Lov nr. 254 · 2000

Historisk

Lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond

Lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond

Dokumentdato: 12. apr. 2000Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Loven har til formål at fastlægge administrationen af tilskud til Danmark fra Den Europæiske Socialfond (herefter benævnt Socialfonden) i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, der følger af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelsen af generelle bestemmelser for strukturfondene og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1784/1999 af 12. juli 1999 om Den Europæiske Socialfond, jf. bilag 1.

§ 2.§-link ↗

Arbejdsministeren er den øverste ansvarlige myndighed for Socialfonden i Danmark og forestår den tværgående koordinering af socialfondsindsatsen. Arbejdsministeren meddeler tilsagn om og udbetaler tilskud fra Socialfonden, ligesom ministeren kan udbetale forskud, selv om beløbet endnu ikke er modtaget fra Europa-Kommissionen. Stk. 2. Efter aftale med vedkommende minister kan arbejdsministeren henlægge ansvaret for den nationale forvaltning af konkrete socialfondsaktiviteter under den pågældende minister. Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om administrationen af tilskud fra Socialfonden i Danmark og om udbetaling af forskud. Stk. 4. Arbejdsministeren kan bemyndige direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen til at udøve de beføjelser, der ved denne lov er tillagt ministeren.

§ 3.§-link ↗

Arbejdsministeren nedsætter overvågningsudvalg for de programmer, der alene vedrører Socialfonden. Stk. 2. Arbejdsministeren nedsætter projektgodkendelsesudvalg for de programmer, der alene vedrører Socialfonden. Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgenes sammensætning og opgaver, arbejdets tilrettelæggelse og udvalgenes virksomhed i øvrigt.

§ 4.§-link ↗

Arbejdsministeren er ansvarlig for, at der etableres en administration til styring af projekter, der modtager tilskud fra Socialfonden. Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om projektadministrationens virke og opgaver.

§ 5.§-link ↗

Arbejdsministeren kan bestemme, at der til brug for administrationen af tilskud fra Socialfonden oprettes og drives registre, der føres i elektronisk form. Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af disse registre, for samkøring til administrative eller tilsynsmæssige formål og for indhentning af oplysninger til brug for registrene.

§ 6.§-link ↗

Arbejdsministeren er ansvarlig for, at der gennemføres kontrol og tilsyn med projekter, der får støtte fra Socialfonden, herunder regnskabsaflæggelse, og at uregelmæssigheder forebygges, afdækkes, korrigeres og forfølges. Stk. 2. Arbejdsministeren har adgang til at gøre sig bekendt med de enkelte projekters regnskaber, beholdninger m.m. Stk. 3. Arbejdsministeren kan foretage regnskabs- og kasseeftersyn i forbindelse med hvert enkelt projekt. Stk. 4. Hvis det skønnes nødvendigt for at indhente de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, kan arbejdsministeren til enhver tid uden retskendelse foretage eftersyn i lokaler m.m., der benyttes af de enkelte projekter, og efterse projektets registreringer om projektdeltagere m.m., uanset om de ønskede oplysninger opbevares i papirudgave eller i elektronisk form. Materiale af betydning for videre kontrol skal udleveres eller indsendes til arbejdsministeren. Stk. 5. Arbejdsministeren skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder. Stk. 6. Den, der er ansvarlig for projektets gennemførelse, samt andre personer, der er tilknyttet projektet, skal yde arbejdsministeren fornøden vejledning og hjælp ved eftersynet. Stk. 7. Politiet yder om nødvendigt arbejdsministeren bistand til gennemførelsen af eftersynet. Arbejdsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom. Stk. 8. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om kontrol, tilsyn, regnskaber, revision og evaluering samt om budgetter og projektrapporter. Stk. 9. Arbejdsministeren kan bemyndige en anden myndighed til at udøve de beføjelser, der er tillagt ministeren i stk. 2-7.

§ 7.§-link ↗

Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Socialfonden afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for berettigelsen af det ydede tilskud fra Socialfonden, eller er der i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget tilskud fra Socialfonden, skal det med urette modtagne tilskud tilbagebetales med tillæg af renter. Stk. 2. Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Socialfonden udvist svigagtigt forhold, kan arbejdsministeren bestemme, at den, der er ansvarlig for projektets gennemførelse, foruden tilbagebetaling af det modtagne tilskud med tillæg af renter skal udelukkes fra at modtage tilskud til projekter fra Socialfonden i et bestemt tidsrum. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forhold straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Stk. 5. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om vilkår for tilbagebetaling og om udelukkelsesperioder i henhold til stk. 2.

§ 8.§-link ↗

Loven træder i kraft den 1. maj 2000. Stk. 2. Loven har virkning for projekter, for hvilke der indgives ansøgning om tilskud fra Socialfonden den 1. maj 2000 eller senere. Stk. 3. Samtidig ophæves lov nr. 335 af 1. maj 1996 om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond. Stk. 4. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.