Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Ledighedsydelse ved overgang til fleksjob og i forbindelse med ferie m.v.) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998, som senest ændret ved § 15 i lov nr. 353 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer: 1. Efter § 73 indsættes: » § 73 a. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer ret til tilskuddet til fleksjob ved flytning til en anden kommune.« 2. § 74, stk. 3, ophæves. Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5. 3. Efter § 74 indsættes før overskriften: »§ 74 a. Personer, der er visiteret til et fleksjob efter § 71, får udbetalt ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob. Stk. 2. Det er en betingelse for at få ledighedsydelse efter visitationen, at personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob opfylder et af følgende krav: 1) Ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, 2) modtager sygedagpenge, 3) deltager i revalidering efter en erhvervsplan. § 74 b. Personer, der er ansat i fleksjob, har ret til at få udbetalt ledighedsydelse under ferie i følgende antal dage og perioder: 1) Er ansættelsen sket i perioden 2. maj til og med 31. juli i et ferieår, har personen ret til 15 dage med ledighedsydelse i såvel det pågældende som det følgende ferieår. 2) Er ansættelsen sket i perioden 1. august til og med 31. december i et ferieår, har personen ret til 10 dage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 15 dage med ledighedsydelse i det følgende ferieår. 3) Er ansættelsen sket i perioden 1. januar og til og med 1. maj i et ferieår, har personen ret til 5 dage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 15 dage med ledighedsydelse i det følgende ferieår. 4) Der sker fradrag i antallet af dage med ret til ledighedsydelse i et ferieår efter nr. 1-3, i det omfang personen til brug for samme ferieår har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn. Stk. 2. Ledighedsydelsen udbetales efter reglerne i § 74. Dog skal der ikke ske nedsættelse med beløb efter § 74, stk. 4.« 4. § 104, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Kommunen afholder udgifterne til ledighedsydelse efter §§ 74 og 74 a. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til ledighedsydelse efter § 74 b. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til tilskud til skånejob efter § 76.« 5. § 109, stk. 1, nr. 7, affattes således: »7) § 79, stk. 3, om mindstebeløb for ATP-beregning.« 6. § 109, stk. 1, nr. 8, ophæves. 7. I § 109, stk. 1, indsættes som nr. 9: »9) § 100, stk. 2, om rådighedsbeløb.« 8. § 109, stk. 1, nr. 10, ophæves. § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2000, nr. 7 og 8 dog med virkning fra 1. januar 1999. Stk. 2. Personer, der er visiteret til fleksjob i perioden 1. oktober 1999-31. december 1999 er berettiget til ledighedsydelse efter § 1, nr. 3, for den del af en periode på op til 3 måneder efter visitationen, der ligger efter lovens ikrafttræden. Stk. 3. Personer, der ved lovens ikrafttræden har været ansat under 1 år i fleksjob, er berettiget til ledighedsydelse under ferie efter bestemmelserne i § 1, nr. 3, for den periode efter ansættelsen, der ligger efter lovens ikrafttræden. Givet på Christiansborg Slot, den 20. december 1999 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Karen Jespersen