§ 1.§-link ↗
Loven har til formål at fastlægge administrationen af tilskud til Danmark fra Den Europæiske Regionalfond (Regionalfonden) i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, der følger af Traktaten om Den Europæiske Union, gældende Rådsforordninger og beslutninger truffet af Kommissionen.
Stk. 2. Loven har endvidere til formål at fastlægge administrationen af den statslige medfinansiering af Regionalfondens aktiviteter på en ensartet og decentral måde.
§ 2.§-link ↗
(Ophævet)
§ 3§-link ↗
. Erhvervsministeren er den øverste ansvarlige myndighed for administrationen af Regionalfonden i Danmark og tilhørende statslig medfinansiering samt koordineringen af denne indsats. Erhvervsministeren kan forelægge betalingsanmodninger og modtage betalinger fra Kommissionen samt træffe afgørelse om tilsagn om og udbetaling af tilskud, herunder forskudsvis udbetaling, fra Regionalfonden og tilhørende statslig medfinansiering. Afgørelser om tilsagn træffes som udgangspunkt på baggrund af en regional indstilling.
§ 4.§-link ↗
Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for forelæggelse af betalingsanmodninger og modtagelse af betalinger fra Kommissionen samt regler om administrationen af tilskud fra Regionalfonden i Danmark og tilhørende statslig medfinansiering.
Stk. 2. Tilskud kan ydes i form af globaltilskud og tilskud til foranstaltninger eller operationer.
Stk. 3. Tilskud kan nedsættes helt eller delvis, og et allerede udbetalt tilskud kan kræves tilbagebetalt helt eller delvis, eventuelt med tillæg af renter, hvis det konstateres, at 1) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med de forud godkendte planer, 2) de opstillede betingelser i denne lov og administrative bestemmelser, der er udstedt i medfør af denne lov, eller de gældende forordninger på området ikke opfyldes, eller 3) forudsætningerne for tilsagn om tilskud i øvrigt er væsentligt ændrede.
Stk. 4. Der kan i konkrete tilfælde gives tilladelse til, at en privat eller selvejende projektadministration får udbetalt forskud eller modtager afsluttende betaling under forbehold af det endelige regnskabs godkendelse, selv om beløbet endnu ikke er modtaget fra Kommissionen.
§ 5.§-link ↗
Erhvervsministeren er ansvarlig for kontakten til Kommissionen med henblik på indgivelse af ansøgning om geografisk afgrænsning af støtteberettigede områder samt udviklingsplaner og ansøgningsdokumenter, der skal danne grundlag for Kommissionens tildeling af midler fra Regionalfonden til Danmark med henblik på i et partnerskab med Kommissionen at virkeliggøre Regionalfondens målsætninger i Danmark.
§ 6.§-link ↗
Henlægger ministeren sine beføjelser efter loven til Erhvervsfremme Styrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Overvågningsudvalg
§ 7.§-link ↗
Erhvervsministeren nedsætter overvågningsudvalg for de programmer og initiativer, hvor erhvervsministeren er koordinerende myndighed. Udvalgene nedsættes senest tre måneder efter Kommissionens godkendelse af programmet.
Stk. 2. Medlemmerne af overvågningsudvalgene repræsenterer Erhvervsministeriet, andre involverede ministerier, arbejdsmarkedets parter, amtskommunale og kommunale parter samt eventuelt særligt interesserede organisationer. En repræsentant fra Kommissionen og i givet fald en repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank deltager i arbejdet i overvågningsudvalgene, hvor de har taleret. Erhvervsministeren kan efter udtalelse fra vedkommende overvågningsudvalg træffe beslutning om udpegning af nye eller yderligere medlemmer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Har erhvervsministeren efter § 8 a, stk. 3, bemyndiget en myndighed til helt eller delvist at fungere som administrationsmyndighed, skal udpegningen tillige ske efter aftale med denne myndighed. Der udpeges tillige suppleanter.
Stk. 3. Erhvervsministeriet eller den myndighed, som er bemyndiget efter § 8 a, stk. 3, varetager formandskabet og sekretariatsfunktionen i overvågningsudvalgene.
Stk. 4. Medlemmer af og suppleanter til overvågningsudvalgene udpeges for et tidsrum svarende til det pågældende programs varighed.
Stk. 5. Overvågningsudvalgene fastsætter selv deres forretningsorden i overensstemmelse med de til enhver tid gældende forordningers og programmers bestemmelser. Regionale udvalg
§ 8.§-link ↗
Erhvervsministeren kan pålægge amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner og primærkommunerne at nedsætte regionale udvalg. De regionale udvalg har til opgave at indstille projekter til erhvervsministerens endelige godkendelse, jf. § 3.
Stk. 2. Det regionale udvalg fastlægger i sin forretningsorden, hvilken myndighed der varetager formandskabet og sekretariatsfunktionen for udvalget.
Stk. 3. De myndigheder, der nedsætter det regionale udvalg, skal påse, at indstillingerne er i overensstemmelse med gældende forordninger, med programmernes udvælgelseskriterier, prioriteter og finansieringsplaner.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan bemyndige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner og primærkommuner til at varetage administrationsmyndighedsopgaver. Grænseoverskridende udvalg og programmer
§ 8 a.§-link ↗
Erhvervsministeren kan pålægge amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner og primærkommuner at medvirke til nedsættelse af grænseoverskridende regionale udvalg med deltagelse fra regioner i lande, der deler grænse.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan, efter fastsættelse af nærmere regler herom, bemyndige disse udvalg til at træffe afgørelser om tilsagn om tilskud fra Regionalfonden.
Stk. 3. Ved grænseoverskridende programmer kan erhvervsministeren, efter fastsættelse af nærmere regler herom, bemyndige amtskommunale og kommunale myndigheder til helt eller delvist at fungere som administrationsmyndighed.
§ 8 b.§-link ↗
Når programmerne omfatter regioner i flere lande, hvoraf et eller flere er medlem af Den Europæiske Union, kan erhvervsministeren, når særlige forhold gør det nødvendigt og efter fastsættelse af nærmere regler herom, bemyndige myndigheder og kompetente institutioner, herunder private institutioner, til at varetage administrationsmyndighedsopgaver.
§ 9.§-link ↗
Erhvervsministeren har ansvaret for, at der gennemføres kontrol og tilsyn med regionalfondsfinansierede foranstaltninger, herunder at der sker regnskabsaflæggelse, revision og evaluering.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kontrol, tilsyn, regnskaber, revision og evaluering, herunder om afgivelse og indsamling af oplysninger om projekter, om budgetter og om projekt- og situationsrapporter.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tillige for den statslige medfinansiering af tilskud fra Regionalfonden.
§ 10.§-link ↗
Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Regionalfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Regionalfonden afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for berettigelsen af det ydede tilskud, eller er der i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget tilskud fra Regionalfonden, skal det med urette modtagne tilskud tilbagebetales med tillæg af renter.
Stk. 2. Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Regionalfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Regionalfonden udvist svigagtigt forhold, kan erhvervsministeren bestemme, at den, der er ansvarlig for ansøgningens indgivelse eller for projektets gennemførelse, foruden at tilbagebetale det modtagne tilskud med tillæg af renter skal udelukkes fra at modtage tilskud til projekter fra Regionalfonden i et bestemt tidsrum.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forhold straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder tillige for den statslige medfinansiering af tilskud fra Regionalfonden.
§ 11.§-link ↗
Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
§ 12.§-link ↗
I lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 25. april 1996, indsættes i § 2 efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Denne lov finder dog ikke anvendelse, for så vidt angår medfinansiering af Regionalfondens aktiviteter, jf. lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering.«
§ 13.§-link ↗
De i henhold til § 3, stk. 3, i lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 25. april 1996, og § 6, stk. 5, i lov om egnsudvikling, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 13. april 1988, fremsatte krav om tilbagebetaling ved forretningsmæssig succes frafaldes.
§ 14.§-link ↗
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne. Lov nr. 336 af 17. maj 2000 indeholder i § 2 følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.2)