Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om afgift af gevinster ved offentlige bortlodninger m.v. I. Afgiftspligtige bortlodninger m.v. Ved lov nr. 23 af 27. januar 1956, pålægges der gevinster ved her i landet afholdte offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola - og gevinster ved her i landet afholdte offentlige præmie- og gættekonkurrencer en afgift til staten. Afgiftspligten omfatter alle bortlodninger, hvortil der i henhold til § 2 i lov af 6. marts 1869 kræves tilladelse fra det offentlige, og alle præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden, som f.eks. de af dag- og ugebladene arrangerede konkurrencer. Gevinster ved bortlodninger m.v., der omfattes af afgiftspligten, er fritaget for indkomstskat til stat og kommune. Præmier opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger for besvarelsen af opgaver af denne art falder udenfor afgiftspligten, jfr. lovens § 1, stk. 2, og er således ikke fritaget for indkomstskat. Det samme gælder gevinster ved totalisatorspil, præmiewhist eller lignende. II. Afgiftens beregning. Afgiften af kontante gevinster indeholdes i gevinsterne og svares med 15 pct. af den del af gevinstens beløb, der overstiger 200 kr. Af andre gevinster beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbruger og udredes af den, der foranstalter den pågældende bortlodning m.v., med 17,5 pct. af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr. III. Berigtigelsen af afgiften. Det påhviler den, der foranstalter en afgiftspligtig bortlodning eller en afgiftspligtig præmie- eller gættekonkurrence, at foretage anmeldelse herom og at erlægge afgiften af de bortloddede eller udlovede gevinster. Anmeldelsen og indbetalingen af afgiften skal ske til den amtstue, i hvis distrikt den anmeldelsespligtige har sit hjemsted senest 14 dage efter, at resultatet af den pågældende bortlodning eller konkurrence foreligger. Såfremt den afgiftspligtige har hjemsted i Københavns kommune, indgives anmeldelsen til Københavns amtstue. Anmeldelsen skal udfærdiges i to eksemplarer på særlige blanketter, som udleveres vederlagsfrit på amtstuerne, og skal være ledsaget af et eksemplar af bortlodningens eller konkurrencens vinderliste. Anmeldelsen skal indeholde en specificeret opgørelse af det skyldige afgiftsbeløb og være underskrevet af den, der har foranstaltet den afgiftspligtige bortlodning m.v. eller af hans befuldmægtigede. For så vidt angår præmie- og gættekonkurrencer er indgivelse af anmeldelse ufornøden, såfremt højeste gevinstbeløb ikke overstiger 200 kr. IV. Følgerne af manglende eller urigtig afgiftsanmeldelse. Eventuel overskridelse af fristen for afgiftsanmeldelsens indgivelse medfører en forhøjelse af afgiften med 50 pct., jfr. lovens § 6, stk. 3. Indgivelsen af behørig anmeldelse kan om fornødent fremtvinges ved dagbøder. Samtidig med anmeldelsens indlevering til amtstuen indbetales den beregnede afgift. Erlægges afgiften ikke rettidig, vil det skyldige beløb være at forrente med 5 pct. p.a. Indgivelse af urigtig afgiftsanmeldelse straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. V. Lovens ikrafttræden. Loven finder anvendelse på alle bortlodninger m.v., hvortil salg af lodsedler er påbegyndt på eller efter datoen for lovens ikrafttræden den 24. februar 1956 og på præmie- og gættekonkurrencer, hvorom bekendtgørelse har fundet sted denne dato eller senere. Finansministeriet, den 13. februar 1956. Kampmann.