Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om varmeforsyning (Overførsel af Gas- og Varmeprisudvalgets opgaver til Energitilsynet) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning, som ændret ved § 1 i lov nr. 327 af 14. maj 1992, lov nr. 96 af 9. februar 1994, lov nr. 213 af 29. marts 1995 og lov nr. 436 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer: 1. I § 20, stk. 1, 2. pkt., ændres »Gas- og Varmeprisudvalgs« til: »Energitilsyns«. 2. I § 21, stk. 1 og 3, og § 33 ændres »Gas- og Varmeprisudvalget« til: »Energitilsynet«. 3. I § 23, stk. 1, ændres »Gas- og Varmeprisudvalgets« til: »Energitilsynets«. 4. § 22 ophæves. 5. § 23, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Med hensyn til tilsynets beføjelser til at kræve oplysning m.v., tilsynets adgang til fremmed ejendom og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder §§ 81 og 89 i lov om elforsyning anvendelse.« § 2 Stk. 1. Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Stk. 2. Sager, der er under behandling af Gas- og Varmeprisudvalget, færdigbehandles af Energitilsynet, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at Gas- og Varmeprisudvalget indtil et nærmere fastsat tidspunkt skal fortsætte med at behandle sager, der er indbragt for udvalget. § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Givet på Christiansborg slot, den 2. juni 1999 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Svend Auken