Lovbekendtgørelse nr. 1531 · 2015

Historisk

Bekendtgørelse af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven)

Bekendtgørelse af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven)

Dokumentdato: 8. dec. 2015Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Lovens formål

§ 1.§-link ↗

Loven har til formål at fastlægge rammerne for beskyttelsen af overfladevand og grundvand samt for planlægning inden for de internationale naturbeskyttelsesområder.

Kapitel 2 · Vanddistrikter og vanddistriktsmyndigheder

§ 2.§-link ↗

Danmark er opdelt i vanddistrikter. Vanddistrikternes afgrænsning fremgår af bilag 1 til loven.

Stk. 2. De grænseoverskridende vandløbsoplande er udpeget som et internationalt vanddistrikt. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om det internationale vanddistrikt, herunder regler om fravigelse af lovens bestemmelser.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren er vanddistriksmyndighed.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler, der fraviger stk. 2 om antallet af internationale vanddistriker.

Kapitel 3 · Vandplan

§ 3.§-link ↗

For hvert vanddistrikt skal der foreligge en vandplan. Vandplanen skal omfatte en periode på seks år.

Stk. 2. Statslige myndigheder, regionsråd og kommunalbestyrelser er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af vandplanen og den kommunale handleplan og skal herunder sikre gennemførelsen af indsatsprogrammet og den kommunale handleplan.

Stk. 3. Vandplanen kan ændres i planperioden. Miljø- og fødevareministeren sørger for offentlig annoncering af forslag til ændring og fastsætter en frist på mindst 8 uger til fremsættelse af indsigelse. Ministeren sørger for offentlig annoncering af den endeligt vedtagne ændring. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. En ændring i vandplanen har retsvirkning som en vandplan, jf. stk. 2.

§ 4.§-link ↗

Vandplanen skal være i overensstemmelse med del A i bilag 2 til loven.

Stk. 2. Enhver revision skal herudover være i overensstemmelse med del B i bilag 2 til loven.

Kapitel 4 · Forberedelse af vandplanen

§ 5.§-link ↗

For hvert vanddistrikt skal der forud for hver planperiode udarbejdes følgende: 1) En basisanalyse, jf. § 6. 2) Et arbejdsprogram for tilvejebringelse af vandplanen indeholdende en tidsplan og en redegørelse for høringsprocessen. 3) En oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses.

§ 6.§-link ↗

Basisanalysen skal bestå af følgende: 1) En analyse af overfladevandets og grundvandets karakteristika. 2) En vurdering af menneskelige aktiviteters indvirkning på overfladevandets og grundvandets tilstand. 3) En økonomisk analyse af vandanvendelsen.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren skal fastsætte nærmere regler om indholdet og formen af basisanalysen.

Kapitel 5 · Beskyttede områder

§ 7.§-link ↗

Ved beskyttede områder forstås 1) områder udpeget som drikkevandsforekomster, jf. § 8, 2) områder udpeget som skaldyrvande, jf. § 9, 3) områder udpeget som badeområder, 4) næringsstoffølsomme områder og 5) relevante internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 36.

§ 8. · Udpegning af drikkevandsforekomster§-link ↗

Der skal for hvert vanddistrikt udpeges drikkevandsforekomster.

Stk. 2. Som drikkevandsforekomster skal udpeges 1) forekomster af vand, der anvendes til indvinding af drikkevand, og som gennemsnitligt frembringer mere end 10 m3 om dagen eller leverer vand til mere end 50 personer, og 2) de forekomster af vand, som det er hensigten at anvende hertil.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler for udpegningen efter stk. 1.

§ 8 a. · Udpegning af drikkevandsforekomster§-link ↗

(Ophævet)

§ 9. · Udpegning af skaldyrvande§-link ↗

Der skal efter indstilling fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender for hvert vanddistrikt udpeges områder, som kræver beskyttelse eller forbedring for at gøre det muligt for skaldyr (bløddyr af muslingeklassen og snegleklassen) at leve og vokse deri, med henblik på at skaldyr, der fiskes i områderne, umiddelbart kan anvendes til konsum.

Kapitel 6 · Miljømål

§ 10.§-link ↗

Der skal i vandplanen fastsættes miljømål for alle vandforekomster i vanddistriktet i overensstemmelse med dette kapitel.

§ 11. · Generelle miljømål§-link ↗

Forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og alle grundvandsforekomster skal forebygges.

Stk. 2. Ved enhver midlertidigt forringelse af vandforekomstens tilstand, som skyldes omstændigheder af naturlig art eller omstændigheder som følge af ulykke, skal yderligere forringelse af tilstanden forebygges, og den oprindelige tilstand skal så vidt muligt genetableres.

Stk. 3. Der må ikke ske en øget direkte eller indirekte forurening af overfladevand, medmindre foranstaltninger til gennemførelse af dette vil medføre en øget forurening af miljøet som helhed. Forøgelse af forureningen af havet uden for vanddistrikterne skal så vidt muligt undgås.

§ 12. · Generelle miljømål§-link ↗

Senest den 22. december 2015 skal alt overfladevand og grundvand have opnået en god tilstand, jf. dog §§ 15-20.

Stk. 2. Ved god tilstand for overfladevand forstås den tilstand, et overfladevandområde har nået, når det både har god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Ved god tilstand for grundvand forstås den tilstand, en grundvandsforekomst har nået, når den både har god kvantitativ tilstand og god kemisk tilstand.

§ 13. · Beskyttede drikkevandsforekomster§-link ↗

(Ophævet)

§ 14. · Skaldyrvande§-link ↗

For enhver forekomst af vand udpeget som skaldyrvand efter § 9, skal det senest seks år efter udpegningen sikres, at vandet har en god kvalitet, som bidrager til, at skaldyr, der fiskes i området, umiddelbart kan anvendes til konsum.

§ 15. · Kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder§-link ↗

Et overfladevandområde kan udpeges som kunstigt eller stærkt modificeret, hvis de ændringer af områdets fysiske udformning, som er nødvendige for at opnå god økologisk tilstand, vil have betydelige negative indvirkninger på 1) miljøet generelt, 2) sejlads, herunder havnefaciliteter, eller rekreative aktiviteter, 3) aktiviteter, der er årsag til oplagring af vand, 4) vandregulering, beskyttelse mod oversvømmelse eller dræning eller 5) andre, lige så vigtige, bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter.

Stk. 2. Udpegning efter stk. 1 kan kun ske, hvis de hensyn, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-5, på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssig store omkostninger ikke med rimelighed kan tilgodeses med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning.

Stk. 3. Udpegningen efter stk. 1 må ikke vedvarende udelukke eller hindre opfyldelse af miljømålene i andre forekomster af vand inden for vanddistriktet.

Stk. 4. For områder udpeget efter stk. 1, skal der senest den 22. december 2015 være opnået et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.

§ 16. · Mindre strenge miljømål§-link ↗

Der kan for bestemte vandforekomster fastsættes mindre strenge mål end god overfladevandstilstand og god grundvandstilstand, hvis vandforekomsten er påvirket af menneskelig aktivitet som fastslået i overensstemmelse med basisanalysen, jf. § 6, eller vandforekomstens naturlige betingelser er sådanne, at opfyldelse af kravet om god tilstand er umulig eller forbundet med uforholdsmæssige store omkostninger.

Stk. 2. Fastsættelse af mindre strenge mål kan kun ske, hvis de miljømæssige og socioøkonomiske behov, der dækkes af sådanne menneskelige aktiviteter, ikke kan opfyldes med andre midler, som miljømæssigt er en væsentligt bedre løsning og ikke medfører uforholdsmæssig store omkostninger.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af mindre strenge mål skal det i betragtning af de indvirkninger, der ikke med rimelighed kunne være undgået på grund af de menneskelige aktiviteters eller forureningens karakter, for overfladevandområder sikres, at der opnås den bedst mulige økologiske og kemiske tilstand, og for grundvandsforekomster sikres, at god grundvandstilstand fraviges mindst muligt. Det skal endvidere sikres, at der ikke sker yderligere forværring af tilstanden for den berørte vandforekomst.

Stk. 4. Fastsættelse af mindre strenge mål må ikke vedvarende udelukke eller hindre opfyldelse af miljømålene i andre forekomster af vand inden for vanddistriktet.

§ 17. · Mindre strenge miljømål§-link ↗

Nye ændringer af et overfladevandområdes fysiske udformning eller forandringer i grundvandsforekomstens niveau kan begrunde, at der fastsættes mindre strenge mål end god grundvandstilstand, god økologisk tilstand eller, hvor det er relevant, godt økologisk potentiale, eller kan begrunde manglende forebyggelse af forringelse af en vandforekomsts tilstand, hvis 1) den skadelige indvirkning på vandforekomstens tilstand mindskes mest muligt, 2) ændringerne eller forandringerne er begrundet i væsentlige samfundsinteresser, eller nyttevirkningerne for miljøet og samfundet ved opnåelse af miljømålene er mindre end de nyttevirkninger, der følger af de nye ændringer eller forandringer, for befolkningens sundhed, opretholdelsen af menneskers sikkerhed og en bæredygtig udvikling, og 3) de hensyn, der varetages ved de nye ændringer eller forandringer af vandforekomsten, på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssig store omkostninger ikke kan opnås med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning.

Stk. 2. Nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter kan tillige begrunde manglende forebyggelse af et overfladevandområdes forringelse til god tilstand, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 3. Nye ændringer eller udviklingsaktiviteter, som nævnt i stk. 1 og 2, må ikke vedvarende udelukke eller hindre opfyldelse af miljømålene i andre vandforekomster inden for vanddistriktet.

§ 18. · Strengere miljømål§-link ↗

Der kan for bestemte vandforekomster fastsættes strengere mål end god overfladevandstilstand.

Stk. 2. Fastsættelse af strengere miljømål skal ske på grundlag af en samlet afvejning af de samfundsmæssige interesser.

§ 19. · Forlængelse af tidsfrister for opnåelse af miljømål§-link ↗

Vurderes det, at de nødvendige forbedringer i vandforekomstens tilstand ikke af de grunde, der er nævnt i stk. 2, kan opnås inden for de fastsatte frister, kan fristerne forlænges med henblik på en gradvis opfyldelse af miljømålene.

Stk. 2. En forlængelse af fristen kan kun begrundes med, 1) at der er behov for så store forbedringer, at de af tekniske årsager kun kan gennemføres i faser, der overskrider fristen, 2) at der ville være uforholdsmæssig store omkostninger forbundet med en færdiggørelse af forbedringerne inden for fristen, eller 3) at de naturlige forhold ikke muliggør en forbedring af vandforekomstens tilstand inden for fristen.

Stk. 3. Der kan højst ske fristforlængelse i to revisioner af vandplanen, bortset fra de tilfælde hvor de naturlige forhold er af en sådan karakter, at målene ikke kan opfyldes inden for denne periode.

Stk. 4. En forlængelse af fristen må ikke medvirke til, at der sker yderligere forringelse af den pågældende vandforekomsts tilstand.

Stk. 5. En forlængelse af fristen må ikke vedvarende udelukke eller hindre opfyldelse af miljømålene i andre vandforekomster inden for vanddistriktet.

§ 20. · Andre bestemmelser§-link ↗

Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat strengere krav til kvaliteten af en given vandforekomst, gælder disse krav som miljømål.

Stk. 2. Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat kortere tidsfrister for opnåelse af miljømål, gælder disse.

§ 21. · Andre bestemmelser§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren skal fastsætte nærmere regler om miljømål, herunder hvad der forstås ved god tilstand for overfladevand og grundvand og godt økologisk potentiale for overfladevand. Ministeren kan fastsætte regler om kvaliteten af drikkevandsforekomster, jf. § 13, og skaldyrvande, jf. § 14.

Kapitel 7 · Overvågning af vandforekomsterne

§ 22.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren udarbejder programmer for overvågning af overfladevandets og grundvandets tilstand og for overvågning af beskyttede områder. Ministeren udarbejder tillige et sammenhængende og overordnet overvågningsnet inden for hvert vanddistrikt.

Stk. 2. Ministeren overvåger overfladevandets og grundvandets tilstand og de beskyttede områder.

Stk. 3. Ministeren skal fastsætte nærmere regler for tilvejebringelse, indhold, form og iværksættelse af programmer, herunder overvågningsnettet, i henhold til stk. 1.

Kapitel 8 · Indsatsprogram

§ 23.§-link ↗

Der skal udarbejdes et indsatsprogram for vanddistriktet i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

§ 24.§-link ↗

Indsatsprogrammet skal udarbejdes på baggrund af resultaterne af basisanalysen, jf. § 6, og resultaterne af overvågningsprogrammerne, jf. § 22, og skal sikre opfyldelse af miljømålene inden for de fastsatte tidsfrister.

§ 25.§-link ↗

Indsatsprogrammet skal som minimum indeholde de foranstaltninger, der skal gennemføres i vanddistriktet, samt retningslinjer for de tilladelser og andre afgørelser med betydning for beskyttelsen af vand, der kan meddeles, med henblik på at beskytte, forbedre og restaurere alle vandforekomster og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder med henblik på at beskytte og forbedre disse. Indsatsprogrammet skal endvidere indeholde en økonomisk analyse med henblik på at vurdere den mest omkostningseffektive kombination af foranstaltninger.

Stk. 2. Foranstaltninger, som er indeholdt i et indsatsprogram, skal første gang være iværksat senest den 22. december 2012. Enhver ny eller ændret foranstaltning skal være iværksat senest tre år efter vedtagelsen af den reviderede vandplan.

§ 26.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren skal fastsætte nærmere regler om indholdet af indsatsprogrammet.

Kapitel 9 · Statusrapport

§ 27.§-link ↗

For hvert vanddistrikt skal der udarbejdes en statusrapport om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af det planlagte indsatsprogram.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan anmode kommunerne om oplysninger til brug for udarbejdelse af statusrapporten, herunder bestemme i hvilken form oplysningerne skal indsendes.

Kapitel 10 · Regler om tilvejebringelse

§ 27 a.§-link ↗

Forud for udarbejdelse og revision af vandplanen indkalder miljø- og fødevareministeren ved offentlig annoncering og med en frist på mindst seks måneder forslag m.v. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Samtidig offentliggøres resumé af basisanalysen, arbejdsprogram med tidsplan og udkast til oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses.

Stk. 2. Ministeren fremsender de indkomne forslag m.v. til regionsrådet, som koordinerer forslag m.v. fra kommunalbestyrelserne i regionen. De koordinerede forslag sendes til ministeren inden otte uger efter modtagelsen.

Stk. 3. Ministeren sender det offentliggjorte materiale, jf. stk. 1, til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

§ 28.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren udarbejder for hvert vanddistrikt en basisanalyse, jf. § 6, og en statusrapport, jf. § 27, samt forslag til: 1) Udpegning af drikkevandsforekomster, jf. § 8. 2) Udpegning af skaldyrvande, jf. § 9. 3) Arbejdsprogram for tilvejebringelse af vandplan, jf. § 5, nr. 2. 4) Oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses, jf. § 5, nr. 3. 5) Vandplan, jf. § 4.

Stk. 2. Når et forslag er udarbejdet efter stk. 1, nr. 5, sender ministeren forslaget til berørte statslige, regionale og kommunale myndigheder, som kan fremsætte indsigelse mod forslag til prioriteringen af foranstaltninger i det samlede indsatsprogram. Ministeren fastsætter en frist for fremsættelse af indsigelser.

Stk. 3. Ministeren vedtager et forslag til vandplan på baggrund af stk. 1 og 2.

§ 29. · Inddragelse af offentligheden§-link ↗

Efter udarbejdelse af de i § 28, stk. 1, nr. 1-4, nævnte forslag henholdsvis efter vedtagelse af et forslag til vandplan i henhold til § 28, stk. 3, sørger miljø- og fødevareministeren for offentlig annoncering. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen oplyser miljø- og fødevareministeren om fristen efter stk. 3. Forslagene skal være offentligt tilgængelige.

Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske inden for følgende tidsfrister: 1) Forslag til arbejdsprogram: mindst tre år inden begyndelsen af hver planperiode. 2) Forslag til oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver: mindst to år inden begyndelsen af hver planperiode. 3) Forslag til vandplan: mindst et år inden begyndelsen af hver planperiode.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren fastsætter en frist på mindst seks måneder for fremsættelse af indsigelser mod de i stk. 2 nævnte forslag. For de i § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte forslag fastsættes en frist på otte uger.

Stk. 4. Ministeren sender forslaget til vandplan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 5. Efter udløbet af fristen, jf. stk. 3, vedtager ministeren de i § 28, stk. 1, nr. 1-5, nævnte forslag endeligt.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de i § 28, stk. 1, nr. 1-5, nævnte forslag udleveres mod betaling.

§ 30. · Inddragelse af offentligheden§-link ↗

Hvis der forud for vedtagelsen af den endelige vandplan foretages ændringer i forhold til det offentliggjorte forslag i de dele af indsatsprogrammet eller retningslinjerne, der fastsætter forpligtelser for myndigheder, kan vandplanerne ikke vedtages, før ændringerne har været i fornyet offentlig høring i mindst 8 uger.

§ 31. · Offentliggørelse af endeligt vedtagne dokumenter§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren sørger for offentlig annoncering af de i henhold til § 29, stk. 5, endeligt vedtagne dokumenter. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. De endeligt vedtagne dokumenter skal være offentligt tilgængelige. Offentliggørelsen skal ske inden for følgende tidsfrister: 1) Basisanalysen: mindst to år inden begyndelsen af hver planperiode, dog første gang senest den 22. december 2004. 2) Udpegningen af drikkevandsforekomster: mindst to år inden begyndelsen af hver planperiode, dog første gang senest den 22. december 2004. 3) Udpegningen af skaldyrvande: mindst to år inden begyndelsen af hver planperiode. 4) Arbejdsprogrammet: mindst to år inden begyndelsen af hver planperiode. 5) Oversigten over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver: mindst et år inden begyndelsen af hver planperiode. 6) Vandplanen: senest den 22. december 2009 og derefter hvert sjette år. 7) Statusrapporten: to år og seks måneder efter begyndelsen af hver planperiode.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren sender basisanalysen, vandplanen og statusrapporten til kommunalbestyrelser, regionsråd og statslige myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de endeligt vedtagne dokumenter kan udleveres mod betaling.

Kapitel 11 · Kommunale handleplaner

§ 31 a.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen udarbejder en handleplan efter procedurerne i §§ 31 b-31 e. Handleplanen skal nærmere redegøre for, hvorledes vandplanen og dens indsatsprogram vil blive realiseret inden for kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 25, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for foranstaltninger, som er indeholdt i handleplanen.

Stk. 3. Ministeren fastsætter nærmere regler om handleplanens indhold.

§ 31 b.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen vedtager et forslag til en handleplan senest seks måneder efter vandplanens offentliggørelse, jf. § 31, stk. 1, nr. 6. Kommunalbestyrelsen annoncerer forslaget offentligt og oplyser om fristen efter stk. 5. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sender forslaget til handleplan, jf. stk. 1, til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at forslaget til handleplan endvidere skal sendes til andre, som bliver berørt heraf.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til annoncering og offentlig tilgængelighed, jf. stk. 1, herunder at forslaget kan udleveres mod betaling. Annoncering af og offentlig tilgængelighed til forslaget til handleplan kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst otte uger for fremsættelse af indsigelser mod det i stk. 1 nævnte forslag.

§ 31 c.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen vedtager en handleplan senest et år efter vandplanens offentliggørelse.

Stk. 2. Hvis der i forbindelse med udarbejdelse af forslag til handleplan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelse af handleplanen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, skal procedurerne i § 31 a, § 31 b, § 31 d og § 31 e følges, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den endeligt vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sender den vedtagne handleplan til miljø- og fødevareministeren.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at de kommunale handleplaner endvidere skal sendes til andre, som bliver berørt af handleplanerne.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til annoncering og offentlig tilgængelighed, jf. stk. 3, herunder at de endeligt vedtagne dokumenter kan udleveres mod betaling. Annoncering af og offentlig tilgængelighed til den vedtagne handleplan kan ske udelukkende digitalt.

§ 31 d.§-link ↗

Et forslag kan ikke vedtages, hvis andre berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 31 b, stk. 5. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af handleplanen for kommunen, skal regionsrådet efter anmodning indkalde til mægling.

Stk. 4. Såfremt der ikke kan opnås enighed, skal regionsrådet forelægge sagen for miljø- og fødevareministeren, som herefter træffer afgørelse.

§ 31 e.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser fremsætte indsigelse mod et forslag til handleplan inden udløbet af fristen efter § 31 b, stk. 5. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. Såfremt der ikke ved forhandling kan opnås enighed, træffer ministeren afgørelse.

§ 32.§-link ↗

(Ophævet)

§ 33.§-link ↗

(Ophævet)

§ 34.§-link ↗

(Ophævet)

Kapitel 12 · (Ophævet)

§ 35.§-link ↗

(Ophævet)

Kapitel 13 · Udpegning og ændring af internationale naturbeskyttelsesområder

§ 36.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren udpeger internationale naturbeskyttelsesområder på land og på havet.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan foretage ændringer i allerede udpegede internationale naturbeskyttelsesområder.

Stk. 3. Under en bilateral samrådsprocedure mellem Danmark og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med henblik på overvejelser om et områdes udpegning som internationalt naturbeskyttelsesområde træffer miljø- og fødevareministeren passende foranstaltninger for at undgå forringelse af den prioriterede naturtype eller levestedet for den prioriterede art samt forstyrrelser af den prioriterede art, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for den prioriterede naturtype eller art. Ministeren kan herunder bestemme, at regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder ved deres administration af lovgivningen er forpligtet til at beskytte området. Foranstaltningerne gælder, indtil der er truffet beslutning om og eventuelt foretaget en udpegning af området.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren træffer beslutning om foranstaltninger, der kan beskytte et område, som ikke er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde, men hvor nye oplysninger om forekomsten af fugle indebærer, at området skal udpeges.

Stk. 5. Ministeren fastsætter regler om beskyttelsen af de i stk. 4 nævnte områder.

Stk. 6. Når et område er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde, er regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen i øvrigt forpligtet af udpegningen.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om begrænsning af kompetencen til planlægning efter reglerne i planloven inden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Kapitel 14 · Naturplanlægning

§ 37.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren udarbejder en Natura 2000-plan for de internationale naturbeskyttelsesområder. Planen kan opdeles efter geografiske områder.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke arealer, der er omfattet af reglerne i lov om skove om Natura 2000-skovplaner.

§ 37 a.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen udarbejder en handleplan, jf. §§ 46 a-46 e, til gennemførelse af Natura 2000-planen inden for kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet. For det enkelte Natura 2000-område skal handleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelle andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af lov om skove.

§ 38.§-link ↗

(Ophævet)

§ 39. · Natura 2000-planens indhold§-link ↗

Natura 2000-planen skal indeholde: 1) Mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 41. 2) Et indsatsprogram, jf. § 42.

§ 40. · Basisanalysen§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren udarbejder en basisanalyse, som skal indeholde: 1) Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for. 2) Vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler. 3) Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.

Stk. 2. Basisanalysen offentliggøres, senest samtidig med at drøftelser med berørte interessenter indledes, jf. § 42 a.

§ 41. · Fastsættelse af mål for naturtilstanden§-link ↗

Fastsættelse af mål for naturtilstanden på grundlag af basisanalysen skal ske med henblik på at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus. Efter en klassificering og afvejning af eventuelt modstridende naturinteresser inden for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde fastsættes mål for området. Der kan fastsættes forskellige mål for delområder inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren skal fastsætte nærmere regler om fastsættelse af mål for naturtilstanden.

§ 42. · Indsatsprogram§-link ↗

Indsatsprogrammet udarbejdes på grundlag af basisanalysen, jf. § 40, og foreliggende overvågningsdata. Indsatsprogrammet skal indeholde bindende retningslinjer for de kommunale handleplaner og kan indeholde konkrete forslag til handleplanerne.

§ 42 a. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Natura 2000-planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med de berørte statslige, kommunale og regionale myndigheder og med inddragelse af nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og lodsejere, som har en væsentlig interesse i planen.

§ 43. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren offentliggør ved annoncering et forslag til Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen oplyser ministeren om høringsfristen, jf. stk. 4. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt.

Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske senest 1 år efter offentliggørelsen af basisanalysen, jf. § 40, stk. 2.

Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 sendes forslag til Natura 2000-plan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.

Stk. 4. Ministeren fastsætter en frist på mindst 12 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende planforslaget.

§ 44. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

(Ophævet)

§ 45. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, vedtager miljø- og fødevareministeren Natura 2000-planen endeligt.

Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-plan ændres væsentligt, kan miljø- og fødevareministeren ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Høringsfristen fastsættes til mindst 4 uger. § 43, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse. Hvis ændringerne er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, finder § 43, stk. 1, 3 og 4, anvendelse.

Stk. 3. Ministeren sørger efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, og fristen i stk. 2 for offentlig annoncering af den vedtagne Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Planen sendes samtidig til de regionale, kommunale og statslige myndigheder, hvis interesser berøres.

§ 46. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren reviderer Natura 2000-planen hvert sjette år.

Stk. 2. Indsatsprogrammet kan ændres i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 43 og § 45, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Ændringer, som ikke er væsentlige, kan foretages uden høring og offentliggøres efter vedtagelsen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.

§ 46 a. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

46 a. Den kommunale handleplan skal indeholde: 1) Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag. 2) Forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder en plan for interessentinddragelse. 3) Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Miljø- og Fødevareministeriet og offentlige lodsejere.

Stk. 2. Handleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-planen.

Stk. 3. Handleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal handleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats, som tillige indgår i den i stk. 1, nr. 3, nævnte oversigt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget handleplan.

Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse.

§ 46 b. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Kommunalbestyrelsen vedtager senest seks måneder efter Natura 2000-planens offentliggørelse, jf. § 45, stk. 3, eller offentliggørelse af en ændring efter § 46, stk. 2, et forslag til en handleplan, herunder ændring af handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen annoncerer forslaget offentligt og oplyser om fristen efter stk. 2. Forslaget skal være offentlig tilgængeligt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til handleplan og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan i planperioden. Kommunalbestyrelsen skal foretage ændringer, hvis de er nødvendige for at gennemføre en vedtaget ændring af Natura 2000-planens indsatsprogram, jf. § 46, stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør forslag til ændring af handleplan efter reglerne i stk. 1, 2.-4. pkt., og fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til ændring af planen og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1, jf. dog § 46 c, stk. 6.

§ 46 c. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Kommunalbestyrelsen vedtager senest et år efter Natura 2000-planens offentliggørelse den endelige handleplan.

Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til handleplan ændres væsentligt, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1. § 46 d og § 46 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, finder § 46 b, § 46 d og § 46 e anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med 3 måneder.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sørger efter udløbet af fristen i stk. 2 og § 46 b, stk. 2, for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan efter udløbet af fristen i § 46 b, stk. 3, jf. dog stk. 2 og 3, og §§ 46 d og 46 e.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan vedtage ændringer af en vedtaget handleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget handleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 46 d. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Et forslag til handleplan kan ikke vedtages, hvis andre berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 46 b, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af handleplanen for det konkrete Natura 2000-område, jf. § 46 a, forelægges sagen for miljø- og fødevareministeren, som herefter træffer afgørelse.

§ 46 e. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser fremsætte indsigelse mod et forslag til handleplan inden udløbet af fristen efter § 46 b, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. Såfremt der ikke ved forhandling kan opnås enighed, træffer ministeren afgørelse.

§ 47. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af Natura 2000-planen, kommunale handleplaner og forslag hertil. Ministeren kan herunder fastsætte regler om udelukkende digital annoncering og om betaling for udlevering af dokumenter.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at de kommunale handleplaner og forslag hertil skal sendes til andre, som bliver berørt heraf.

§ 48. · Naturplanlægningens tilvejebringelse§-link ↗

Regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-plan.

Kapitel 15 · Administrative bestemmelser

§ 49.§-link ↗

(Ophævet)

§ 50.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1

§ 51.§-link ↗

Miljø- og Fødevareministeriets og kommunalbestyrelsens personale eller personer med bemyndigelse fra de pågældende myndigheder har uden retskendelse mod forevisning af legitimation adgang til enhver ejendom for dels at foretage tekniske forarbejder og undersøgelser til forberedelse af beslutninger, dels at gennemføre overvågning efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå den i stk. 1 nævnte adgang.

Stk. 3. De skader og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne efter stk. 1, skal erstattes. Erstatningsfastsættelser foretages i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling af taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 103, 104 og 107-122 tilsvarende anvendelse.

§ 52.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan med henblik på udførelse af overvågningen, jf. § 22, til eje eller midlertidig brug ekspropriere rettigheder over fast ejendom.

Stk. 2. Ved gennemførelse af en ekspropriation efter stk. 1 finder bestemmelserne i §§ 99-102 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet det dog er ministeren, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

§ 52 a.§-link ↗

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen i havet af den enkelte kommunes kompetence.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om ændring af bilag 1 og 2 til loven.

Kapitel 16 · Klage og søgsmål

§ 53.§-link ↗

Afgørelser truffet efter følgende bestemmelser kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet: 1) § 29, for så vidt angår vandplanens tilvejebringelse. 2) § 31 c, for så vidt angår handleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. §§ 31 a-31 e. 3) § 45, for så vidt angår Natura 2000-planens tilvejebringelse. 4) § 46 c, for så vidt angår handleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. §§ 46 a-46 e.

§ 54.§-link ↗

(Ophævet)

§ 55. · Fælles bestemmelser om klage§-link ↗

Klageberettiget er følgende: 1) Miljø- og fødevareministeren. 2) Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. 3) Offentlige myndigheder. 4) Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. 5) Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø. 6) Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan Natur- og Miljøklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter.

§ 56. · Fælles bestemmelser om klage§-link ↗

Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at planen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden.

Stk. 3. Når myndigheden videresender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.

Stk. 4. Myndigheden skal straks underrette Natur- og Miljøklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Natur- og Miljøklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.

Stk. 5. Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Natur- og Miljøklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

Stk. 6. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 2, 4. og 5. pkt., og stk. 3 ikke anvendelse.

§ 57. · Fælles bestemmelser om klage§-link ↗

En klage har ikke opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 2. Natur- og Miljøklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige fristerne i § 31 c og § 46 c for så vidt angår hele eller dele af den kommunale handleplan i forbindelse med afgørelser truffet efter stk. 1.

§ 58. · Søgsmål§-link ↗

Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af denne lov, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Kapitel 17 · Ikrafttræden

§ 59.§-link ↗

Loven træder i kraft den 22. december 2003.

§ 60.§-link ↗

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.