Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om ændring af lov om jordfordeling mellem landejendomme VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov om jordfordeling mellem landejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 467 af 22. juni 1990, foretages følgende ændringer: 1. I § 2 indsættes som stk. 7 og 8: »Stk. 7. Jordbrugsdirektoratet kan beslutte, at en anmodning om jordomlægninger mellem et begrænset antal ejendomme kan fremmes til kommissionens godkendelse uden iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-6. Stk. 8. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler for fremme af sager efter stk. 7.« 2. Efter § 2 indsættes: »§ 2 a. Jordbrugsdirektoratet kan beslutte, at sager, der fremmes efter § 2, stk. 7, og godkendes af kommissionen, skal forelægges kommissionen til gennemførelse og berigtigelse ved een kendelse. For kendelsen gælder bestemmelserne i § 4, stk. 2-4, og §§ 5-7.« 3. I § 3, stk. 4, sidste pkt., udgår », jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984«. 4. I § 9, stk. 2, indsættes efter »jordfordelingen«: », dog højst 1.500 kr. pr. ha.« 5. I § 9 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Landbrugsministeren kan bestemme, at statskassens afholdelse af udgifter i henhold til stk. 1 ved gennemførelse af sager efter § 2 a vil kunne erstattes af et tilskud til udgifter, der afholdes af lodsejerne.« § 2 Landbrugsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Givet på Christiansborg Slot, den 22. december 1993 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Bjørn Westh