Bekendtgørelse nr. 48 · 1962

Historisk

Bekendtgørelse af instruks for folketingets ombudsmand.

Bekendtgørelse af instruks for folketingets ombudsmand.

Dokumentdato: 9. feb. 1962Kildeversion observeret: 28. sep. 2026Kilde kontrolleret: 28. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 28. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Søgbar dokumenttekst. Teksten er fra den angivne dokumentversion. Senere ændringer er ikke indarbejdet af Fri Lov. Bilag, fodnoter og efterstillede ikrafttrædelsesbestemmelser kan kræve opslag i originalen. Kildeteksten vises uden sikker paragraf- og stykinddeling. Brug originalkilden til præcise henvisninger. Opslag og links til enkelte paragraffer er ikke tilgængelige.
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Dokumenttekst

Dokumenttekst

Bekendtgørelse af instruks for folketingets ombudsmand. I medfør af § 3 i lov nr. 203 af 11. juni 1954 med senere ændringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 342 af 1. december 1961, fastsættes herved følgende instruks for folketingets ombudsmand. § 1. Det påhviler folketingets ombudsmand på folketingets vegne at have indseende med statens civile og militære forvaltning samt kommununernes forvaltning. § 2. Ombudsmandens virksomhed omfatter ministrene, statens tjenestemænd og alle andre personer, som virker i statens tjeneste, jfr. dog stk. 2 og 4. Stk. 2. Folkekirkens tjenestemænd henhører under ombudsmandens virksomhed, bortset fra spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse. Stk. 3. Personer, der virker i kommunernes tjeneste, er omfattet af ombudsmandens virksomhed, for så vidt angår de sagsområder, hvor der er hjemmel for rekurs til en statsmyndighed. Den samlede kommunalbestyrelses virksomhed er dog ikke undergivet ombudsmanden. Stk. 4. Uden for området for ombudsmandens virksomhed falder den del af forvaltningen, der varetages af dommere, justitssekretærer, chefen for skiftekontoret under Københavns byret, protokolsekretærer i højesteret og fuldmægtige ved domstolene. Stk. 5. Når ombudsmanden af egen drift optager en sag til undersøgelse, gælder de i stk. 3 nævnte begrænsninger ikke, for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser. § 3. Det påhviler ombudsmanden at være opmærksom på, om nogen, der omfattes af hans virksomhed, i tjenesten forfølger ulovlige formål, træffer vilkårlige eller urimelige afgørelser eller på anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udførelsen af tjenesten. Ved udøvelsen af sine beføjelser skal ombudsmanden tage hensyn til de særlige vilkår, hvorunder det kommunale styre virker. Stk. 2. Ombudsmanden er berettiget til efter anmodning eller af egen drift at undersøge enhver civil og militær virksomhed, der henhører under hans embedsområde. Stk. 3. Ombudsmanden er berettiget til at inspicere ethvert tjenestested under staten og har med tilsvarende begrænsninger som omhandlet i retsplejelovens § 749, stk. 1, adgang til samtlige lokaler. Under behandlingen af en sag vedrørende den kommunale forvaltning kan ombudsmanden inspicere vedkommende kommunale tjenestested. Stk. 4. Enhver, der virker i statens og kommunernes tjeneste, er forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger og til at fremlægge de dokumenter og protokoller, som han i sit hvervs medfør forlanger. Stk. 5. Ombudsmandens krav på oplysninger i medfør af stk. 4 er undergivet de begrænsninger, der følger af § 2, stk. 2, 3 og 4. Når ombudsmanden af egen drift optager en sag til undersøgelse, gælder dog alene de begrænsninger, der følger af § 2, stk. 2 og 4. Endvidere er ombudsmandens krav på oplysninger undergivet begrænsninger svarende til, hvad der er fastsat i retsplejelovens § 169, stk. 1 og 3, § 170, stk. 1, hovedreglen i § 170, stk. 4, og § 749. § 4. Enhver kan indgive klage direkte til ombudsmanden over personer og forhold, der henhører under hans virksomhed. Den, der er berøvet sin personlige frihed, har ret til i lukket skrivelse at rette henvendelse til ombudsmanden. Stk. 2. Klage over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, kan ikke indgives til ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen. Stk. 3. Klager bør så vidt muligt være affattet skriftligt og være bilagt klagerens bevisligheder. Klagerens navn og bopæl skal fremgå af klagen, der må indgives senest 1 år efter, at det påklagede forhold er begået. Med hensyn til klage over de i stk. 2 omhandlede afgørelser regnes årsfristen fra den højere administrative myndigheds afgørelse. § 5. Vedrører en klage personer eller forhold, der ikke omfattes af ombudsmandens virksomhed, eller er klagen for sent indgivet, underretter ombudsmanden klageren om, at han ikke kan foretage noget i anledning af klagen. Ombudsmanden kan oversende en sådan klage til rette myndighed samt give klageren rimelig vejledning. Stk. 2. Angår klagen en afgørelse, der kan ændres af en højere administrativ myndighed, og har denne endnu ikke taget stilling til sagen, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Angår klagen andre forhold, som kan påklages til højere administrativ myndighed, indhenter ombudsmanden i almindelighed en erklæring fra denne myndighed og gør i alle tilfælde myndigheden bekendt med sagen, før han tager stilling til klagen. Dette gælder dog ikke, hvis klagen afvises efter § 6, stk. 1. Er der med hensyn til det pågældende forhold adgang til at klage til en særlig klagemyndighed, foranlediger ombudsmanden, at sagen forelægges denne myndighed til afgørelse, før han foretager sig videre. Stk. 4. Klager over behandlingen af personer, der er berøvet deres personlige frihed uden for strafferetsplejen, skal henvises til det af folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn, der kan overdrage ombudsmanden at medvirke ved behandlingen af sådanne klager, for så vidt de er rettet mod nogen, der henhører under ombudsmandens virksomhed. § 6. Finder ombudsmanden, at en klage, der henhører under hans virksomhed, er grundløs, eller at det påklagede forhold er af uvæsentlig betydning, meddeler han snarest klageren, at han ikke finder grundlag for at foretage noget i sagen. Stk. 2. Finder ombudsmanden, at prøvelsen af et påklaget forhold henhører under domstolene, kan han vejlede klageren med henblik på denne mulighed. I tilfælde, hvor klageren agter at anlægge sag mod en statsmyndighed eller en kommunal myndighed i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, kan ombudsmanden under iagttagelse af betingelserne i retsplejelovens kapitel 31 henstille, at der meddeles klageren fri proces. Det samme gælder i tilfælde, hvor klageren agter at anlægge sag mod nogen, der virker eller har virket i statens eller en kommunes tjeneste. § 7. Såfremt ombudsmanden finder at burde fremme en klage, skal denne, eventuelt gennem vedkommende styrelse eller kommunale myndighed, snarest muligt forelægges den, hvem klagen angår, til udtalelse, medmindre aldeles afgørende hensyn til sagens opklaring taler derimod. Stk. 2. Ombudsmanden kan afkræve såvel den, mod hvem klagen rettes, som vedkommende foresatte skriftlige erklæringer samt oplysninger i øvrigt under iagttagelse af reglerne i § 3, stk.5. Stk. 3. Ombudsmanden kan indkalde personer til for retten at afgive vidnesbyrd om forhold, som er af betydning for hans undersøgelse. Retsplejelovens regler om efterforskningsforhør, jfr. retsplejelovens kapitel 74, finder herved anvendelse. Retsmøderne er ikke offentlige. Ombudsmanden kan give møde under forhørene eller møde ved andre. Den person, som en klage angår, er berttiget til at møde med bisidder, hvorom han må gøres bekendt ved indvarslingen til det første retsmøde. Indvarslingen skal ske med passende frist. Justitsministeriet giver regler for, hvem der kan optræde som bisidder. Stk. 4. De for statstjenestemænd til enhver tid gældende regler om afholdelse af udgifter til bisidder m.v. ved diciplinær forfølgning finder tilsvarende anvendelse. § 8. Såfremt ombudsmanden har tilkendegivet, at han ønsker at fremme en klage mod en statstjenestemand, kan den pågældende til enhver tid forlange, at sagen overgår til behandling efter de i lov om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd § 17, jfr. § 18, fastsatte bestemmelser. En kommunal tjenestemand kan, såfremt der i vedtægt for den pågældende kommune er givet bestemmelser om disciplinær forfølgning, på lignende måde forlange, at sagen overgår til behandling efter disse bestemmelser. Stk. 2. Såfremt en tjenestemand i henhold til stk. 1 begærer disciplinær undersøgelse indledt, indstiller ombudsmanden sin undersøgelse og oversender sagen med oplysning om det passerede og bilagt de tilvejebragte oplysninger til vedkommende styrelse eller kommunale myndighed. Det samme gælder, hvis vedkommende styrelse eller kommunale myndighed foranlediger discplinær undersøgelse, eller hvis der i sagen indledes politiundersøgelse for strafbart forhold. Stk 3. Ombudsmanden er i de i stk. 2 nævnte tilfælde berettiget til at folange udskrift af afholdte tjenestemandsforhør samt genparter af politirapporter og retsbogsudskrifter forelagt straks og at begære underretning om resultatet af de foreliggende undersøgelser. § 9. Såfremt ombudsmanden efter foretagen undersøgelse finder, at en minister eller en tidligere minister bør drages civilretligt eller strafferetligt til ansvar for sin embedsførelse, afgiver han indstilling herom til folketingets ombudsmandsudvalg. Stk. 2. Hvor ombudsmanden skønner, at andre, der henhører under hans virksomhed, har begået forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv (straffelovens kapitel 16), kan han pålægge anklagemyndigheden at indlede forundersøgelse og rejse tiltale ved de almindelige domstole. Stk. 3. Foreligger der tjenstlige forseelser af en sådan karakter, at ombudsmanden finder, at der er grundlag for disciplinær forfølgning mod en statstjenestemand, kan han pålægge vedkommende statslige styrelse at rejse discplinær sag. Hvis den tjenstlige forseelse er begået af en kommunal tjenestemand, kan ombudsmanden pålægge vedkommende kommunale myndighed at rejse discplinær sag, såfremt der i den kommunale vedtægt er givet bestemmelser om discplinær forfølgning. Stk. 4. Ombudsmanden kan, selv om et påklaget forhold ikke giver anledning til påtale, altid fremsætte sin opfattelse af sagen over for den, hvem klagen angår. § 10. Ombudsmanden skal gøre folketingets ombudsmandsudvalg og vedkommende minister bekendt med tilfælde, hvor der efter hans skøn foreligger mangler ved gældende love og administrative bestemmelser. Med hensyn til mangler ved kommunale bestemmelser skal ombudsmanden tillige give meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse. Samtidig kan han foreslå foranstaltninger, som han finder nyttige til fremme af retssikkerheden eller til forbedring af administrationen. Stk. 2. Ombudsmanden kan anmode ombudsmandsudvalget om at fremsende de af ham til udvalget afgivne meddelelser til folketinget. § 11. Såfremt ombudsmandens undersøgelse af en sag viser, at nogen, der henhører under hans virksomhed, har begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal han give meddelelse om sagen til folketingets ombudsmandsudvalg og til vedkommende minister. Er fejlen eller forsømmelsen begået af nogen, der virker i kommunal tjeneste, giver han tillige meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse. § 12. Inden udgangen af hvert års september måned afgiver ombudsmanden en beretning til folketinget om sin virksomhed i det foregående kalenderår. Beretningen trykkes og offentliggøres. I beretningen fremdrager han bl.a. afgørelser vedrørende enkeltsager, der måtte være af almindelig interesse, ligesom han omtaler de i §§ 10 og 11 nævnte sager. Stk. 2. Såfremt der indeholdes kritik i en sag, der fremdrages i beretningen, eller hvorom meddelelse gives til folketingets ombudsmandsudvalg, en minister eller en kommunalbestyrelse, skal der i beretningen eller meddelelsen gives oplysning om, hvad vedkommende har anført til sit forsvar. Stk. 3. Såfremt ombudsmanden i beretningen omtaler tilfælde, hvor han har fundet klagen grundløs, må den, hvem klagen angår, ikke nævnes med angivelse af navn eller bopæl, medmindre han fremsætter ønske derom. § 13. Ombudsmanden antager og afskediger selv sine medarbejdere, hvis antal, lønning og pension fastsættes på samme måde som i folketingets forretningsorden bestemt for folketingets tjenestemænd m.fl. § 14. Ombudsmanden har tavhedspligt med hensyn til de forhold, som han bliver bekendt med under udøvelsen af sin virksomhed, såfremt hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet. Den samme forpligtelse påhviler det af ombudsmanden ansatte personale. Stk. 2. Tavshedspligten består også efter fratrædelse. § 15. Ombudsmanden må ikke være medlem af folketinget. Stk. 2. Ombudsmanden må ikke uden samtykke af folketingets ombudsmandsudvalg have hverv i offentlige eller private virksomheder, foretagender eller institutioner. Stk. 3. Med de i denne instruks fastsatte begrænsninger er ombudsmanden i udførelsen af sit hverv uafhængig af folketinget. § 16. Når ombudsmanden på grund af sygdom, ferie, bortrejse eller anden årsag midlertidigt er ude af stand til at varetage sit hverv, kan han bestemme, at en af hans medarbejdere midlertidigt skal udøve hans funktioner. Stk. 2. Såfremt ombudsmanden finder, at der i en sag foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om hans fuldstændige upartiskhed, underretter han folketingets ombudsmandsudvalg, der bestemmer, hvem der skal udøve hans funktioner. § 17. Nærværende instruks træder i kraft den 1. april 1962. Samtidig ophæves instruks nr. 109 af 22. marts 1956. Vedtaget af folketinget, den 9. februar 1962. Gustav Pedersen. / Else- Merete Ross.