Bekendtgørelse nr. 243 · 1956

Historisk

Bekendtgørelse om vurdering af fast ejendom.

Bekendtgørelse om vurdering af fast ejendom.

Dokumentdato: 22. sep. 1956Kildeversion observeret: 28. sep. 2026Kilde kontrolleret: 28. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 28. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Søgbar dokumenttekst. Teksten er fra den angivne dokumentversion. Senere ændringer er ikke indarbejdet af Fri Lov. Bilag, fodnoter og efterstillede ikrafttrædelsesbestemmelser kan kræve opslag i originalen. Kildeteksten vises uden sikker paragraf- og stykinddeling. Brug originalkilden til præcise henvisninger. Opslag og links til enkelte paragraffer er ikke tilgængelige.
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Dokumenttekst

Dokumenttekst

Bekendtgørelse om vurdering af fast ejendom. I henhold til § 4, stk. 1, i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme kan enhver selvstændigt vurderet ejendom samt ethvert ikke selvstændigt vurderet areal, der opfylder betingelserne i nævnte lovs § 8, stk. 1, 2 eller 4, for at kunne vurderes selvstændigt, på begæring af ejeren - når de i lovens § 8, stk. 2, 3. punktum, omhandlede betingelser foreligger, på begæring af hver af parterne i salget - forlanges optaget til vurdering (omvurdering) til enhver tid udenfor de almindelige vurderinger eller årsomvurderingerne. Under henvisning til den finansministeren ved § 51 i loven af 23. juni 1956 givne bemyndigelse fastsættes herved nedenstående nærmere regler for anvendelse af lovens § 4: 1) Begæring om omvurdering i henhold til lovens § 4 skal indgives skriftligt til vurderingsformanden i den vurderingskreds, hvori den pågældende ejendom er beliggende, med angivelse af ejendommens matr. nr. betegnelse. Forinden vurderingen finder sted, tilstiller vurderingsrådet ejeren - i tilfælde, hvor vurdering er begæret foretaget af en anden end ejeren, den, der har begæret vurderingen - et særligt vurderingsskema, der i udfyldt og underskrevet stand og vedlagt de i skemaet foreskrevne dokumenter skal tilbagesendes senest 14 dage efter modtagelsen. Hvis vurderingen begæres som følge af frivillig overdragelse mod vederlag af et areal fra en ejendom, jfr. lovens § 8, stk. 2, 3. punktum, skal der, når skemaet skal udfyldes af ejeren, gives den anden part lejlighed til med en frist af 8 dage at udtale sig overfor vurderingsrådet om grundværdiansættelsen af arealet. Når skemaet skal afgives af en anden end ejeren, skal der gives ejeren lejlighed til med en frist af 8 dage at udtale sig om de i skemaet meddelte oplysninger. I sidstnævnte tilfælde må skemaet indsendes i udfyldt stand i 2 eksemplarer, hvoraf det ene af vurderingsrådet tilstilles ejeren til udtalelse. Udfyldelse i 2 eksemplarer er dog unødvendig, såfremt skemaet er medunderskrevet af ejeren, eller denne på anden måde skriftligt har givet udtryk for, at han er enig i skemaets oplysninger. Hvis der efter udgangen af juli måned indgives begæring om vurdering i henhold til lovens § 4, kan vurderingsformanden bestemme, at vurderingen foretages som et led i den kommende almindelige vurdering eller årsomvurdering. 2) Ved vurderinger, der foretages i henhold til § 4, kan der ikke ske ansættelse af værditab, idet dette i medfør af § 9 i lov nr. 265 af 27. maj 1950 om grundstigningsskyld kun kan ske ved de almindelige vurderinger og årsomvurderingerne. Såsnart vurderingen er foretaget, skal vurderingsformanden give ejeren skriftlig meddelelse om resultatet af vurderingen. Er vurdering sket af et bortsolgt areal, der opfylder betingelserne for at kunne vurderes selvstændigt, jfr. lovens § 8, stk. 1, 2 eller 4, gives der dog meddelelse om vurderingen af arealet til begge parter i salget. Vurderinger, der foretages i henhold til § 4, kan påklages efter de almindelige regler af ejeren eller, forsåvidt angår ansættelsen af et solgt areal fra en ejendom, af parterne i salget. Klagefristen regnes fra datoen for meddelelsen om resultatet af vurderingen. Kendelse om ændring af ansættelsen af et solgt areal fra en ejendom må ikke afsiges, forinden den ikke klagende part har haft lejlighed til at udtale sig om ændringen af ansættelsen; om afgørelsen i klagesagen gives der begge parter underretning. Udgifterne ved omvurderinger i henhold til § 4 afholdes af den, der har begæret omvurderingen. I tilfælde, hvor omvurderingen foretages efter sket udstykning, samt iøvrigt i tilfælde, hvor ejendomsværdien ved omvurderingen er mindst 10 pct. lavere end ejendomsværdien ved nærmest forudgående vurdering, afholdes udgifterne dog af det offentlige. 3) Ved omvurderinger til stempelefterretning i medfør af stempellovens § 61, stk. 1, har ansættelsen hidtil skullet foretages i overensstemmelse med reglen i § 2, stk. 3, i lov nr. 352 af 7. august 1922. Denne bestemmelse er ophævet ved loven af 23. juni 1956, og i stedet herfor træder bestemmelsen i sidstnævnte lovs § 4, således at de for disse vurderinger gældende regler fremtidig kommer til anvendelse på omvurderingerne til stempelefterretning. Disse regler kommer også til anvendelse, hvor der iøvrigt efter lovgivningen kan eller skal foretages vurderinger efter reglerne for omvurderinger til stempelefterretning, herunder navnlig de i § 4 i lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte omhandlede vurderinger til bestemmelse af højeste grænse for lån eller tilskud efter denne lov. Det har dog sit forblivende ved den særlige klageadgang, som er omhandlet i denne lovs § 4, stk. 2. Da de i nærværende afsnit omhandlede vurderinger finder sted i henhold til § 4 i loven af 23. juni 1956, vil ansættelserne være at foretage uden hensyn til grundstigningsskylden, jfr. lovens § 10. Finansministeriet, den 22. september 1956. Kampmann.