Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om pligt til i forbindelse med selvangivelsen at specificere indtægter, udgifter og privatforbrug. I medfør af den finansministeren ved § 2, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 203 af 11. juli 1957 om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m.v. tillagte bemyndigelse har finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet fastsat følgende: I. Enhver, der omfattes af reglerne om indkomstskattepligt i henhold til lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten, er fra og med skatteåret 1959-60 pligtig til i forbindelse med selvangivelsen af sin indkomst at specificere indtægter og udgifter i hovedposter. II. I forbindelse med selvangivelsen af indkomsten for skatteåret 1959-60 er nedennævnte grupper af skattepligtige pligtige til at meddele oplysninger om hovedposter inden for privatforbruget, herunder også udgifter til privat medhjælp, større anskaffelser af løsøre o.lign.: 1) Ejere og brugere af landbrugsejendomme, for hvilke grundbeløbet ved udmålingen af grundværdistigningen i henhold til §§ 3 og 5 i lov om grundstigningsskyld nr. 265 af 27. maj 1950 udgør 25 000 kr. eller derover. 2) Håndværksmestre, der i ikke uvæsentligt omfang har arbejde ved opførelse og reparation af bygninger. 3) Personer, hvis stilling som repræsentant for en eller flere virksomheder medfører, at de foretager forretningsrejser til deres firmaers forretningsforbindelser. 4) Tjenere, der har beskæftigelse på restaurationer m.v., og som helt eller delvis vederlægges med drikkepenge. Finansministeriet, den 6. januar 1958. Kampmann.