Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge I medfør af lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene, lov nr. 188 af 1. maj 1923 og lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til nævnte lov fastsættes herved følgende bestemmelser. § 1 §§ 4 og 5 i bekendtgørelse nr. 11 af 15. januar 1930 om foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge affattes således: »§ 4 Spærring af offentlig vej. 1. Politimesteren er, når det anses for nødvendigt, bemyndiget til at forbyde al færdsel ad offentlige veje, hovedlandeveje undtagne, der fører gennem eller umiddelbart forbi en smittet ejendom, og til at undtage enkelte nærboende personer, men ikke deres husdyr, fra forbudet. 2. På de veje, der fører fra et iagttagelsesdistrikt, skal der ved politiets foranstaltning anbringes en tavle af pap, træ eller jernblik, hvorpå er trykt eller malet »Bortførsel af levende klovbærende dyr er forbudt. Politiet«. Tavlen skal anbringes således, at påskriften vender ind mod distriktet, og bogstaverne skal være mindst 8 cm høje. Tavler af pap udleveres ved henvendelse til veterinærdirektoratet. Personers forhold på en smittet ejendom. 3. a. Det er forbudt enhver person, der har ophold eller arbejde på en smittet ejendom, at forlade denne, sålænge lokalafspærringen opretholdes. Tilladelse hertil kan dog ganske undtagelsesvis gives af politimesteren eventuelt efter samråd med den tilsynsførende dyrlæge, når det skønnes, at det er absolut nødvendigt, at den pågældende forlader ejendommen, og tilladelsen er i så fald betinget af, at den pågældende, forinden ejendommen forlades, foretager grundig sæbevaskning af hoved og hænder samt fuldstændig omklædning, herunder skiften af strømper og fodtøj. b. Personer, der har ophold på en smittet ejendom, men arbejde uden for denne, skal efter forudgående forhandling med politimesteren midlertidig fraflytte ejendommen og tage ophold, hvor der ikke findes klovbærende dyr, hvis de vil fortsætte deres arbejde. Sognefogeder, medlemmer af sogneråd eller amtsråd m.v., hvis ejendomme er stillet under offentligt tilsyn, må ikke varetage de dem påhvilende funktioner, medmindre de således som foran angivet, midlertidig fraflytter ejendommen. c. Personer, der har arbejde på en smittet ejendom, men ophold andetsteds, skal så vidt muligt forblive på ejendommen, men hvor dette ikke er muligt, kan politimesteren eventuelt efter samråd med den tilsynsførende dyrlæge tillade, at de tager frem og tilbage til ejendommen på betingelse af, at de forholder sig som foran anført, og at de efter at have forladt den smittede ejendom begiver sig direkte til deres hjem, hvor samtlige derværende personer da er underkastet de samme bestemmelser, som er gældende for personer på den smittede ejendom. d. Fra ejendomme, der er stillet under offentligt tilsyn, må der ikke fjernes redskaber el. lign. eller klædningsstykker, herunder vasketøj til vaskeri. Personers forhold i lokalafspærring. 4.a. Personer, der har ophold på ikke smittede ejendomme med klovbærende dyr indenfor en lokalafspærring, må ikke forlade denne, medmindre det er strengt nødvendigt og da først efter grundig sæbevaskning af hoved og hænder samt fuldstændig omklædning, herunder skiften af strømper og fodtøj. b. Det er forbudt de i punkt a. nævnte personer samt sådanne, som har arbejde på de i punkt a. nævnte ejendomme, at søge skole, deltage i konfirmationsundervisning eller anden fælles undervisning samt deltage i dans, forlystelser og sammenkomster af enhver art, herunder også gudstjenester, såvel indenfor som udenfor lokalafspærringen. Til de nævnte ejendomme må indkøb hos købmænd og i brugsforeninger m. v. så vidt muligt kun finde sted ved personer, der ikke kommer i berøring med klovbærende dyr. c. Til de indenfor en lokalafspærring beliggende ejendomme med klovbærende dyr er adgang forbudt for alle fremmede personer, herunder handelsfolk og kontrolassistenter, samt for fremmede køretøjer. Personer, der har ophold inden for en lokalafspærring, må ikke uden veterinærdirektoratets tilladelse være mælkekørere af fremmed mælk. d. Uanset de foranstående bestemmelser er det tilladt personer, der skal foretage inseminering, i det nævnte øjemed at komme på en ikke smittet ejendom indenfor en lokalafspærring, såfremt besætningen på den pågældende ejendom er vaccineret mod mund- og klovesyge højst 5 måneder og mindst 3 uger forud for insemineringen. I mejerikredse, hvor der forekommer mund- og klovesyge, som ved undersøgelse på statens veterinære institut for virusforskning har vist sig at være forårsaget af virus af type C, har de nævnte personer dog kun adgang til ejendommen, såfremt besætningen inden for det nævnte tidsrum er vaccineret mod mund- og klovesyge af C-typen. I alle tilfælde skal insemineringen på de nævnte ejendomme foretages i overensstemmelse med de herfra under 21. december 1951 udstedte regler. 5. Det er forbudt at afholde dans, forlystelser, møder og sammenkomster af enhver art i lokaler, der er beliggende indenfor en lokalafspærring. Gudstjenester i kirker samt undervisning i den offentlige og private børneskole er dog tilladt. 6. Enhver form for jagt indenfor en lokalafspærring er forbudt. 7. For så vidt angår hunde indenfor en lokalafspærring gælder de i §7, stk. 1, fastsatte bestemmelser. 8. Fra en lokalafspærring må der ikke leveres mælkeprøver til kontrolassistenten, og ej heller udføres tuberkulinprøver eller de i medfør af lovgivningen om foranstaltninger til udryddelse af oksebremselarven påbudte undersøgelser og behandlinger af kvæg. § 5 Klovbærende dyrs bortførsel fra afspærrede områder. 1. Fra en lokalafspærring samt fra en ejendom med en besætning, der henstår under offentligt tilsyn på grund af smittefarligt samkvem, må kvæg, får, geder og svin føres direkte til slagtning på et nærliggende slagteri på de i stykkerne 3 og 10-16 anførte betingelser. Anden bortførsel af klovbærende dyr er forbudt. 2. Fra et iagttagelsesdistrikt må kvæg, får, geder og svin føres direkte til slagtning på et nærliggende slagteri på de i stykkerne 4 og 10-16 anførte betingelser. Anden bortførsel af klovbærende dyr fra et iagttagelsesdistrikt er forbudt. Sundhedspas 3. Indenfor et tidsrum af 6 timer før bortførselen fra ejendomme, der er beliggende i en lokalafspærring, skal det eller de pågældende dyr undersøges af en dyrlæge, der efter at have forsynet dyrene med et let kendeligt mærke (øremærke, klipmærke, oliefarve) skal udstede et sundhedspas på en gul blanket som den nærværende bekendtgørelse vedhæftede, der indeholder oplysning om dyrenes antal, art og mærker, det slagteri, hvor slagtningen ønskes foretaget, samt en angivelse af, at ejeren har erklæret, at dyrene har tilhørt ham i mindst 14 dage, og at der ikke i hans besætning findes tegn på mund- og klovesyge. Dyrlægen skal derhos udfylde den tilsvarende talon samt ved passets tilbagelevering, jfr. stykke 11, forsyne talonen med påtegning om at have modtaget passet. Sundhedspasset skal følge med dyrene til slagteriet. De udfyldte taloner skal opbevares i et år af dyrlægen. Sundhedspas må kun udstedes til den kreaturejer, fra hvis besætning dyrene skal fjernes, men ikke til opkøbere. Passerseddel. 4. Inden bortførselen fra ejendomme i et iagttagelsesdistrikt skal ejeren tidligst dagen før dyrenes afsendelse hos den stedlige sognefoged eller en anden dertil af politimesteren beskikket mand udfylde og underskrive en passerseddel på en blå blanket som den nærværende bekendtgørelse vedhæftede, der indeholder tilsvarende oplysninger som for sundhedspasset angivne, og han skal ved sin underskrift på tro og love erklære, at det eller de pågældende dyr har tilhørt ham i mindst 14 dage, og at der ikke i hans besætning findes noget tegn på mund- og klovesyge. Sognefogden (politifunktionæren) skal ved sin underskrift godkende passersedlens rigtighed og udfylde den tilsvarende talon samt ved passersedlens tilbagelevering, jfr. stykke 11, forsyne talonen med påtegning om at have modtaget passersedlen. Passersedlen skal følge med dyrene til slagteriet. De udfyldte taloner skal opbevares i et år af sognefogden (politifunktionæren). Passerseddel må kun udstedes til den kreaturejer, fra hvis besætning dyrene skal fjernes, men ikke til opkøbere. 5. Når der af politimesteren påbydes et iagttagelsesdistrikt, skal han sende et hæfte med passersedler til vedkommende sognefoged (politifunktionær) - og nærboende sognefogder (politifunktionærer), hvis der ligger en banestation i iagttagelsesdistriktet, jfr. stk. 7, -, der, når det er udskrevet, eller når det sidste iagttagelsesdistrikt indenfor sognefogdens (politifunktionærens) område er ophævet, uopholdelig skal tilbagesende hæftet til politimesteren til eventuel senere benyttelse. 6. Sognefogdens (politifunktionærens) udstedelse af passerseddel skal af kreaturejeren betales med 50 øre. Dyrlægens betaling for undersøgelse og udstedelse af sundhedspas skal ligeledes afholdes af kreaturejeren. I tilfælde af uenighed mellem denne og dyrlægen fastsættes betalingen af landbrugsministeriet. 7. Banestationer, der er beliggende i afspærrede områder, må til forsendelse modtage klovbærende dyr fra vedkommende lokalafspærring, såfremt dyrene er ledsagede af sundhedspas, jfr. stykke 3, samt fra iagttagelsesdistrikter eller andetsteds fra, såfremt de er ledsagede af passersedler, jfr. stk. 4. 8. Ved forsendelser pr. bane skal stationen samle sundhedspassene, henholdsvis passersedlerne vognvis og forsyne den øverste i hvert bundt med vognens nummer. 9. Banevogne og lastbiler, hvori der transporteres klovbærende dyr fra afspærrede områder, skal af stationen, henholdsvis bilens ejer, forsynes med en iøjnefaldende seddel, der angiver, at vognen indeholder dyr fra afspærret område. Til brug for biler udleveres sådanne sedler fra vedkommende politikontor, jfr. § 10. Slagtning. 10. Slagtning af de i stk. 1-2 omhandlede dyr fra lokalafspærringer og iagttagelsesdistrikter skal finde sted på et offentligt slagtehus eller på et af landbrugsministeriet autoriseret eksportslagteri eller på private slagterier, der er under kontrol i henhold til sundhedsvedtægtsbestemmelse, inden 24 timer efter at sundhedspasset eller passersedlen er udstedt. Forefindes intet af de nævnte slagterier på egnen, kan politimesteren tillade slagtning på et andet slagteri og beskikke en dyrlæge til at føre den fornødne kontrol. Dyrene skal på slagteriet undersøges af dyrlægen såvel før som efter slagtningen. 11. Sundhedspasset, henholdsvis passersedlen, skal forinden aflæsningen afleveres til den kontrollerende dyrlæge på slagteriet. Denne skal efter slagtningen forsyne blanketten med sin påtegning om stedfunden slagtning og senest 2 dage efter slagtningen for ejerens eller slagteriets regning tilbagesende den til den pågældende dyrlæge eller sognefoged (politifunktionær). Såfremt denne ikke inden 4 dage har modtaget sundhedspasset, henholdsvis passersedlen, tilbage, skal han derom gøre indberetning til politimesteren, der snarest muligt skal undersøge sagen og drage den pågældende til ansvar. Dyrenes transport til slagteri. 12. Såfremt transporten til slagteri sker med køretøj, skal den foregå direkte og uden ophold undervejs. Dyrene må ikke indlades, forinden sundhedspas eller passersedler er afgivet til køretøjets fører. Trækkes dyrene, eller befordres de pr. vogn til jernbanestation eller slagteri, skal transporten ligeledes foregå direkte og uden ophold undervejs. Køretøjer må ikke transportere klovbærende dyr fra lokalafspærringer eller fra ejendomme, der er stillet under offentligt tilsyn på grund af smittefarligt samkvem, eller fra iagttagelsesdistrikter sammen med klovbærende dyr fra ikke afspærrede områder. Køretøjer, der benyttes til ovennævnte transport, må ikke samtidig medføre foderstoffer og ikke benyttes til transport af disse før efter stedfunden desinfektion. For så vidt det drejer sig om de i stk. 1 nævnte dyr, skal den på transportvognen eller lastbilen værende gødning og halm på slagteriet uskadeliggøres ved nedgravning eller opbrænding, hvorefter vogn eller bil skal renses og desinficeres ved slagteriets foranstaltning og for dets regning. Ved transport pr. vogn til banestation skal gødningen og halmen føres tilbage til den pågældende ejendom, hvis den ikke kan nedgraves ved stationens foranstaltning. 13. Transport med jernbane skal foregå i aflåsede jernbanevogne, i hvilke der kun må indlades dyr bestemt til slagtning på samme slagteri. Benyttes skib, må dette ikke samtidig befordre andre klovbærende dyr end dem, der er bestemte til slagtning på samme slagteri. Jernbanevogne og skibsrum, der er benyttede til transporter af den heromhandlede art, samt skibenes anløbspladser skal under veterinærpolitiets tilsyn umiddelbart efter transporten renses og desinficeres med en 2 promille opløsning af natriumhydroksyd. Jernbanestationernes modtagelsesplads, aflæsningsplads, folde, ramper og vægte skal umiddelbart efter hver forsendelse ved stationens foranstaltning renses og desinficeres. 14. Såfremt det pågældende slagteri ikke har sporforbindelse med banen eller skibets anløbsplads, skal transporten af dyrene fra banen eller skibet til slagteriet ske med vogn, der da skal renses og desinficeres på slagteriet. Hvis afstanden er ganske kort, kan dyrene dog trækkes under et af den pågældende politimester godkendt tilsyn, der skal påse at dyrene under transporten ikke kommer i berøring med andre klovbærende dyr. 15. Slagteriet (slagtehuset) må ikke modtage klovbærende dyr fra lokalafspærringer eller fra ejendomme der er stillet under offentlig tilsyn på grund af smittefarligt samkvem, eller fra iagttagelsesdistrikter samtidig med klovbærende dyr fra ikke afspærrede områder. De førstnævnte dyr må først modtages 2 timer efter, at tilførslen af dyr fra ikke afspærrede områder er afsluttet, og de skal slagtes samme dag, som de er modtaget, men efter at den øvrige slagtning er tilendebragt. Efter afslutningen af modtagelsen af disse dyr skal aflæsningssted og stald renses og desinficeres. 16. Omkostningerne ved de hernævnte foranstaltninger er det offentlige uvedkommende'. § 2 I § 12, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 11 af 15. januar 1930 om foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge ændres »6 uger« til »4 uger«. § 3 Denne bekendtgørelse træder straks i kraft. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 511 af 21. december 1951 om ændring af bekendtgørelse om foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge. Landbrugsministeriet, den 26. marts 1952. Jens Sønderup. /Vald. Hornslet.