Bekendtgørelse nr. 264 · 1953

Historisk

Bekendtgørelse om transport, opbevaring, forhandling og anvendelse af klorater.

Bekendtgørelse om transport, opbevaring, forhandling og anvendelse af klorater.

Dokumentdato: 30. sep. 1953Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1§-link ↗

Klorater skal under transport og lagring opbevares i vandtætte, lukkede beholdere af metal, glas eller stentøj, som under lagring skal henstilles på et tørt sted og på uforbrændeligt underlag. Importeret kaliumklorat kan dog indtil videre transporteres og oplagres i udenlandsk originalemballage af træ. Det er forbudt at transportere og opbevare ammoniumklorat uden justitsministeriets tilladelse.

§ 2§-link ↗

Klorater må ikke transporteres eller opbevares sammen med eksplosive stoffer eller stoffer, der i forbindelse med kloraterne kan fremkalde en voldsom reaktion (f.eks. stærke syrer som svovlsyre, saltsyre, salpetersyre og lignende, ammoniumforbindelser, svovl, metalpulvere og brandfarlige vædsker), ligesom de ikke må komme i direkte berøring med brændbare stoffer.

§ 3§-link ↗

Lagre af klorater med en samlet vægt af over 200 kg skal anmeldes for den stedlige brandmyndighed. Sådanne lagre må ikke indrettes i brændbare bygninger eller sammen med sådanne mængder af brændbare stoffer, f.eks. træ, papir, brandfarlige vædsker eller lignende, at disse ved brand kan udsætte kloraterne for farlig opvarmning.

§ 4§-link ↗

§§ 1 og 2 finder ikke anvendelse på opbevaring af små mængder af klorater i kemiske laboratorier til analytisk brug eller ikke-erhvervsmæssig præparation, såfremt kloraterne opbevares i glas- eller metalemballage.

§ 5§-link ↗

De ved arbejde med klorater beskæftigede personer skal ved fornøden instruktion af arbejdsgiveren være gjort bekendt med de med stoffernes behandling forbundne risikomomenter. Ved arbejde med klorater skal spild søges undgået. Spildt klorat skal straks fjernes ved opfejning og uskadeliggøres ved at udskylles med vand i en kloak eller lignende. Beklædningsgenstande, som forurenes med klorater, bliver letantændelige og bør derfor omgående skylles omhyggeligt i vand.

§ 6§-link ↗

Ved ethvert salg af klorater til ukrudtsbekæmpelse skal medfølge en brugsanvisning, som - foruden en nærmere angivelse af fremgangsmåden ved varens benyttelse - skal indeholde følgende tekst, trykt med tydelige bogstaver: »Klorater har den egenskab at gøre græs, træ, papir, tøj og andre brændbare stoffer, som de kommer i berøring med, lettere antændelige, og der bør derfor udvises stor forsigtighed med det med kloratet behandlede materiale. Blot en gnist kan forårsage antændelse. Brændbare stoffer, som er blevet vædet med en opløsning af klorater, og beholdere, hvori der har været klorater eller opløsninger heraf, bør straks omhyggeligt udskylles i mindst to hold vand. Det kan medføre livsfare at benytte tøj, der er blevet plettet med klorater og ikke bagefter skyllet rent. Opbevaring af klorater sammen med ammoniumrhodanid (rhodanammonium) kan medføre selvantændelse. Disse stoffer må under ingen omstændigheder blandes eller benyttes sammen«.

§ 7§-link ↗

Blandinger af klorater eller perklorater med organiske emner, svovl eller lignende er at anse som sprængstof, for hvilket lov nr. 74 af 7. april 1899 og lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v., jfr. bekendtgørelse nr. 462 af 21. august 1946, finder anvendelse.

§ 8§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes i medfør af § 40 i lov af 15. maj 1868 om brandvæsenet i København, § 33 i reglement af 27. februar 1918 for brandvæsenet i Frederiksberg kommune, § 35 i lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenet i købstæderne med undtagelse af København, jfr. lov nr. 272 af 28. juni 1920, samt § 56 i lov nr. 174 af 31. marts 1926 om brandpolitiet på landet m.v.

§ 9§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft straks. Samtidig ophæves justitsministeriets bekendtgørelser nr. 186 af 20. juni 1928 og nr. 66 af 12. marts 1931.