Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om notering af massegældsbreve. I henhold til § 42 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve fastsætter justitsministeriet herved efter forhandling med handelsministeriet følgende ændringer i bekendtgørelse nr. 223 af 24. juni 1938 om notering af massegældsbreve: § 1, stk. 3, affattes således: I dagbogen indføres navn og adresse for den, der indleverer gældsbrevet til notering, medmindre de nævnte oplysninger er anført i en skriftlig noteringsbegæring. Endvidere indføres det fornødne om noteringbegæringen, jfr. § 2, stk. 3 og 4, og eventuelle bevisligheder, jfr. § 3, stk. 5, samt noteringsdagen, hvis notering ikke sker samme dag. Dagbøgerne skal opbevares i et brandfrit rum eller pengeskab. § 2, stk. 2, affattes således: Begæringen kan fremsættes mundtlig i følgende tilfælde: 1) Når et unoteret ihændehavergældsbrev eller et på ihændehaveren noteret gældsbrev er forsynet med påskrift om en navngiven persons ret, og denne påskrift nu begæres noteret; 2) når et på navn noteret gældsbrev, jfr. lov om gældsbreve § 37, stk. 1, fremkommer til notering af gældsbrevet påtegnede transporter eller andre dispositioner, der fremtræder som underskrevet af den, som ifølge gældsbrevet med påtegninger, mulige tidligere noteringer og eventuelle medfølgende skriftlige bevisligheder må anses for berettiget til at foretage sådanne dispositioner. § 3, stk. 4; affattes således: Når intet særligt foreligger, foretages notering uden bevis for den begærendes ret i de i § 2, stk. 2, nr. 1, nævnte tilfælde samt i de i § 2, stk. 2, nr. 2, nævnte tilfælde, når den gældsbrevet påtegnede disposition fremtræder som underskrevet af den, som ifølge gældsbrevet med påtegninger og mulige noteringer må anses for berettiget til at foretage den omhandlende disposition. Ved unoterede ihændehavergældsbreve og gældsbreve, der er noteret på ihændehaveren, påhviler det således ikke den noterende at kræve bevis for retten, selv om gældsbrevet bærer unoterede navnepåtegninger, medmindre disse er af en sådan art, at de vækker grundet formodning om misligheder. § 3, stk. 5, affattes således: I alle andre tilfælde må der forelægges skriftlige bevisligheder, der tilvejebringer den fornødne legitimation for den notering, der begæres, f.eks. transport, pantsætningserklæringe, skifteudskrift, eksekutorbevilling eller arveudlæg. Dertil hører først og fremmest en sammenhængende adkomstrække, der udgår fra det navn, hvorpå gældsbrevet var noteret. Hvis en noteringsbegæring eller nogen af de unoterede dispositioner, der begrunder adkomsten, er undertegnet ifølge fuldmagt, kræves skriftligt bevis for fuldmagten. Bevis for fuldmagter, løse overdragelseserklæringer og lignende må opbevares, medmindre det kan antages sikret på anden måde. Signaturbeføjelser eller lignende, der kan konstateres af vejviser eller tilsvarende hjælpemidler, behøver i almindelighed ikke at godtgøres ved skriftligt dokument. Hvis de afgørende erklæringer ikke er påført gældsbrevet eller en noteringsbegæring, må det nøjagtigt anføres i dagbogen, hvilke bevisligheder der medfølger. Det må nøje påses, at erklæringer, der ikke er tegnet på gældsbrevet, særlig angår det pågældende gældsbrev eller dog omfatter det. For så vidt angår begæringer fra offentlige myndigheder, udkræves ingen dokumentation for, at begæringens udfærdigelse falder inden for myndighedens forretningsområde. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. oktober 1959. Justitsministeriet, den 30. september 1959. Hans Hækkerup. /Kjøgx.