Bekendtgørelse nr. 172 · 1963

Historisk

Bekendtgørelse om motorkøretøjer, der udlejes uden fører. (* 1)

Bekendtgørelse om motorkøretøjer, der udlejes uden fører. (* 1)

Dokumentdato: 8. maj 1963Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Motorkøretøjer må kun udlejes uden fører under iagtagelse af reglerne i denne bekendtgørelse. Last- og varemotorkøretøjer med størst tilladte totalvægt over 3.500 kg samt motorcykler med varesidevogn, der udelukkende anvendes til godstransport, og som derfor er registreret på gule nummerplader, kan dog frit udlejes uden fører. Det samme gælder motorkøretøjer, der er registreret til skolekørsel, hvis udlejningen finder sted til en godkendt kørelærer til brug ved øvelseskørsel og aflæggelse af prøver.

Stk. 2. Ved udlejning uden fører forstås i denne bekendtgørelse enhver erhversmæssig overladelse til brug. Undtaget er dog brugsforhold, hvor brugeren opnår en sådan varig rådighed over køretøjet, at det skal registreres i hans navn, jfr. §§ 2 og 13, stk. 1, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 26. februar 1958 om registrering af motorkøretøj m.v.

Stk. 3. Motorkøretøjer, der er registreret til udlejning uden fører, må ikke udlånes til eller føres af andre udlejeren, dennes ægtefælle og børn samt personer, der i øvrigt henhører til udlejerens husstand eller er ansat i hans udlejningsvirksomhed, medmindre de i denne bekendtgørelse indeholdte regel om udlejning af køretøjet er iagttaget.

Stk. 4. Reglerne i denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på kørsel, der finder sted i udlandet. A. Godkendelse, registrering og eftersyn.

§ 2.§-link ↗

Motorkøretøjer, der ønskes anvendt til udlejning uden fører, skal godkendes af justitsministeriets bilinspektør og registreres af politiet i den politikreds, hvor køretøjet er hjemmehørende.

Stk. 2. Bilinspektøren skal påse, at køretøjet er forsynet med en fartmåler, der viser farten i km/t, og at dets indretning ikke afviger fra lignende køretøjers normale indretning på en sådan måde, at det kan være til fare for færdselssikkerheden, at køretøjet føres af en person, der ikke er fortrolig med den specielle indretning. Motorvogne med rat i højre side kan således ikke godkendes.

Stk. 3. Politiet skal påse, at motorkøretøjets forsikringsforhold er i overensstemmelse med reglerne i afsnit D. Køretøjet registreres i øvrigt i overensstemmelse med reglerne i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 26. februar 1958 om registrering af motorkøretøjer m. v. Overlader køretøjets ejer det til en anden at etablere udlejningsforholdene, og har denne overladelse karakteren af en fast forretningsforbindelse, således at den anden selv træffer bestemmelse om, hvem køretøjet skal udlejes til, skal denne anden registreres som bruger og anses for udlejer.

Stk. 4. For bilinspektørens syn af køretøjet betales der gebyr i overensstemmelse med reglerne i § 24, stk. 1 og 2, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 26. februar 1958 om registrering af motorkøretøjer m. v. Sker undersøgelsen i forbindelse med syn til registrering, betales intet særskilt gebyr.

§ 3.§-link ↗

Politiet drager omsorg for, at udlejningskøretøjer to gange om året fremstilles til eftersyn af, om de vedblivende fyldestgør lovens fordringer. Køretøjet må ikke udlejes efter den på indkaldelsen anførte dato, medmindre udlejeren forinden har opnået udsættelse med fremstillingen. I øvrigt finder bestemmelserne i § 2 i justitsministeriets bekendtgørelse af 21. maj 1962 om periodiske syn af køretøjer, der erhvervsmæssigt benyttes til befordring af personer, herunder bestemmelserne om gebyret for sådanne syn, tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Dokumenteres det, at køretøjet benyttes i udlandet på det tidspunkt, hvor det periodiske syn skulle finde sted, skal køretøjet ikke hjemkaldes til foretagelse heraf. Er køretøjet ikke blevet fremstillet til periodisk syn senest 12 måneder efter det sidst foretagne syn, skal det dog hjemkaldes med 1 måneds varsel. Fremstilles køretøjet ikke efter denne indkaldelse, skal det slettes af registret, idet det tilkendegives ejeren, at han er pligtig at tilbagelevere nummerpladerne. Er periodisk syn ikke foretaget på grund af benyttelse i udlandet, må køretøjet i øvrigt aldrig udlejes på ny efter hjemkomst, forinden sådant syn er foretaget. B. Om lejeren, føreren og køretøjets benyttelse.

§ 4.§-link ↗

Motorkøretøjet må kun udlejes til en person, der er fyldt 21 år, og som er i besiddelse af gyldigt førebevis til det omhandlede køretøj.

§ 5.§-link ↗

Et motorkøretøj, der er udlejet uden fører, må kun føres af lejeren selv. Udlejeren kan dog tillade, at køretøjet også føres af andre i lejekontrakten ved dennes oprettelse navngivne personer under forudsætning af, at disse selv opfylder de i § 4 nævnte betingelser for at kunne leje køretøjet. Ved udlejning af motorkøretøjer, der er registreret på gule nummerplader, kan udlejeren endvidere tillade, at køretøjet føres af personer, der er beskæftiget i lejerens erhvervsvirksomhed, uanset de pågældende ikke er fyldt 21 år.

Stk. 2. Føreren skal medbringe den i henhold til § 8 oprettede lejekontrakt under kørslen.

§ 6.§-link ↗

Et motorkøretøj, der er udlejet uden fører, må ikke fremlejes eller benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer.

Stk. 2. Politiet kan dog tillade, at et motorkøretøj for en kortere periode udlejes til erhvervsmæssig personbefordring. Sådan udlejning må kun finde sted til en person, der har førebevis til erhvervsmæssig personbefordring, og hvis hovederhverv er hyrevognskørsel. Politiet skal påse, at vedkommende ansvarsforsikringsselskab har erklæret også at ville dække skader sket under sådan benyttelse. Tilladelsen kan i øvrigt kun meddeles, såfremt den skønnes rimeligt begrundet i lejerens særlige forhold, f. eks. medens dennes sædvanlige hyrevogn på grund af repration er ude af funktion, og kun såfremt køretøjet efter politiets skøn er egnet til formålet. Politiet kan i tvivlstilfælde indhente erklæring herom hos bilinspektøren. Formel godkendelse er derimod ikke fornøden. C. Udlejerens forpligtelser.

§ 7.§-link ↗

Udlejeren skal forlange lejerens førerbevis forevist og påse, at det er gyldigt til det pågældende motorkøretøj, og at lejeren er fyldt 21 år. Vil udlejeren tillade, at også andre personer end lejeren må føre køretøjet, skal der fremlægges tilsvarende dokumentation for disse personers alder og ret til at føre motorkøretøj af den pågældende art. I de i § 5, stk. 1, sidste pkt., anførte tilfælde vedrørende udlejning af køretøjer på gule nummerplader skal arbejdsgiverens erklæring om ansættelsesforholdet anses for tilstrækkelig dokumentation for aldersbetingelsens fravigelse.

§ 8.§-link ↗

Før hver udlejning skal udlejeren oprette en skriftlig lejekontrakt med lejeren. Kontrakten skal udfærdiges i mindst to eksemplarer, hvoraf lejeren skal have det ene eksemplar udleveret. De lejeren ifølge §§ 5 og 6, stk. 1, påhvilende pligter skal være særskilt og tydeligt fremhævede i kontrakten. Det samme gælder bestemmelserne i § 11 om selvrisiko.

§ 9.§-link ↗

Udlejeren skal føre protokol over stedfundne udlejninger. Råder udlejeren over flere køretøjer, skal der oprettes og føres protokol over hvert enkelt.

Stk. 2. Protokollen kan bestå af nummererede sæt lejekontrakter, der udfyldes ved gennemskrivning. Anvendes sådan protokol, udfærdiges ved hver udlejning en lejekontrakt med to genparter. Den bageste genpart skal forblive i protokollen.

Stk. 3. Protokollen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Lejerens fulde navn, stilling, bopæl og fødselsdato. For udenlandske, ikke nordiske statsborgere tillige passets (eller dermed ligestillet identitetskorts) nummer, udstedelsessted og -dato. 2) Navnene på den eller de personer, der ud over lejeren må føre køretøjet. 3) Udstedelsessted og -dato for de af lejeren foreviste førerbeviser, jfr. § 7. 4) Motorkøretøjets kendingsbogstaver og nummer. 5) Tiden for lejeforholdets begyndelse og ophør med angivelse af dato og klokkeslet.

Stk. 4. Politiet kan dispensere fra ovenstående krav om protokolføring på betingelse af, at udlejeren benytter et andet noteringssystem, der giver politiet en ligeså let og sikker adgang til at kontrollere køretøjernes benyttelse og lejerens identitet som den, der følger af reglerne i stk. 1-3. Sådan dispensation må kun meddeles, når udlejeren godtgør en særlig interesse i reglernes fravigelse. Tilladelsen skal tilbagekaldes, hvis vilkårene ikke efterleves. D. Forsikring og selvrisiko.

§ 10.§-link ↗

Udlejningskøretøjer skal ansvars- og kaskoforsikres i et af de af justitsministeriet til tegning af ansvarsforsikring for motorkøretøjer anerkendte forsikringsselskaber. Udlejeren kan dog undlade at tegne kaskoforsikring for køretøjet, men lejeren skal i så fald have samme retstilling over for køretøjets ejer, som han ville have haft, hvis kaskoforsikring havde været tegnet. Dette skal tydeligt fremgå af kontrakten.

Stk. 2. Forsikringsaftalen skal udformes således, at lejeren og de i § 5, stk. 1, nævnte fører anses for sikrede. Forsikringsselskabet må - ud over selvrisikobestemmelserne i § 11 - kun gøre regres gældende over for nævnte personer i overensstemmelse med reglerne i færdselslovens § 66, stk. 5, samt i tilfælde, hvor der foreligger overtrædelse af reglerne i §§ 5, stk. 1, og 6, stk. 1.

Stk. 3. Såfremt de forpligtelser, der i afsnit C er pålagt udlejeren, ikke overholdes, bærer udlejeren i forhold til forsikringsselskabet selv den fulde risiko for alle under såvel ansvars- som kaskoforsikringen hørende skader, der indtræder under udlejningen, medmindre det godtgøres, at skadens indtræden eller omfang ikke skyldes, at nævnte forpligtelser ikke er overholdt. Forsikringsselskabet er i øvrigt berettiget til at ophæve forsikringsforholdet uden varsel, hvis forpligtelserne ikke overholdes. § 18, stk. 2 og 3, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 314 af 22. december 1927 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 32 af 31. januar 1959, finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Anmeldelse til forsikringsselskabet af skader under ansvars- eller kaskoforsikringen skal være ledsaget af den genpart af lejekontrakten, der i henhold til § 8 skal være udfærdiget ved lejemålets indgåelse.

§ 11.§-link ↗

Udlejeren bærer i forhold til forsikringsselskabet selv risikoen for de første 300 kr. af enhver under ansvarsforsikringen hørende skade.

Stk. 2. Er der sket skade på motorkøretøjet, bærer udlejeren yderligere risikoen for de første 300 kr. af enhver under kaskoforsikringen hørende skade, dog bortset fra skader ved brand, tyveri eller eksplosion og skader på køretøjets glas, forårsaget af stenslag. Selvrisikobeløbet på kaskoforsikringen må ikke udredes forskudsvis af forsikringsselskabet.

Stk. 3. Ved erstatningsfordeling nedsættes selvrisikobeløbene i forhold til den forsikringstageren pålagte del af den samlede skade.

Stk. 4. Lejeren er pligtig at skadesløsholde udlejeren for ethvert beløb, som udlejeren skal udrede i medfør af reglerne i stk. 1-3, eventuelt således at lejeren stiller et passende depositum til dækning heraf. Det kan dog aftales, at lejeren ikke skal være regrespligtig for så vidt angår selvrisikoen på kaskoforsikringen. En tilsvarende aftale vedrørende selvrisikoen på ansvarsforsikringen må kun træffes med udenlandske lejere. Udlejerens egen selvrisiko må derimod i intet tilfælde dækkes ved forsikring. E. Ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

§ 12.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1963. Samtidig ophæves afsnit II i bekendtgørelse nr. 316 af 17. november 1958.