§ 1§-link ↗
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18. august 2010, som ændret bl.a. ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 og lov nr. 463 af 18. maj 2011 og senest ved § 1 i lov nr. 601 af 14. juni 2011 og § 2 i lov nr. 613 af 14. juni 2011, foretages følgende ændringer: 1. I § 24 a, nr. 4, udgår »eller«. 2. I § 24 a, nr. 5, ændres »i forening.« til: »i forening, eller«. 3. I § 24 a indsættes som nr. 6: 6) at kriminaliteten er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet. 4. § 24 b, stk. 1, affattes således: En udlænding udvises betinget, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2. 5. § 24 b, stk. 3, affattes således: Stk. 3. En udlænding, der er idømt betinget udvisning efter stk. 1, skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis den pågældende i prøvetiden for den betingede udvisning begår nyt strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter §§ 22-24, og der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt. Kan der ikke ske udvisning, jf. § 26, stk. 2, skal udlændingen udvises betinget på ny. Prøvetiden fastsættes efter reglerne i stk. 2. 6. I § 26, stk. 1, indsættes efter »Ved afgørelsen om udvisning«: »efter §§ 25 a-25 c«. 7. § 26, stk. 2, affattes således: Stk. 2. En udlænding skal udvises efter §§ 22-24 og § 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
§ 2§-link ↗
Loven træder i kraft den 1. juli 2011 og finder anvendelse for lovovertrædelser begået efter lovens ikrafttræden. For lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende regler anvendelse.
§ 3§-link ↗
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.