Lov nr. 622 · 2024

Gældende

Lov om årpenge for kronprins Christian

Lov om årpenge for kronprins Christian

Dokumentdato: 11. jun. 2024Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

For kronprins Christian fastsættes en årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 7.000.000 kr.

Stk. 2. Årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for andet kvartal 2023. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med fjerde kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med andet kvartal i året for reguleringen.

Stk. 3. Årpengebeløbet udbetales månedligt forud.

Stk. 4. Der ydes refusion af udgifter til ikkefradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den til enhver tid gældende momssats.

§ 2.§-link ↗

Hoftjenestemænd ved kronprins Christians hof, pensionerede hoftjenestemænd og efterlevende ægtefæller og børn efter disse har ret til pension fra staten efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension.

Stk. 2. Staten afholder udgifter til pension i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Hoffet indbetaler til statskassen et pensionsbidrag, der svarer til det pensionsbidrag, som betales af ministerier og styrelser, der beskæftiger tjenestemænd.

§ 3.§-link ↗

Så længe kronprins Christian oppebærer årpenge, kan han ikke modtage vederlag for statstjeneste.

§ 4.§-link ↗

Statsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.