Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om elforsyning (Indregning af tab ved sideordnede aktiviteter) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 54 af 25. februar 1976 om elforsyning, som senest ændret ved lov nr. 95 af 9. februar 1994, foretages følgende ændring: I § 9 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke: »Stk. 5. Med miljø- og energiministerens forudgående godkendelse kan der i prisen for elektricitet indregnes realiseret tab på investeringer i sideordnede aktiviteter. Godkendelsen er betinget af, at den tabsgivende aktivitet er ophørt senest den 1. oktober 1994. Opgørelsen af det indregningsberettigede tab og dettes indregning i prisen for elektricitet skal godkendes af Elprisudvalget, som tillige fastsætter betingelser herfor.« Stk. 5 bliver herefter stk. 6. § 2 Loven træder i kraft den 1. februar 1995 og har virkning fra den 1. januar 1995. Givet på Christiansborg Slot, den 18. januar 1995 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Svend Auken