Lov nr. 436 · 1995

Historisk

Lov om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende

Lov om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende

Dokumentdato: 14. jun. 1995Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Lovens formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med loven er - under hensyntagen til såvel rygere som ikkerygere - at begrænse generne ved passiv rygning i offentlige lokaler, transportmidler og lignende samt at begrænse den sundhedsfare, der er forbundet hermed.

Kapitel 2 · Kommuner og amtskommuner

§ 2.§-link ↗

Hver kommunalbestyrelse og hvert amtsråd fastsætter med virkning senest fra den 1. januar 1996 bestemmelser om røgfri miljøer på kommunale og amtskommunale arbejdspladser og sygehuse, i kommunale og amtskommunale uddannelsesinstitutioner, dag- og døgninstitutioner, transportmidler og lignende samt i kommunale og amtskommunale lokaler, hvortil offentligheden har adgang.

Kapitel 3 · Staten

§ 3.§-link ↗

På statslige arbejdspladser er tobaksrygning ikke tilladt i lokaler, som udgør arbejdsstedet for mere end en ansat, samt i fælles opholdslokaler og lignende for de ansatte.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i lokaler omfattet af stk. 1, såfremt de ansatte, der har arbejdssted i sådanne lokaler, erklærer sig indforstået hermed, eller såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen af de andre ansatte ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

Stk. 3. Tobaksrygning er endvidere tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere. I tilfælde, hvor det er overordentlig vanskeligt eller kostbart at indrette særskilte lokaler til tobaksrygning, kan tobaksrygning tillades i særligt markerede områder, såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen af de andre ansatte ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 4.§-link ↗

Tobaksrygning er ikke tilladt under møder i den statslige forvaltning, herunder møder i offentlige råd, nævn og kommissioner, medmindre samtlige mødedeltagere er enige om at tillade tobaksrygning.

§ 5.§-link ↗

Tobaksrygning er ikke tilladt i statslige lokaler, hvortil der er adgang for offentligheden.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere.

§ 6.§-link ↗

Tobaksrygning er ikke tilladt på statslige dag- og døgninstitutioner og uddannelsesinstitutioner.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er indrettet for rygere.

Stk. 3. På institutioner, hvor der ikke er mulighed for at benytte særskilte lokaler for rygere, kan tobaksrygning tillades i øvrige lokaler, såfremt der samtidig træffes foranstaltninger, der sikrer, at ingen ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 7.§-link ↗

Tobaksrygning er ikke tilladt i statslige transportmidler i fast rutefart inden for landets grænser.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i statslige transportmidler, såfremt der er truffet foranstaltninger, der sikrer, at ingen ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

§ 8.§-link ↗

Uanset bestemmelserne i §§ 2-6 kan tobaksrygning undtagelsesvis tillades, hvor der er særlige hensyn, der taler imod et forbud mod tobaksrygning, og hvor det kan ske, uden at andre ufrivilligt generes heraf.

§ 9.§-link ↗

Vedkommende myndighed oplyser ved skiltning og lignende om reglerne for tobaksrygning i de pågældende lokaler og transportmidler.

Kapitel 4 · Hovedstadens Sygehusfællesskab

§ 10.§-link ↗

Hovedstadens Sygehusfællesskabs bestyrelse fastsætter med virkning senest fra den 1. januar 1996 bestemmelser om røgfri miljøer på Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse m.v.

Kapitel 5 · Ikrafttrædelse

§ 11.§-link ↗

Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

§ 12.§-link ↗

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.