Lovbekendtgørelse nr. 1123 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

Bekendtgørelse af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

Dokumentdato: 24. okt. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til, skal tilsikre, at bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem.

§ 2.§-link ↗

Medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt over medlemskontingentet, skal afgive en skriftlig erklæring herom.

Stk. 2. Foreningen skal en gang hvert år tilsende medlemmerne en blanket, der indeholder teksten til en sådan erklæring. Denne forpligtelse kan opfyldes ved, at blanketten trykkes i et medlemsblad eller lignende publikation. Erklæringen skal have følgende tekst: »Jeg ønsker at være fritaget for at betale bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt over medlemskontingentet.« En kopi af blanketten indsendes til justitsministeren tillige med dokumentation for, at blanketten er tilsendt foreningens medlemmer.

Stk. 3. Erklæringen skal indsendes til foreningens revisor. Dette skal fremgå af den i stk. 2 nævnte blanket. Erklæringer, som medlemmerne indsender til foreningen, skal straks videresendes til foreningens revisor. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om blankettens udformning og om revisors behandling af de modtagne erklæringer.

Stk. 4. Der må ikke ske uberettiget videregivelse af oplysninger om, hvem der er fritaget for betaling af bidrag eller har anmodet herom. Politiske partiers regnskaber

§ 3.§-link ↗

Partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, skal aflægge regnskab over partiets landsorganisations indtægter og udgifter. Regnskabet skal indeholde oplysninger om følgende indtægtstyper: 1) Offentlig partistøtte. 2) Kontingentindtægter. 3) Yderligere private tilskud fra private personer. 4) Renteindtægter. 5) Tilskud fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.

Stk. 2. Såfremt et parti i regnskabsåret, jfr. § 4, stk. 1, fra samme private tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr., skal tilskudsyderens navn og adresse fremgå af regnskabet. Regnskabet skal endvidere indeholde oplysning om den samlede størrelse af eventuelle anonyme tilskud og oplysning om størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud på mere end 20.000 kr.

Stk. 3. Regnskabet skal indeholde oplysning om balance og egenkapital.

§ 4.§-link ↗

Regnskabet aflægges årligt for perioden 1. januar til 31. december.

Stk. 2. Regnskabet skal underskrives af partiets ledelse og indeholde en erklæring om, at partiet ikke har haft andre indtægter end anført i regnskabet.

§ 5.§-link ↗

Partiets ledelse indsender senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning en bekræftet kopi af regnskabet til Folketinget, der fremlægger regnskabet til gennemsyn for offentligheden. Straffebestemmelser, ikrafttræden m.v.

§ 6.§-link ↗

Overtrædelse af § 2, stk. 4, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges foreninger (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 6 a.§-link ↗

Den, der afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der afgiver urigtige erklæring efter § 4, stk. 2.

Stk. 3. Der kan pålægges partiorganisationer (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7.§-link ↗

Loven træder i kraft den 1. januar 1991.

§ 8.§-link ↗

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.