Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse af lov for Færøerne om den offentlige sygeforsikring Herved bekendtgøres lov for Færøerne om den offentlige sygeforsikring jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 7. november 1977, med de ændringer, der følger af lov nr. 215 af 23. maj 1979, § 5 i lov nr. 233 af 26. maj 1982 og § 2 i lov nr. 720 af 18. november 1987. Afsnit 1 Sygeforsikring. § 1. Enhver, der opfylder de i denne lovs § 5 fastsatte betingelser, er berettiget til optagelse som nydende medlem af en anerkendt sygekase. Stk. 2. Den, der ikke benytter sig af denne ret, er forpligtet til efter de i § 6 angivne regler at være bidragydende medlem af en anerkendt sygekasse. Kap. I. Sygekasser. § 2. Ved en sygekasse forstås en forening, hvis medlemmer har sluttet sig sammen for ved bestemte bidrag at sikre hverandre gensidig hjælp i sygdomstilfælde. Færøernes Landsstyre meddeler efter indstilling af Almannastovan en sygekasse anerkendelse, når kassen findes at fyldstgøre de i denne lov indeholdte forskrifter. Stk. 2. De i stk. 1, 2. punktum, omhandlede foreninger har pligt til at benævne sig sjukrassi (sygekasse) og til at bruge dette ord i betegnelsen af deres virksomhed. Stk. 3. Der kan kun anerkendes een sygekasse inden for hvert af de færøske lægedistrikter. Færøernes Landsstyre kan tillade, at en sygekasse omfatter 2 eller flere lægedistrikter. § 3. De nydende medlemmer af en sygekasse, der har opnået den i kassens vedtægt fastsatte alder og ikke har mistet deres rettigheder som nydende medlemmer på grund af restance med medlemsbidraget, vælger for 4 år ad gangen et repræsentantskab. Repræsentantskabet vælges i stedlige kredse, der fastsættes i kassens vedtægt. De nærmere regler for valg af repræsentantskab, herunder om repræsentation for begge de i § 9, stk. 1, nævnte grupper af nydende medlemmer, fastsættes af Færøernes Landsstyre efter indstilling af Almannastovan og efter forudgående forhandling mellem denne og Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne. Det skal i disse regler bestemmes, at repræsentantskabet skal bestå af 10-50 personer efter kassens medlemstal foruden de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer, der er selvskrevne medlemmer af repræsentantskabet. Stk. 2. Repræsentantskabet vælger efter nærmere i sygekassens vedtægt fastsatte regler kassens formand og de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Formandsskifte skal inden 1 måned efter, at nyvalg har fundet sted, indberettes til Almannastovan. Stk. 3. I sygekassens vedtægt skal der optages bestemmelser, som sikrer hver af de i § 9, stk. 1, omhandlede grupper af nydende medlemmer ret til at vælge en passende repræsentation i sygekassens bestyrelse, dog at der i alle tilfælde skal sikres hver gruppe ret til mindst 1 medlem. Stk. 4. Personer, der er ansat i en sygekasses tjeneste, eller som hører til et fag, hvis udøvere har overenskomst med sygekassen, samt andre personer, der står i økonomisk forbindelse med kassen, er ikke valgbare til repræsentantskabet eller bestyrelsen, selv om de er medlemmer af kassen. § 4. For enhver anerkendt sygekasse skal findes en vedtægt, affattet på grundlag af en mønstervedtægt, udarbejdet af Almannastovan efter indhentet udtalelse fra Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne. Den af sygekassens repræsentantskab affattede vedtægt samt ændringer heri skal for at være gyldige godkendes af Almannastovan. Forinden godkendelsen skal Almannastovan påse, at der i vedtægten er tilsikret nydende medlemmer, hvis indtægt er over den i § 9, stk. 3, omhandlede grænse, ydelser i et omfang, der så vidt muligt svarer til de ydelser, som er tilsikret nydende medlemmer, hvis indtægt ikke er over denne grænse, og Almannastovan skal tillige påse, at hver medlemsgruppes bidrag til sygekassens fastsættes i forhold til de rettigheder, der er tilsikret vedkommende gruppe. Kap. II. Nydende og bidragydende medlemskab. § 5. Som nydende medlem af en sygekasse kan optages enhver person, der er bosat på Færøerne eller forhyret med færøsk skib. Optagelsen skal ske i den kasse, i hvis område pågældende har bopæl. En forhyret, der ikke har fast bopæl, skal optages i den kasse, inden for hvis område skibet har hjemsted. Et medlems børn under 16 år, herunder plejebørn, der er anbragt hos ham i familiepleje, omfattes af medlemmets forsikring. Stk. 2. Den, der begærer sig indmeldt som nydende medlem senest ved det fyldte 16. år, har ret til hjælp fra sygekassen fra begæringens dato. Personer, der bosætter sig på Færøerne efter det fyldte 16. år, har ret til hjælp fra sygekassen efter forløbet af 6 uger fra begæringsns dato, når de søger optagelse direkte som nydende medlemmer inden 1 år efter bosættelsen. Denne ventetid gælder dog ikke for personer, der vender tilbage for at bosætte sig på Færøerne efter at have opholdt sig i udlandet som udsendt repræsentant for en færøsk eller dansk offentlig myndighed, som ansat i et færøsk eller dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i færøsk eller dansk interesse eller med henblik på uddannelse, forudsat at de pågældende begærer sig indmeldt inden 6 uger efter, at de er vendt tilbage til Færøerne. Ventetiden gælder heller ikke ved tilflytning fra den øvrige del af riget, hvis indmeldelse begæres inden 6 uger efter tilflytningen. Stk. 3. Den, der overgår fra det i § 6 omhandlede bidragydende medlemskab til nydende medlemskab, har ikke ret til hjælp fra sygekassen, før der er forløbet et tidsrum af 3 måneder efter, at overgang som nydende medlem har fundet sted. Retten til den i § 17 omhandlede fødselshjælp indtræder først 10 måneder efter, at overgang har fundet sted. § 6. Enhver person over 16 år, der er bosat på Færøerne, og som ikke er nydende medlem af en i henhold til denne lov anerkendt sygekasse, skal være bidragydende medlem af den sygekasse, inden for hvis område han bor. Færøernes Landsstyre kan fastsætte særregler, hvorefter pligten til bidragydende medlemskab bortfalder for udsendt personale ved konsulære repræsentationer på Færøerne og for personer, der er medlemmer af sygeforsikringen i et andet land. Stk. 2. Optagelse skal søges ved det fyldte 16. år. Stk. 3. Den, der bosætter sig på Færøerne efter det fyldte 16. år, skal søge optagelse som bidragsydende medlem inden 1 år efter bosættelsen. Stk. 4. Færøernes Landsstyre kan fastsætte regler om udskydelse af det tidspunkt, da optagelse skal søges, for personer, der ved det fyldte 16. år er indlagt i særforsorgsanstalter o.lign. Stk. 5. Bidragydende medlemmer har ikke ret til hjælp af sygekassen eller krav på de i § 28 omhandlede fordele, ligesom de ikke kommer i betragtning, når der i medfør af denne lov tages hensyn til medlemstal. § 7. Færøernes Landsstyre træffer de fornødne foranstaltninger til, at den i § 6 omhandlede forpligtelse bliver almindelig kendt, i hvilken henseende bistand kan kræves af skoler, læremestre og andre institutioner og personer, der i særlig grad kommer i berøring med ungdommen. Stk. 2. Landsstyret fastsætter sådanne regler vedrørende førelse af folkeregistre og anmeldelser til disse samt for samarbejde mellem registrene og sygekasserne, som skønnes at ville fremme indmeldelsen i kasserne og medvirke til forsikringens opretholdelse gennem disse. I forbindelse hermed pålægges det folkeregistre og sygekasser at foranledige, at personer, der ikke ses at have opfyldt deres forpligtelse til at stå som medlem af en sygekasse, registreres som bidragydende medlemmer af vedkommende sygekasse fra det tidspunkt, da optagelse skulle søges. § 8. Forinden en person kan optages som eller overgå til at være nydende medlem af en anerkendt sygekasse, må pågældende afgive erklæring på tro og love om størrelsen af sin årlige indtægt samt om, hvorvidt han er medlem af anden sygeforsikring, eller der på anden måde er sikret ham hjælp i sygdomstilfælde. Den nævnte erklæring skal afgives på en af Almannastovan godkendt blanket. Bestyrelsens afgørelse om optagelse skal foreligge inden 1 måned efter erklæringens modtagelse. § 9. De nydende medlemmer af en anerkendt sygekasse henføres til følgende medlemsgrupper: Gruppe A. Nydende medlemmer, for hvem den efter stk. 2 fastsatte indtægt ikke er over den i stk. 3 fastsatte grænse. Gruppe B. Nydende medlemmer, for hvem den efter stk. 2 fastsatte indtægt er over den i stk. 3 fastsatte grænse. Stk. 2. Som indtægt betragtes den skattepligtige indtægt efter fradrag af sådanne private renter, som fradrages med en procentdel i den beregnede skat. Samlevende ægtefæller, der begge er nydende medlemmer, henføres til samme medlemsgruppe, der bestemmes efter mandens indtægt eller - hvis hustruen er ansat særskilt til skat - efter ægtefællernes sammenlagte indtægter. Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør for gifte 128.900 kr. For andre udgør grænsen 75 pct. af grænsen for gifte. Grænsen reguleres een gang årligt med virkning fra 1. januar, således at den forhøjes eller nedsættes i forhold til ændringerne af faglærte arbejderes årsindtægt ved fuld beskæftigelse, beregnet på grundlag af de af Landsstyret senest meddelte oplysninger om den gennemsnitlige timefortjeneste ekskl. overtidstillæg. Reguleringen sker første gang pr. 1. januar 1980 på grundlag af de siden oktober 1978 indtrufne ændringer i den beregnede årsindtægt. Grænserne afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. For forsørgere af et eller flere børn under 16 år forhøjes grænsen med 13.500 kr. for hvert barn. Dette beløb reguleres efter samme regler som indtægtsgrænsen og afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 25. Stk. 4. Færøernes Landsstyre fastsætter i øvrigt de nærmere betingelser for medlemskab i en anerkendt sygekasses medlemsgruppe A, herunder om betydningen af ægteskabs indgåelse og opløsning og om adgangen til at sidestille enlige forsørgere med gifte. § 10. Hvert år, efter at Færøernes Landsstyre har fastsat de i § 9, stk. 3, nævnte indtægtsgrænser, foretager enhver sygekasse en sammenligning mellem kassens fortegnelse over medlemmer i gruppe A og en fra de centrale skattemyndigheder modtaget liste over de skatteydere, hvis skattepligtige indkomst ligger over de i § 9, stk. 3, fastsatte grænser. Skattemyndighederne er forpligtet til at stille den nævnte liste til sygekassens rådighed. På grundlag af dette materiale, der ikke må offentliggøres, overføres de medlemmer, der efter deres økonomiske stilling ikke længere kan forblive som nydende medlem i gruppe A, til gruppe B, medmindre de begærer sig overført til bidragydende medlemskab. Stk. 2. I tilfælde, hvor indtægtsforholdene for et medlem, der efter reglen i stk. 1 henføres til gruppe B, undergår en pludselig og varig forandring, der f.eks. skyldes, at en forsørger er afgået ved døden, eller at den pågældende har mistet sit arbejde, vil medlemmet efter ansøgning kunne henføres til gruppe A, såfremt størrelsen af den forventede fremtidige indtægt er under den i § 9, stk. 3, omhandlede grænse. Stk. 3. Afgørelse efter stk. 2 træffes af et udvalg, der nedsættes af Færøernes Landsstyre, og som består af 3 medlemmer, hvoraf 2 udpeges af Landsstyret og 1 af Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne. Landsstyret fastsætter de nærmere regler om udvalgets virksomhed. Stk. 4. For udvalget kan endvidere indbringes andre spørgsmål om, hvorvidt et nydende medlem skal henføres til gruppe A eller B. Spørgsmålet kan indbringes af medlemmet selv eller af en læge, der benyttes af sygekassen. Stk. 5. Udvalgets afgørelser efter stk. 2 og 4 kan indbringes for Almannastovan, der har den endelige administrative afgørelse. Kap. III. Sygekassernes ydelser. § 11. Til nydende medlemmer, hvis indtægt ikke er over den i § 9, stk. 3, omhandlede grænse (medlemmer i gruppe A), skal sygekassen i sygdomstilfælde yde fri lægehjælp ved alment praktiserende læge, for så vidt pågældende opholder sig inden for sygekassens stedlige område, jf. dog § 18. Til de nævnte medlemmer skal sygekassen endvidere inden for sit stedlige område yde anden lægehjælp ved alment praktiserende læge i det omfang, sådan hjælp er omfattet af en overenskomst efter § 18. Stk. 2. Til de i stk. 1 omhandlede medlemmer skal sygekassen yde lægehjælp ved anerkendt speciallæge efter nærmere i vedtægten fastsatte regler. Stk. 3. Det kan i sygekassens vedtægt bestemmes, at medlemmerne, når fri lægehjælp er tilsikret dem, skal vælge læge for eet år ad gangen, og at sygekassen kun betaler lægehjælp af pågældende art, når den er ydet af denne læge eller af hans stedfortræder. Det bestemmes endvidere i vedtægten, i hvilket omfang der ved medlemmernes benyttelse af fri lægehjælp skal afkræves dem en kontrolafgift. Stk. 4. Til nydende medlemmer, hvis indtægt er over den i § 9, stk. 3, omhandlede grænse (medlemmer i gruppe B), skal sygekassen yde refusion af de af medlemmerne afholdte udgifter til lægehjælp efter nærmere i vedtægten fastsatte regler. § 12. Det kan i sygekassens vedtægt bestemmes, at kassen på nærmere vilkår helt eller delvis betaler for ophold på rekonvalecenthjem, der er godkendt af Færøernes Landsstyre. § 13. Til alle nydende medlemmer skal sygekassen yde 3/4 af betalingen for lægemidler, der ordineres af lægen (eller af tandlægen, i det omfang denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er omfattet af stk. 4, nr. 1) og 2). Stk. 2. Herudover kan sygekassen i sin vedtægt i overensstemmelse med stk. 4, nr. 3), optage bestemmelse om betaling af 3/4 af udgiften til visse lægemidler, som lægen ordinerer. Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter tillige udgifterne ved forsendelsen af lægemidlerne. Stk. 4. Færøernes Landsstyre fastsætter og offentliggør: 1) Hvilke lægemidler der skal omfattes af stk. 1, således at landskassen yder fuld refusion, jf. § 27, stk. 2, nr. 3. 2) Hvilke lægemidler der i øvrigt skal omfattes af stk. 1. 3) Hvilke lægemidler der skal omfattes af stk. 2. Færøernes Landsstyre fastsætter de nærmere regler, herunder hvorvidt de i stk. 1 og 2 omhandlede tilskud fra sygekassen skal være betinget af, at lægemidlerne ordineres til bestemte sygdomme. Stk. 5. Sundhedsstyrelsen rådgiver Fæeøernes Landsstyre i sager om de i paragraffen omhandlede tilskud til lægemidler. § 14. Det kan bestemmes i sygekassens vedtægt, at der ydes tilskud til tandbehandling af nydende medlemmer. Stk. 2. Færøernes Landsstyre fastsætter retningslinjer for ydelsen og kan herunder tillade sygekasserne at yde et forhøjet tilskud til medlemmer, der underkaster sig regelmæssigt tandeftersyn. § 15. Det kan bestemmes i vedtægten, at der ydes hjemmesygepleje til nydende medlemmer. § 16. Det kan endvidere bestemmes i vedtægten, at der ydes tilskud til nydende medlemmer til betaling af briller, mindre bandager og andre hjælpemidler samt til fysiurgisk behandling o.lign. § 17. I barselstilfælde skal sygekassen yde nydende medlemmer i gruppe A, jf. dog § 18: 1) Fri fødselshjælp ved jordemoder og den i umiddelbar forbindelse med fødselshjælpen stående hjælp til moder og barn, jf. anordning nr. 246 af 28. marts 1953, hvorved lov om udøvelse af jordemodergerning sættes i kraft på Færøerne, samt de ved fødslen nødvendige forbindsstoffer, vat o.lign. af den art og i den udstrækning, som Sundhedsstyrelsen forordner. 2) fri lægehjælp, herunder narkose. Stk. 2. Til medlemmer i gruppe B ydes refusion for de i stk. 1 omhandlede udgifter i henhold til nærmere i sygekassens vedtægt fastsatte regler. § 18. Overenskomster mellem anerkendte sygekasser eller sammenslutninger af sådanne kasser og læger, tandlæger, jordemødre eller andre om vilkårene for ydelsen af den hjælp, sygekassen efter §§ 11, 14, 16 og 17 stiller til rådighed for sine nydende medlemmer, samt ændringer i sådanne overenskomster, skal for at være gyldige være godkendt af Færøernes Landsstyre, som navnlig vil have at påse, at de ved overenskomsten fastsatte takser står i et passende forhold til ydelserne. Stk. 2. Såfremt godkendelse af overenskomst mellem sygekasser og læger om ydelse af den i § 11, stk. 1, omhandlede lægehjælp til nydende medlemmer i gruppe A ikke meddeles, er vedkommende sygekasse ikke berettiget til at yde lægehjælp efter nævnte bestemmelse, men skal efter Færøernes Landsstyres nærmere bestemmelse imod forevisning af specificerede og kvitterede regninger fra lægen refundere medlemmerne en nærmere fastsat andel af medlemmernes udgifter. Det samme gælder, såfremt overenskomst om ydelse af den omhandlede lægehjælp ikke foreligger, dog at Færøernes landsstyre - efter indhentet erklæring fra det i § 33 omhandlede mæglings- og voldgiftsnævn - kan pålægge vedkommende sygekasse at yde lægehjælp. Stk. 3. Den i stk. 2 angivne regel finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger overenskomst eller godkendelse af overenskomst mellem sygekasser og jordemødre, for så vidt angår de i § 17 omhandlede arter af hjælp, som sygekassen er pligtig at yde sine nydende medlemmer. Stk. 4. Overenskomster mellem sygekasser og læger, tandlæger, jordemødre og andre kan afsluttes således, at de kun omfatter nydende medlemmer i gruppe A. I så fald skal der - for så vidt der i henhold til loven tilsikres samtlige nydende medlemmer lige ret til de pågældende ydelser - fastsættes regler, hvorefter sygekassen skal yde nydende medlemmer i gruppe B refusion af udgiften til disse ydelser. Færøernes Landsstyre fastsætter nærmere retningslinjer for reglerne herom. Når overenskomsten hjemler betaling pr. ydelse fra sygekassen, skal refusionen til medlemmer i gruppe B mindst udgøre samme beløb pr. ydelse. § 19. Når den gennemsnitlige udgift pr. nydende medlem i gruppe A til fri lægehjælp i et regnskabsår har overskredet de færøske sygekassers gennemsnitlige tilsvarende udgift pr. medlem med 25 pct. eller derover, henleder Almannastovan kassens opmærksomhed på dette forhold, for så vidt omstændighederne taler derfor. Stk. 2. Hvis sygekassens gennemsnitlige udgift til den i stk. 1 omhandlede hjælp herefter ikke i det følgende år nedbringes så meget, at udgiften højst udgør 20 pct. mere end de færøske sygekassers gennemsnitsudgift pr. medlem, kan Almannastovan, når forholdene i øvrigt taler derfor, kræve, at kassen skal ophøre med at yde den omhandlede hjælp uden vederlag fra medlemmerne og indtil videre overgå til at yde medlemmerne delvis betaling for den modtagne lægehjælp. I så fald skal sygekassen mod forevisning af specificerede og kvitterede regninger fra lægen refundere medlemmerne en af Almannastovan fastsat brøkdel, der ikke må være mindre end 3/4 af det beløb, som sygekassen efter den gældende overenskomst skal betale lægen for den pågældende lægehjælp, beregnet efter betaling pr. ydelse. Almannastovans afgørelse skal foreligge inden 1. oktober og skal have virkning fra førstkommende 1. januar. Efter 1 års forløb er sygekassen berettiget til, såfremt den mener, at forholdene nu har ændret sig, over for Almannastovan at rejse spørgsmål om på ny at yde hjælpen uden vederlag fra medlemmerne. Stk. 3. I tilfælde, hvor så omfattende ydelse af lægehjælp har fundet sted til et nydende medlem i gruppe B, at der må anses at foreligge et misbrug af retten til refusion i henhold til § 11, stk. 4, kan sygekassens bestyrelse efter nærmere i vedtægten fastsatte regler bestemme, at vedkommende medlem ved hvert regnskabsårs begyndelse skal vælge, hvilken læge han i dette år vil benytte, og at sygekassen kun yder erstatning for udgifter til lægehjælp, som er ydet af denne læge eller hans stedfortræder eller efter henvisning fra en af disse. § 20. Ved dødsfald skal sygekassen yde begravelseshjælp til nydende medlemmer, herunder medlemmer, der i medfør af § 23, stk. 3, er fritaget for kontingentbetaling. Begravelseshjælpen udgør 2.030 kr., der reguleres i samme forhold som den begravelseshjælp, der i henhold til sygesikringsloven gælder for den øvrige del af riget. Stk. 2. Ved dødsfald blandt medlemmers børn under 16 år skal der ydes hjælp med følgende procentdele af det i stk. 1 anførte, regulerede beløb: Hvis dødsfald indtræffer: inden det fyldte 1. år ........... 40 pct. i alderen 1-5 år ................. 55 pct. i alderen 5-10 år ................ 70 pct. i alderen over 10 år ............. 75 pct. Stk. 3. Når dødsfaldet har fundet sted uden for Færøerne, og begravelsen finder sted på Færøerne, skal sygekassen ud over begravelseshjælpen efter stk. 1 eller stk. 2 yde en ekstra begravelseshjælp. Hjælpen fastsættes således, at den dækker rimelige udgifter, som skyldes, at dødsfaldet er sket uden for Færøerne, og som ikke dækkes af en privat rejsesygeforsikring eller efter reglerne om offentlig sygesikring for søfarende m.fl. Den ekstra begravelseshjælp kan højst udgøre to gange det beløb, der ydes efter stk. 1 eller stk. 2. § 21. Det kan i sygekassens vedtægt bestemmes, at kassen i det omfang medlemmet ikke er sikret gennem overenskomst med fremmed stat, jf. § 30, yder dækning for udgifter i forbindelse med sygdomstilfælde eller dødsfald, der indtræffer under midlertidigt ophold uden for Færøerne. § 22. Til nydende medlemmer af gruppe A og til læger og jordemødre, som yder dem hjælp, skal sygekassen i sygdoms- og barselstilfælde yde befordring til og fra lægen eller jordemoderen eller godtgørelse for lægens eller jordemoderens befordring til og fra medlemmet, hvis kassen i øvrigt betaler eller yder tilskud til hjælpen. Stk. 2. Befordringen skal ske med det billigste forsvarlige befordringsmiddel. Til befordring medregnes også andre nødvendige rejseudgifter. Der ydes kun befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis rejsen strækker sig ud over det byområde eller den bebyggelse, hvorfra den udgår. I tvivlstilfælde fastsættes grænsen af et udvalg, der nedsættes af Landsstyret, og som består af 3 medlemmer, hvoraf et udpeges af Landsstyret, et af Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne og et af Færøernes Lægeforening. Færøernes Landsstyre kan dog fastsætte regler om, at der i ganske særlige tilfælde kan ydes befordring af medlemmerne inden for byområdets eller bebyggelsens grænser. Stk. 3. Færøernes Landsstyre kan fastsætte regler, hvorefter sygekasserne i ganske særlige tilfælde kan yde godtgørelse for udgifter til personlig afhentning af medicin. Stk. 4. Færøernes Landsstyre kan fastsætte nærmere regler om den fremgangsmåde, der skal følges med hensyn til rekvisition af befordring, herunder regler til forhindring af misbrug af befordringsretten. Kap. IV. Økonomi. § 23. I enhver sygekasse skal de nydende medlemmers bidrag være fastsat således, at de i forbindelse med kassens øvrige ordinære indtægter og de tilskud, som det offentlige yder efter denne lov, må antages at være tilstrækkelige til fyldestgørelse af kassens forpligtelser samt til dannelse af en reservefond. Reservefonden skal have en sådan størrelse, at den må anses for passende til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 35, stk. 4, og § 36, stk. 1. Stk. 2. Ved fastsættelsen af medlemsbidraget påses, at det bidrag, der betales af nydende medlemmer i gruppe B, overstiger det bidrag, der pålægges nydende medlemmer i gruppe A, med et beløb svarende til den gennemsnitlige forskel pr. medlem mellem de kassen tilkommende tilskud fra det offentlige, jf. dog § 4, 3. pkt. Stk. 3. Nydende medlemmer, der som folke-, invalide- eller enkepensionister er anbragt på de i lov for Færøerne om folkepension § 28 omhandlede alderdomshjem og plejehjem, er fritaget for at betale medlemsbidrag, såfremt der på nævnte hjem er sikret dem almindelig sygehjælp i et sådant omfang, at nydende medlemskab efter Færøernes Landsstyres skøn er overflødigt. Efter nærmere af Færøernes Landsstyre fastsatte regler bestemmes i sygekassens vedtægt, at der forholdes på lignende måde med nydende medlemmer, som er optaget i andre institutioner og lignende, i hvilke der ligeledes er draget omsorg for pågældendes sygebehandling. Stk. 4. Under kontingentfritagelse efter reglerne i stk. 3 betragtes pågældendes medlemsret som hvilende. Uanset dette kan der dog ydes hjælp til hans børn under 16 år, jf. § 5, stk. 1, sidste pkt. § 24. Medlemsbidraget for bidragydende medlemmer udgør 48 kr. årlig. For medlemmer under 18 år påhviler forpligtelsen til at betale dette medlemsbidrag den person, som har forsørgelsespligt over for medlemmet. Stk. 2. Landsstyret kan med tilslutning af Lagtingets finansudvalg regulere størrelsen af de bidrag, der afkræves bidragydende medlemmer. Ved reguleringen tages hensyn til, at størrelsen af dette medlemsbidrag må stå i et rimeligt forhold til størrelsen af det bidrag, der normalt afkræves nydende medlemmer til dækning af sygekassernes udgifter til sygebehandling m.v. § 25. Færøernes Landsstyre fastsætter de nærmere regler for kontrollen med betalingen af medlemsbidrag. Stk. 2. Hvis et nydende medlem ikke betaler medlemsbidrag inden for en i sygekassens vedtægt fastsat restancefrist, fortabes retten til hjælp i henhold til §§ 11-17 og 20-22. Hvis det skyldige medlemsbidrag betales inden udløbet af den første måned efter restancefristens udløb, generhverves disse rettigheder efter en ventetid af 7 dage. Betales restancen ikke inden udgangen af denne måned, overføres medlemmet fra månedens udløb til at være bidragydende medlem, således at generhvervelsen af rettigheder som nydende medlem kun kan finde sted efter reglen i § 5, stk. 3. Pligten til at betale den påløbne restance for bidraget som nydende medlem består fremdeles uanset denne overførelse. Stk. 3. Hvis et bidragydende medlem ikke betaler det i § 24, stk. 1, omhandlede medlemsbidrag inden for den i sygekassens vedtægt fastsatte restancefrist, anmelder kassen ved regnskabsårets afslutning dette for Oppebørselskontoret, som derefter lader bidraget opkræve og inddrive efter de regler, som gælder om opkrævning af lands- og kommuneskatter. Såfremt medlemmet er overført til bidragydende medlemskab i henhold til reglen i stk. 2, opkræver og inddriver Oppebørselskontoret så stor en del af den i stk. 2 omhandlede bidragsrestance, som svarer til medlemsbidraget for bidragydende medlemskab i samme periode. Stk. 4. Umiddelbart efter anmeldelsen for Oppebørselskontoret af en bidragsrestance efter stk. 3 anviser dette til sygekassen det fulde til opkrævning anmeldte bidragsbeløb. Det påhviler vedkommende kommune endeligt at afholde udgiften ved eventuelt uerholdelige restancer. Stk. 5. Eftergivelse af bidragsrestancer, der er anmeldt for Oppebørselskontoret til opkrævning og inddrivelse efter foranstående regler, kan finde sted efter reglerne i lagtingslov nr. 50 af 2. juli 1963 om landsskat og kommuneskat. § 26. Når et nydende eller bidragydende sygekassemedlem på grund af trang foranlediget af sygdom, betydeligt nedsat arbejdsevne, længere tids arbejdsløshed eller store forsørgerbyrder helt eller delvis er ude af stand til at udrede medlemsbidraget, ydes der pågælende hjælp i fornødent omfang efter forsorgsloven til betaling af medlemsbidraget for den periode, for hvilken trangsårsagen virker. Begæringen kan indgives gennem sygekassen med en udtalelse fra denne om medlemsforholdet og den pågældendes økonomiske forhold og trang. § 27. Landskassen yder de anerkendte sygekasser et tilskud, hvis størrelse fastsættes ved Lagtingets finanslov. Stk. 2. Tilskuddet fordeles mellem de enkelte sygekasser, således at der til hver sygekasse ydes følgende beløb: 1) 5 kr. for hver person, der ved årets udgang er nydende medlem af sygekassens gruppe A, bortset fra personer, hvis medlemsret er hvilende, jf. § 23, stk. 4. 2) 1/4 af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A i henhold til §§ 11 og 12 samt 14-17. 3) Fuld refusion af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A og B til de i § 13, stk. 4, nr. 1), jf. stk. 3, omhandlede lægemidler. 4) 1/4 af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A og B til de i § 13, stk. 4, nr. 2) og 3), jf. stk. 3, omhandlede lægemidler. 5) Efter regler, der fastsættes af Landsstyret efter forudgående forhandling med Lagtingets finansudvalg, kan der ydes et yderligere beløb på 1/2 af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A til speciallægehjælp efter § 11, stk. 2, men dog kun såfremt denne hjælp omfattes af en overenskomst, der er godkendt efter § 18. 6) 1/2 af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A og B i henhold til § 22. Stk. 3. For at en sygekasse kan gøre krav på tilskud fra landskassen for det forløbne år, må kassen inden 15. februar til Almannastovan indsende en opgørelse over sine udgifter til de i stk. 2 nævnte ydelser samtidig med meddelelse om antallet af nydende medlemmer ved årets udgang. Stk. 4. Efter derom fremsat anmodning kan Færøernes Landsstyre anvise kasserne forskud på tilskud fra landskassen i et regnskabsår. Landsstyret fastsætter efter forudgående forhandling med Lagtingets finansudvalg de nærmere regler om betingelser for ydelse af sådanne forskud. § 28. (Ophævet ved lov nr. 162 af 27. april 1977) § 29. Til sikkerhed for sygekassens risiko for udbetaling af begravelseshjælp i henhold til § 20 skal sygekassen være tilsluttet en de færøske sygekasser omfattende udligningskasse for begravelseshjælp, der undergives tilsyn af Almannastovan. De nærmere regler for udligningskassens virksomhed fastsættes i en af Færøernes Landsstyre godkendt vedtægt. Stk. 2. Til sikkerhed for sygekassens risiko ved ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse i henhold til § 22 skal sygekassen være tilsluttet en de færøske sygekasser omfattende udligningskasse for fribefordring, der undergives tilsyn af Almannastovan. De nærmere regler for udligningskassens virksomhed fastsættes i en af Færøernes Landsstyres godkendt vedtægt. Kap. V. Administration m.v. § 30. Regeringen bemyndiges til efter forud indhentet udtalelse fra Landsstyret og Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne at afslutte overenskomster med andre stater om gensidig overflytning af medlemmer mellem anerkendte sygekasser på Færøerne og andre stater og om ydelse af sygehjælp fra sygekasserne til personer fra vedkommende stat under midlertidigt ophold på Færøerne. Sådan overenskomst forpligter de anerkendte sygekasser på Færøerne til at yde de fra den anden stat tilflyttede sygekassemedlemmer og de nævnte fremmede medlemmer sygehjælp på de nærmere vilkår, som fastsættes i overenskomsten. § 31. Personer med bopæl i den øvrige del af riget har under midlertidigt ophold på Færøerne ret til sygehjælp fra de anerkendte sygekasser i overensstemmelse med de i kapitel III fastsatte regler. Sygekassernes udgifter hertil refunderes efter § 27. § 32. Almannastovan fører tilsyn med sygekasserne, herunder med deres administration, og er dem behjælpelig med fornøden oplysning og vejledning. Stk. 2. Til brug ved behandlingen af de under Almannastovan hørende sager er Almannastovan berettiget til fra kommunalbestyrelser, arbejdsgivere og arbejdstagere samt andre vedkommende, herunder sygehuse, klinikker, behandlende læger m.v., at indhente enhver oplysning om forhold, der berører Almannastovans tilsyn efter denne lov, herunder hospitalsjournaler, og hvad dertil hører, eller afskrifter af samme. Stk. 3. Almannastovan foranstalter møder til vejledning af sygekassernes tillidsmænd og funktionærer. Til disse møder kan enhver kasse sende een eller flere repræsentanter, der udpeges af kassens bestyrelse. Stk. 4. Almannastovans afgørelser i henhold til denne lov kan indbringes for Færøernes Landsstyre inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Færøernes Landsstyre kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Stk. 5. Almannastovan afgiver hvert år beretning til Færøernes Landsstyre om sygekassernes virksomhed. Beretningen offentliggøres på den af Landsstyret foreskrevne måde. § 33. Tvister mellem sygekasser og læger, tandlæger og andre om overenskomstspørgsmål kan af en af parterne indbringes for et mæglings- og voldgiftsnævn, der består af en af Landsstyret valgt formand, 2 medlemmer valgt af Føroya Læknafelag og 2 medlemmer valgt af Meginfelag Sjukrakassa Føroya. Valget finder sted for 4 år ad gangen. Når nævnet behandler spørgsmål om overenskomster med andre end læger, udtræder de af Føroya Læknafelag valgte medlemmer, og i stedet indtræder 2 medlemmer, valgt af vedkommende organisation. Nævnets afgørelse er endelig. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for nævnets virksomhed. § 34. Almannastovan udarbejder efter indstilling fra Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne regler om overflytning mellem sygekasserne. Reglerne er bindende for kasserne, når de godkendes af Færøernes Landsstyre. § 35. Sygekassernes regnskabsår regnes fra 1. januar til 31. december. Stk. 2. Sygekasserne skal benytte regnskabsbøger med skemaer, der er godkendt af Almannastovan. Stk. 3. Inden for en af Almannastovan nærmere fastsat frist indsender kasserne til Almannastovan revideret og af repræsentantskabet godkendt regnskab samt beretning for der forløbne år, affattet på en af Almannastovan foreskrevne måde. Stk. 4. Almannastovan gennemgår de fra kasserne indsendte årsregnskaber. Den kan til enhver tid kræve sig kassernes bøger, regnskaber m.v. forelagt og har til enhver tid adgang til at gøre sig bekendt med kassernes hele virksomhed. Den påser, at medlemsbidraget mindst har den i §§ 23 og 24 anførte størrelse. Stk. 5. En sygekasses indtægt og formue skal holdes afsondret fra andre foreningers midler og må hverken som lån eller gave tilflyde andre foreninger eller anvendes i andet uvedkommende øjemed. Stk. 6. En sygekasse skal have 2 revisorer, hvoraf den ene enten skal være statsautoriseret revisor eller anden faguddannet revisor eller være godkendt af Almannastovan som sygekassens revisor. Stk. 7. I enhver sygekasse skal der med passende mellemrum ved Almannastovans foranstaltning foretages en indgående lokalrevision, herunder undersøgelse af kassens regnskabsvæsen og øvrige virksomhed. Ved samme lejlighed skal der ydes kasserne regnskabsmæssig og anden vejledning. Den nærmere ordning af denne revision fastsættes af Almannastovan. § 36. Finder Almannastovan, at en sygekasse ikke holder sig denne lovs forskrifter efterrettelig, eller at dens virksomhed ikke foregår i overensstemmelse med de for kassen i øvrigt gældende bestemmelser eller med fornøden orden og økonomi, henleder den kassens opmærksomhed på dette forhold. Efterkommer kassen ikke de af Almannastovan i denne anledning givne anvisninger, eller modsætter den sig en forhøjelse af medlemsbidraget, som Almannastovan anser for påkrævet, jf. § 35, stk. 4, kan Almannastovan indtil videre tilbageholde det kassen tilkommende tilskud fra landskassen. Det samme gælder, såfremt kassen i øvrigt ikke efterkommer ministerens eller Almannastovans afgørelser i medfør af denne lov. Vægrer kassen sig fortsat ved at efterkomme den trufne afgørelse, kan Færøernes Landsstyre efter Almannastovans indstilling lade anerkendelsen bortfalde. Stk. 2. Undlader en sygekase i rette tid at efterkomme de forpligtelser, der er foreskrevet i denne lov, kan Færøernes Landsstyre pålægge den eller de forsømmelige under en daglig eller ugentlig tvangsbøde at opfylde deres pligt. De således ikendte bøder inddrives ved udpantning og kan ikke føres sygekassen til udgift. Bøderne tilfalder landskassen. Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer, funktionærer og andre, der i en sygekasse varetager hverv i medfør af denne lov, er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger om medlemmers helbredstilstand, invaliditet eller økonomiske forhold. Overtrædelsen heraf straffes med bøder, medmindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov. § 37. En sygekasses forpligtelse til at yde sygehjælp bortfalder, såfremt medlemmet, trods bestyrelsens på grundlag af lægens erklæring fremsatte forlangende, nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at underkaste sig anden for hans helbredelse nødvendig sygebehandling. Stk. 2. I tilfælde, hvor et sygekassemedlem har adgang til over for andre end sygekassen at rejse krav om erstatning for udgifter til sygehjælp, skal medlemmet give kassen underretning herom samt ved retsforfølgning eller lignende træffe de foranstaltninger, som kassen herefter giver anvisning på til varetagelse af dennes interesser over for den erstatningspligtige. Undladelse heraf medfører tab af retten til erstatning fra kassen, eventuelt erstatningspligt over for denne med hensyn til de af kassen afholdte sygehjælpsudgifter. Såfremt kassen måtte have afholdt udgifter til sygehjælp, som et medlem fra anden erstatningspligtig modtager erstatning for, er medlemmet pligtig at erstatte sygekassen sådanne. Stk. 3. Såfremt et medlem svigagtigt har givet sygekassen urigtige oplysninger eller over for kassen har fortiet omstændigheder, der er af betydning for hans medlemsret, fortabes retten til sygehjælp for resten af den løbende sygeperiode, og Almannastovan kan efter indstilling fra kassens bestyrelse pålægge medlemmet at tilbagebetale uretmæssigt oppebårne ydelser, herunder til staten det tilskud, som sygekassen har oppebåret for ham. I grove tilfælde af svig kan bestyrelsen indstille, at medlemmet mister sin ret til at være nydende medlem af en anerkendt sygekasse i et af Almannastovan nærmere fastsat tidsrum, der dog ikke må overstige to år, regnet fra det tidspunkt, da tilbagebetaling har fundet sted. I dette tidsrum betaler medlemmet det for bidragsydende medlemmer fastsatte bidrag til kassen. Retten til på ny at være nydende medlem opnås ved periodens udløb uden ventetid. Afsnit II. Forskellige bestemmelser. § 38. Krav på ydelser i medfør af nærværende lov kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning. Retshandler der afsluttes af de berettigede med hensyn til nævnte krav, er ugyldige. § 39. Ophører en anerkendt sygekasse, eller bortfalder dens anerkendelse, afgør Færøernes Landsstyre, i hvilken eller hvilke sygekasser kassens hidtidige medlemmer kan begære sig optaget som nydende medlemmer, henholdsvis hvortil de bidragydende medlemmer skal overføres. Begæres optagelse som nydende medlem i denne kasse inden 3 måneders forløb, kan bestemmelsen i § 5, stk. 3, om forløbet af en vis tid efter optagelsen, inden hvilken hjælp af kassen ikke kan kræves, ikke komme til anvendelse. Stk. 2. Den opløste sygekasses bestyrelse er forpligtet til i fornævnte tilfælde at meddele hvert enkelt af kassens medlemmer, til hvilken sygekasse de kan overføres, og at give dem underretning om den dem ifølge foranstående tillagte beføjelse. Stk. 3. Der skal i vedtægten findes bestemmelser om, at den sygekassen tilhørende reservefond og kassens eventuelle øvrige formue - bortset fra sådanne legatmidler eller andre midler, for hvilke særlige bestemmelser, truffet af andre end sygekassens ledelse, vil være til hinder herfor - ved kassens ophør eller anerkendelsens bortfald skal overføres til den sygekasse, hvortil dens medlemmer overføres; hvis medlemmerne overføres til flere sygekasser, skal formuen fordeles blandt disse i forhold til det antal medlemmer, der inden 3 måneder efter sygekassens ophør har begæret nydende medlemsret i disse sygekasser. Vedtægten skal tillige indeholde bestemmelser om, hvorledes der skal forholdes med eventuelle formuemidler, hvorom foranstående eller andre bestemmelser ikke giver tilstrækkelig vejledning. Et eventuelt overskud ved en sygekasses opløsning kan ingen sinde deles imellem medlemmerne. Afsnit III. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. § 40. Loven træder i kraft den 1. januar 1970. Stk. 2. Lov nr. 126 af 28 april 1916 om offentligt tilskud til læge- og sygebefordringskasser på Færøerne, kgl. anordning nr. 59 af 21. februar 1930 for Færøerne om anerkendte sygekasser og § 70, stk. 2 og 3, i loven om den offentlige sygeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 403 af 23. oktober 1967, ophæves. Stk. 3. De regler, der er fastsat efter § 18 A, stk. 3, i anordning nr. 59 af 21. februar 1930, som ændret ved anordning nr. 436 af 22. december 1966, anvendes, indtil der fastsættes nye regler efter lovens § 13, stk. 4. § 41. Anerkendelse af en sygekasse efter denne lovs § 2 betragtes som meddelt ved en i henhold til tidligere lovgivning givet anerkendelse. Stk. 2, 3 og 4 (Ophævet ved lov nr. 720 af 18. november 1987) § 41 a. Færøernes Hjemmestyre fastsætter efter forhandling med sundhedsministeren nærmere regler for den offentlige sygeforsikring på Færøerne. I forbindelse med ikrafttrædelsen af sådanne regler kan sundhedsministeren ophæve regler i denne lov, der erstattes af de af Hjemmestyret udfærdigede regler. § 42 (Ophævet ved lov nr. 720 af 18. november 1987) Lov nr. 176 af 24. maj 1972 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1972. Stk. 2. Loven har gyldighed for ydelser, der er forfaldne til udbetaling den 1. oktober 1971 og senere. ------------------ Lov nr. 295 af 14. juni 1974 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. august 1974. ------------------ Lov nr. 590 af 26. november 1975 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Loven har gyldighed for ydelser, der er forfaldne til udbetaling den 1. oktober 1975 og senere. ------------------ Lov nr. 162 af 27. april 1977 indeholdende følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. maj 1977. § 1, nr. 1, 2, 5, 6 og 7, har virkning fra 1. april 1977. § 1, nr. 3, har virkning for dødsfald, der har fundet sted efter 1. maj 1977. ------------------- Lov nr. 215 af 23. maj 1979 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende. ------------------- Lov nr. 233 af 26. maj 1982 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 I lov for Færøerne om den offentlige sygeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 7. november 1977, som ændret ved lov nr. 215 af 23. maj 1979, foretages med virkning for ydelser, der er forfaldne til udbetaling den 1. oktober 1980 eller senere, følgende ændring: I § 20, stk. 1, 2. pkt., ændres »1.400 kr.« til: »2.030 kr«. ------------------- Lov nr. 720 af 18. november 1987 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft 1. januar 1988. Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter aftale med Hjemmestyret bestemme, at loven helt eller delvis har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt. Stk. 3. Regler, som indenrigsministeren har udstedt i medfør af lov for Færøerne om sygehusvæsenet, lov for Færøerne om den offentlige sygeforsikring og lov for Færøerne om bekæmpelse af kønssygdomme, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt af Færøernes Landsstyre. Sundhedsministeriet, den 21. juli 1989 ELSEBETH KOCK-PETERSEN /Vagn Nielsen