Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om CO 2 -kvoter for elproduktion (Fastsættelse af CO 2 -kvote for 2004 og ændret anvendelse af afgiftsprovenu) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 376 af 2. juni 1999 om CO 2 -kvoter for elproduktion foretages følgende ændringer: 1. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) 20 mio. t i 2004. « 2. I § 3, stk. 1, og § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »For tildelinger for år 2004 er fristen dog den 31. januar 2004.« 3. § 5, stk. 3, affattes således: »Stk. 3. CO 2 -opsparingsgrænsen efter stk. 1 og 2 udgør indtil år 2003 20 mio. t CO 2 , og herefter har opsparingsgrænsen samme størrelse som den i § 2, stk. 1, angivne CO 2 -kvote. « 4. I § 6 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. Overdragelsen af en udledningstilladelse skal være gennemført og indberettet til økonomi- og erhvervsministeren senest den 30. april, såfremt denne skal have virkning for det foregående år. « 5. I § 13, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »Provenuet kan tillige anvendes til finansiering af udgifter til fremme af energieffektive teknologier. « § 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 2004. Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2003 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Bendt Bendtsen