer, er imidlertid den tredie store lønmodtagergruppe, tjenestemænd og dermed ligestillede, undtaget fra ordningen, jfr. nærmere nedenfor. Endvidere er selvstændige erhvervsdrivende ikke omfattet af ordningen, medmindre de forud som lønmodtagere har været medlemmer af tillægspensionsordningen i sammenlagt mindst 3 år. Ordningen omfatter heller ikke befolkningsgrupper, som alene har indtægter, der ikke hidrører fra erhvervsmæssigt arbejde (f. eks. kapitalindtægt). For at blive medlem af ordningen skal man være fyldt 18 år og være født efter den 28. februar 1898. Endvidere kræves som hovedregel en arbejdstid på mindst 15 ugentlige (henholdsvis 65 månedlige) arbejdstimer hos samme arbejdsgiver.

§ 2.§-link ↗

Nærmere om personkredsen. Inden for den i § 1 givne almindelige afgrænsning omfatter Arbejdsmarkedets Tillægspension: a) Lønmodtagere, der er beskæftiget her i landet. Der stilles her ingen yderligere krav for medlemskab. Det er således normalt uden betydning, om de pågældende er danske statsborgere, og om de har bopæl her i landet. Det er ligeledes normalt uden betydning, om de er beskæftiget ved udenlandske virksomheder her i landet. Visse grupper af udenlandske lønmodtagere omfattes dog ikke uden videre af ordningen, idet arbejdsministeren efter samråd med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter regler om, hvorvidt de skal omfattes af loven. Dette gælder således udenlandske lønmodtagere, der enten er kortvarigt beskæftiget her i landet, eller som vel er under længere tids beskæftigelse her i landet for udenlandske selskaber, men er dækket af en pensionsordning i deres hjemland. Disse regler vil senere fremkomme, og de pågældende grupper er således ikke medlemmer af ordningen ved dennes ikrafttræden. b) Danske lønmodtagere, der er beskæftiget i udlandet for den danske stat eller danske virksomheder og institutioner. Der tænkes herved f.eks. på ikke-tjenestemandsansat personale udsendt af udenrigsministeriet til tjeneste ved danske diplomatiske repræsentationer, lønmodtagere udsendt til tjeneste ved danske virksomheders afdelinger eller filialer i udlandet og lønmodtagere udsendt til tjeneste af velgørende eller kirkelige institutioner her i landet. I reglen vil disse personer allerede være medlemmer af tillægspensionsordningen, forinden de får ansættelse i udlandet. Da det kan tænkes, at de pågældende, for så vidt de ikke er udsendt af den danske stat, under opholdet i udlandet bliver omfattet af en deer gældende tillægspensionsordning, er der en lignende hjemmel som nævnt under a) til at fastsætte særlige regler om, hvorvidt de i denne situation skal være omfattet af ordningen. Regler herom vil senere blive fastsat. c) Danske lønmodtagere, der er beskæftiget på danske skibe. Arbejdsministeren fastsætter på tilsvarende måde som omtalt under a) og b) særlige regler for, hvorvidt udenlandske lønmodtagere, der er beskæftiget på danske skibe, skal omfattes af ordningen. Udover de foran omhandlede grupper kan der være tale om under ordningen at inddrage udenlandske lønmodtagere, der er beskæftiget på danske diplomatiske repræsentationer. Der er i loven tillagt arbejdsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

§ 3.§-link ↗

Undtagelser fra medlemskredsen. Efter loven er følgende persongrupper undtaget fra medlemskab i Arbejdsmarkedets Tillægspension: a) Alle lønmodtagere, der er født den 28. februar 1898 eller tidligere. b) Lønmodtagere, som ved afgang fra tjenesten har adgang til pension i henhold til lovgivningen om lønninger og pensioner til statens tjenestemænd, lønmodtagere, hvis pensionsret i det væsentlige følger de pensionsregler, som gælder for tilsvarende statstjenestemænd, samt lønmodtagere, der som elever, medhjælpere eller aspiranter ansættes med henblik på senere ansættelse i stillinger, hvor de ved afgang fra tjenesten har adgang til pension som ovenfor anført. Denne bestemmelse omfatter foruden de egentlige statstjenestemænd også andre grupper, såsom folkekirkens tjenestemænd, folkeskolens lærere og kommunale tjenestemænd. Endvidere vil bestemmelsen omfatte f.eks. faste arbejdere og håndværkere ved statsbanerne, der i henhold til § 118 i lov nr. 5 af 7. juli 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger er undergivet de for statens tjenestemænd gældende pensionsbestemmelser, samt de af lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd omfattede civile funktionærer, håndværkere og arbejdere samt de i lovens § 56, stk. 6, omhandlede militære tjenestemænd, der alle ligeledes har en pensionsordning, der stort set svarer til statstjenestemændenes. Endelig vil bestemmelsen omfatte de i statsunderstøttede virksomheder ansatte personer med pensionsret som tjenestemænd samt de i koncessionerede virksomheder ansatte, hvis pension ydes efter tilsvarende regler som for statens tjenestemænd. Bestemmelsen gælder også for elever, medhjælpere eller aspiranter til stillinger, hvor de ved afgang fra tjenesten har adgang til pension som ovenfor anført. Undtagelsesbestemmelsen omfatter ikke tjenestemænd, der er ansat uden ret til pension, ligesom bestemmelsen ikke gør indgreb i den ret til tillægspension, en tjenestemand måtte have opnået ved forudgående beskæftigelse. Med hensyn til bibeskæftigelse gælder bestemmelsen kun for så vidt angår de pågældendes indtægter fra det offentlige, respektive fra den arbejdsgiver, hos hvem de er ansat på pensionsvilkår svarende til tjenestemænds. Bestemmelsen berører derimod ikke eventuel ret til tillægspension, som opnås ved arbejde for andre arbejdsgivere. c) Lærlinge på kontrakt. Herved forstås læreforhold, for hvilke der i henhold til § 1 i lov nr. 261 af 2. oktober 1956 om lærlingeforhold skal oprettes skriftlig lærekontrakt, hvorimod bestemmelsen ikke omfatter de læreforhold, der indgås med personer over 18 år, og som ikke er en fortsættelse af et inden den ansattes fyldte 18. år indgået læreforhold, jfr. lærlingelovens § 30. Om adgangen til at udvide denne bestemmelse til andre unge under uddannelse, der økonomisk kan ligestilles med lærlinge, henvises til nedenfor under § 4. d) Visse former for deltids- og korttidsbeskæftigelse. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid hos samme arbejdsgiver under 15 timer eller - såfremt de er månedslønnede - med en månedlig arbejdstid hos samme arbejdsgiver under 65 timer er undtaget fra medlemskab, medmindre de falder ind under de særlige regler om løsarbejdere, jfr. nedenfor under §§ 5 og 10. En lignende begrænsning gælder for lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke kendes. Herved forstås personer, hvis arbejdstid ikke på forhånd er fastlagt, i reglen fordi dette ikke er muligt på grund af arbejdets eller aflønningens særlige karakter. Gruppen omfatter bl. a. provisionslønnede, som f.eks. handelsrejsende, rejseinspektører, akkvisitører, inkassatorer og lignende samt personer, der udfører deres arbejde i hjemmet som f.eks. hjemmesyersker. For denne gruppe er fastsat, at de pågældende lønmodtagere er undtaget fra medlemskab, såfremt den ugentlige eller månedlige indtægt hos samme arbejdsgiver udgør et beløb, der ligger under 15 henholdsvis 65 gange den gennemsnitlige timeløn for ikke-faglærte mandlige, respektive kvindelige arbejdere i hele landet (incl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) som offentliggjort af det statistiske departement hvert år for april kvartal. Denne timeløn er for april kvartal 1963 opgjort til 708 øre for ikke-faglærte mandlige arbejdere og 544 øre for kvindelige arbejdere.

§ 4.§-link ↗

Adgang for Arbejdsmarkedets Tillægspension til at undtage særlige grupper fra ordningen. Der er i lovens § 4, stk. 2, åbnet adgang for bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension til efter ansøgning fra medlemskab at undtage grupper af unge lønmodtagere under uddannelse, der økonomisk er ligestillet med lærlinge på lærekontrakt. Det bør understreges, at disse grupper automatisk er omfattet af ordningen ved dennes iværksættelse. Der skal således ske tilbageholdelse i lønnen af lønmodtagerens bidrag og svares arbejdsgiverbidrag i overensstemmelse med de almindelige regler, jfr. nedenfor i kap. IV. Dette forhold ændres ikke af, at der indgives ansøgning om undtagelse.

§ 5.§-link ↗

Løsarbejdere. Der henvises til kapitel V.

Kapitel II. · Bidragenes størrelse.

§ 6.§-link ↗

Almindelige bemærkninger. Lovens § 15 indeholder de nærmere regler om fastsættelsen af bidrag for medlemmerne, samt om dettes fordeling på arbejdsgivere og lønmodtagere. Som nærmere belyst nedenfor tager disse regler udgangspunkt i lønmodtagerens beskæftigelsesforhold.

§ 7.§-link ↗

Ugebidrag. Bidraget for medlemmer med mindst 30 timers ugentlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver udgør 5,40 kr. pr. uge (fuldt bidrag), hvoraf arbejdsgiveren udreder 3,60 kr. og medlemmet 1,80 kr. For medlemmer med 15-29 timers ugentlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver udgør bidraget 2,70 kr. (halvt bidrag), der udredes med 1,80 kr. af arbejdsgiveren og 0,90 kr. af medlemmet. De anførte bidrag skal betales og løntilbageholdelse tilsvarende finde sted for medlemmets del af bidraget, når blot der er opnået et antal beskæftigede timer på henholdsvis 30 eller 15. Hvor det for den enkelte virksomhed af regnskabsmæssige eller administrative grunde er mest hensigtsmæssigt at foretage løntilbageholdelsen i den enkelte uge på basis af det præsterede antal timer, vil dette kunne ske med 4 øre pr. time. Vælges denne fremgangsmåde, er det dog en forudsætning, at der ved en lønmodtagers fratræden og ellers i hvert fald ved udløbet af hver indbetalingsperiode sker en regulering af lønmodtagerens bidrag, således at der bliver overensstemmelse mellem det tilbageholdte beløb og det beløb, som lønmodtageren efter lovens § 15 skal betale.

§ 8.§-link ↗

Månedsbidrag. For månedslønnede med mindst 130 timers månedlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver udgør bidraget pr. måned 21,60 kr. (fuldt bidrag), hvoraf arbejdsgiveren udreder 14,40 kr. og medlemmet 7,20 kr. For månedslønnede medlemmer med 65-129 timers månedlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver udgør bidraget 10,80 kr. (halvt bidrag), hvoraf arbejdsgiveren udreder 7,20 kr. og medlemmet 3,60 kr. På samme måde som ved ugebidrag svares de nævnte månedsbidrag og foretages tilbageholdelse i løn, når blot de nævnte timetal, henholdsvis 130 eller 65, er opnået.

§ 9.§-link ↗

Bidrag for medlemmer med ukendt arbejdstid. For lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke kendes, hvorved forstås lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke på forhånd er fastlagt, udregnes det til grund for uge- eller månedsbidraget liggende timetal ved at dividere den ugentlige eller månedlige indtægt med den gennemsnitlige timeløn for ikke-faglærte mandlige, respektive kvindelige arbejdere i hele landet (incl. dyrtidstillæg, men bortset fra andre tillæg) som offentliggjort af det statistiske departement hvert år for april kvartal. Som anført foran i § 3 er denne timeløn for april kvartal 1963 henholdsvis 708 øre for ikke-faglærte mandlige arbejdere og 544 øre for kvindelige arbejdere. På grundlag af det udregnede timetal svares der ugebidrag, respektive månedsbidrag, efter de i §§ 7 og 8 anførte regler.

§ 10.§-link ↗

Løsarbejdere. Der henvises til kapitel V.

§ 11.§-link ↗

Selvstændige erhvervsdrivendes bidrag. Selvstændige erhvervsdrivende er som foran nævnt som sådanne ikke omfattet af ordningen. De kan dog bevare deres medlemsskab af ordningen, såfremt de inden overgangen til selvstændig erhvervsvirksomhed har været medlem af ordningen i mindst 3 år. Sådanne medlemmer betaler selv det samlede bidrag. De nærmere regler herom vil senere fremkomme.

§ 12.§-link ↗

Ophør af bidragsbetaling. Bidragsbetalingen og dermed tilbageholdelse i lønnen af den lønmodtageren påhvilende del af bidraget ophører ved medlemmets fyldte 67. år.

Kapitel III. · Hvad lønmodtageren skal foretage sig.

§ 13.§-link ↗

Vedrørende registrering. For at sikre, at indbetalingerne af pensionsbidrag for den enkelte lønmodtager bliver rigtigt registreret, er det nødvendigt, at der tildeles hvert enkelt medlem et pensionsnummer, der skal danne grundlag for regnskabet med den pensionsret, lønmodtageren indtjener i sin medlemstid. Der er derfor til dette brug udarbejdet nummererede dobbelte kort (gult pensionskort og hvid kopi). Disse kort vil af arbejdsgiveren blive udleveret til de enkelte lønmodtagere. Udlevering af kortene skal foretages umiddelbart efter ordningens ikrafttræden til de lønmodtagere, der er omfattet af ordningen. Kommer en person på grund af alder, sygdom, arbejdsledighed m.v. først ind under ordningen på et senere tidspunkt, skal der da udleveres ham et kort. Skulle en beskæftiget lønmodtager undtagelsesvis ikke modtage kortet fra sin arbejdsgiver, er det nødvendigt, at han selv skaffer sig et sådant kort. Dette vil kunne rekvireres hos sygekasser, banker, sparekasser og offentlige arbejdsanvisningskontorer, jfr. den som bilag 2 vedlagte fortegnelse over sidstnævnte. Kortet skal omgående i udfyldt stand afleveres til arbejdsgiveren. Kortet, der er indrettet til gennemskrivning og indeholder rubrikker til oplysning om lønmodtagerens navn, adresse, opholdskommune (d.v.s. den kommune, hvor lønmodtageren er tilmeldt folkeregisteret) og fødselsdag, udfyldes af lønmodtageren. Der er intet til hinder for, at arbejdsgiveren udfylder pensionskortet, når han er i besiddelse af de nødvendige oplysninger og i øvrigt er villig hertil. Det udfyldte pensionskort (det gule kort), der vedlægges som bilag 3 til bekendtgørelsen, beholdes af lønmodtageren eller udleveres ham af arbejdsgiveren. Lønmodtageren bør opbevare det omhyggeligt, idet det påtrykte nummer er lønmodtagerens pensionsnummer, som skal forevises alle fremtidige nye arbejdsgivere. Som allerede nævnt er pensionsnummeret af afgørende betydning ved registrering af de stedfindende indbetalinger, og der må derfor kun udfyldes eet pensionskort for hver enkelt lønmodtager. Den hvide kopi af pensionskortet afleveres til arbejdsgiveren til notering af lønmodtagerens pensionsnummer og indsendelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Har en lønmodtager samtidig to eller flere beskæftigelsesforhold, der alle falder ind under tillægspensionsordningen, må han alligevel kun udfylde eet kort (i hovedbeskæftigelsen). Dette kort forevises herefter de andre arbejdsgivere til notering af pensionsnummeret til brug ved disse arbejdsgiveres indberetning i forbindelse med indbetaling af bidrag. Det påhviler således under alle omstændigheder lønmodtageren at sørge for, at han får eet (og kun eet) gult pensionskort med nummer, og at dette er rigtigt udfyldt. Såfremt pensionskortet bortkommer, må lønmodtageren søge sit pensionsnummer oplyst ved henvendelse til nuværende eller tidligere arbejdsgiver og derefter med opgivelse af dette nummer rette skriftlig henvendelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension med anmodning om udstedelse af nyt pensionskort med samme nummer. Kan nummeret ikke konstateres på denne måde, må lønmodtageren skriftlig rette henvendelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension under opgivelse af navn, adresse, kommune og fødselsdato. Har pågældende skiftet bopæl siden pensionskortet blev udfyldt, skal tillige den gamle adresse anføres. Han vil herefter modtage et nyt kort med det oprindelige pensionsnummer.

Kapitel IV. · Hvad arbejdsgiveren skal foretage sig.

§ 14.§-link ↗

Vedrørende registrering. For at sikre, at indbetalingerne af pensionsbidragene bliver rigtigt registrerede, er det nødvendigt, dels at der tildeles hvert enkelt medlem et pensionsnummer, dels at der tildeles hver arbejdsgiver et arbejdsgivernummer. Disse numre skal for at lette administrationen anvendes ved indbetalingerne af pensionsbidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der er derfor tilvejebragt såvel nummererede lønmodtagerkort som nummererede arbejdsgiverskemaer (»skema for arbejdsgivere«). Dette materiale, der vedlægges som henholdsvis bilag 3 og 4 til nærværende bekendtgørelse, vil af arbejdsgiverne kunne rekvireres ved henvendelse til banker, sparekasser og offentlige arbejdsanvisningskontorer, jfr. bilag 2. Arbejdsgiveren skal herved være opmærksom på at rekvirere lønmodtagerkort (pensionskort) svarende til antallet af lønmodtagere, som han beskæftiger. Arbejdsgiveren vil selv kunne udfylde lønmodtagerkortene, for så vidt han har de fornødne oplysninger og skal i så fald udlevere det gule pensionskort til lønmodtageren. Den hvide kopi indsendes af arbejdsgiveren til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Såfremt arbejdsgiveren vælger at lade lønmodtageren udfylde kortet, skal han drage omsorg for, at lønmodtageren tilbageleverer den hvide kopi, som arbejdsgiveren derefter sender til Arbejdsmarkedets Tillægspension (Postbox 1004 København K.). I begge tilfælde skal arbejdsgiveren notere sig lønmodtagerens pensionsnummer til brug ved indbetalingen af bidrag. Ved senere ansættelser af lønmodtagere må denne notering ske på grundlag af lønmodtagerens gule pensionskort, som lønmodtageren skal forevise. Det er derfor nødvendigt, at arbejdsgiveren ved sådanne senere ansættelser sikrer sig, at lønmodtageren er i besiddelse af et pensionskort. Et nyt pensionskort må kun udleveres af arbejdsgiveren til lønmodtagere, der for første gang kommer ind under ordningen og derfor ikke tidligere har fået udleveret et pensionskort. Arbejdsgiverskemaet udfyldes i overensstemmelse med vejledningen på skemaet og indsendes til Arbejdsmarkedets Tillægspension sammen med kopierne af de fra lønmodtagerne modtagne pensionskort. Det er af hensyn til registreringen vigtigt, at der kun udfyldes eet skema for hver virksomhed. Det er vigtigt, at indsendelse af kopier og skemaer sker hurtigst muligt. Det bemærkes, at arbejdsgivernummeret fra arbejdsgiverskemaet og lønmodtagerens pensionsnummer skal anføres ved alle indbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 15.§-link ↗

Vedrørende løntilbageholdelse og indbetaling af bidrag. Det påhviler arbejdsgiveren ved lønudbetaling at tilbageholde de af ham beskæftigede lønmodtageres andel af bidraget, jfr. foran §§ 7-9, og at indbetale dette sammen med sin egen andel af bidraget til Arbejdsmarkedets Tillægspension. For månedslønnede skal den første løntilbageholdelse ske med virkning fra og med den 1. april 1964. Såfremt lønnen betales forud, sker tilbageholdelse således i den løn, der udbetales de pågældende pr. 1. april 1964. Såfremt lønnen betales bagud, sker tilbageholdelse i den løn, der udbetales pr. 30. april 1964. For andre lønmodtagere, d.v.s. lønmodtagere, til hvem lønnen udbetales pr. dag, pr. uge eller hver 14. dag, skal den første løntilbageholdelse ske med virkning fra og med begyndelsen af den lønningsuge, i hvilken den 1. april 1964 falder. For så vidt angår løsarbejdere henvises til kapitel V. Indbetalingerne af det samlede bidrag skal af arbejdsgiveren foretages til Arbejdsmarkedets Tillægspension, og der vil senere fremkomme meddelelse om tidspunktet for den første indbetalingstermin og efterfølgende indbetalingsterminer samt om den nærmere fremgangsmåde ved indbetalingen. Indtil da må arbejdsgiveren særskilt for hver enkelt lønmodtager føre regnskab over de fra lønmodtagerne tilbageholdte bidrag. Samtidig med indbetalingen af det samlede bidrag påhviler det arbejdsgiveren til Arbejdsmarkedets Tillægspension på særlige lister (indbetalingslister) at foretage indberetning om det samlede bidrag for hele betalingsperioden for hver enkelt lønmodtager. Indbetalingslister vil kunne rekvireres hos banker, sparekasser og offentlige arbejdsanvisningskontorer. Af hensyn til de forskellige bidrag, der er fastsat for månedslønnede og ikke-månedslønnede, er der udarbejdet særskilte indbetalingslister til brug for hver af de to grupper af lønmodtagere, trykt henholdsvis med brunt tryk for månedslønnede og med grønt tryk for ikke-månedslønnede. Det er af afgørende betydning, at den rigtige liste anvendes ved indberetningen. Ved udfyldning af listerne er det helt nødvendigt, at såvel lønmodtagernes pensionsnummer som arbejdsgiverens arbejdsgivernummer korrekt påføres listerne. Angivelse af lønmodtagernes adresser er ikke nødvendig, såfremt arbejdsgiveren på forespørgsel af Arbejdsmarkedets Tillægspension kan oplyse disse. Arbejdsgiveren skal ved gennemskrift eller på anden måde sikre sig en kopi af hver enkelt liste, der indsendes til Arbejdsmarkedets Tillægspension, idet sådanne kopier normalt er nødvendige for behandlingen af eventuelle forespørgsler fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. De omtalte indbetalingslister vedlægges som bilag 5 og 6 til bekendtgørelsen. Listerne er udformet således, at der er taget hensyn til, at de kan udfyldes på skrivemaskine. Det vil endvidere være muligt for de virksomheder, der ønsker det, at udfylde listen ved hjælp af en adresseringsplade for de faste oplysningers vedkommende nemlig: lønmodtagerens navn, pensionsnummer og fødselsdato, således at der normalt kun skal tilføjes indbetalingsbeløb pr. lønmodtager. Større virksomheder, der har særlig administrative grunde til at ønske at foretage indberetning på andre blanketter, der f.eks. er tilpasset en bestemt maskinel udskrivningsteknik, kan få tilladelse til at benytte denne specielle indberetningsform, når blot blanketten indeholder de samme oplysninger i den samme rækkefølge som vist på bilag 5 og 6. En sådan speciel virksomhedsblanket indsendes til godkendelse hos Arbejdsmarkedets Tillægspension, inden den tages i brug.

Kapitel V. · Løsarbejdere.

§ 16.§-link ↗

Persongruppen. Ifølge lovens § 2, stk. 3, skal arbejdsministeren efter forhandling med de interesserede arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer fastsætte regler, der sikrer, at persongrupper, der typisk har beskæftigelse hos flere arbejdsgivere inden for en enkelt uge (løsarbejdere), omfattes af ordningen uanset bestemmelsen i lovens § 4, stk. 1, hvorefter der for at være omfattet af ordningen kræves en arbejdstid på mindst 15 ugentlige (henholdsvis 65 månedlige) arbejdstimer hos samme arbejdsgiver. Efter forhandling med Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer og Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger fastsættes herved følgende:

§ 17.§-link ↗

Bidraget. Ifølge lovens § 15, stk. 3, skal arbejdsministeren for de ovennævnte lønmodtagergrupper efter forhandling med de interesserede arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer endvidere fastsætte de nærmere regler for bidragsbetalingen. Efter forhandling med de foran i § 16 nævnte organisationer fastsættes herved, at bidraget for de lønmodtagere, der i medfør af § 16 herefter må betragtes som løsarbejdere, pr. præsteret arbejdstime udgør 12 øre, hvoraf arbejdsgiveren udreder 8 øre og medlemmet 4 øre. Dette bidrag skal ydes for hvert enkelt arbejdsforhold uanset dettes varighed. For løsarbejdere, hvis timetal ikke kendes, udregnes timetallet ved at dividere indtægten i det enkelte arbejdsforhold med den gennemsnitlige timeløn for ikke-faglærte mandlige, respektive kvindelige arbejdere i hele landet (incl. dyrtidstillæg, men bortset fra andre tillæg) som offentliggjort af det statistiske departement hvert år for april kvartal. Som anført foran i § 3 er denne timeløn for april kvartal 1963 henholdsvis 708 øre for ikke-faglærte mandlige arbejdere og 544 øre for kvindelige arbejdere. De nærmere regler om indbetalingen vil senere blive fastsat.

§ 18.§-link ↗

Godkendelse af særordninger. For visse grupper af lønmodtagere medfører arbejdsforholdene, at tilknytningen til arbejdsgiveren i det enkelte arbejdsforhold er af så forbigående natur, at det ikke som forudsat i reglerne om løsarbejdere ovenfor vil være hensigtsmæssigt at pålægge arbejdsgiveren ansvaret for tilbageholdelse og indbetaling af bidrag. I sådanne tilfælde har man f.eks. for visse huslige medhjælpere, losningsarbejdere ved fiskerihavne, slagtere på offentlige slagtehuse godkendt særordninger for bidragsindbetaling til dagpengeforsikringen for lønarbejdere i sygeforsikringsloven. Særordninger efter tilsvarende retningslinier vil kunne godkendes af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Kapitel VI. · Vedrørende repræsentantskabet.

§ 19.§-link ↗

Vedrørende udpegning af visse medlemmer af repræsentantskabet. Ifølge lovens § 21, stk. 6, retter arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, der ønsker at komme i betragtning ved arbejdsministerens udpegning af henholdsvis arbejdsgiver- og lønmodtagerrepræsentanter i henhold til bestemmelsens stk. 2 og 3 til repræsentantskabet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, henvendelse herom til arbejdsministeren inden en af denne fastsat frist. I medfør af denne bestemmelse fastsættes det herved, at sådan henvendelse skal ske skriftligt til arbejdsministeriet senest 14. marts 1964.