Lov nr. 585 · 1978

Historisk

Lov om mineralske råstoffer i Grønland

Lov om mineralske råstoffer i Grønland

Dokumentdato: 29. nov. 1978Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1. · Almindelige bestemmelser.

§ 1.§-link ↗

Forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland kan alene finde sted efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Systematiske geologiske undersøgelser i Grønland med henblik på geologisk kortlægning samt videnskabelige og praktiske undersøgelser af geologiske forhold i øvrigt kan dog fortsat finde sted i henhold til lov om Grønlands geologiske undersøgelse.

§ 2.§-link ↗

I henhold til aftale mellem regeringen og landsstyret kan ministeren for Grønland iværksætte forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland samt meddele tilladelser til forundersøgelse og bevilling med eneret til efterforskning og udnyttelse af sådanne råstoffer.

Stk. 2. Forinden aftale efter stk. 1 indgås, kan et landsstyremedlem kræve, at sagen forelægges for landstinget, som kan bestemme, at landsstyret ikke skal medvirke til indgåelse af en aftale af det pågældende indhold.

§ 3.§-link ↗

Der oprettes et fællesråd, hvis opgave er at følge udviklingen på råstofområdet i Grønland, og som har fuld indsigt i de sager, der behandles i råstofforvaltningen , jf. § 5. Fællesrådet kan afgive indstilling til regering og landsstyre i spørgsmål, der skal afgøres efter reglerne i § 2.

Stk. 2. Fællesrådet består af en formand samt 6 til 10 andre medlemmer. Formanden udnævnes af kongen for 4 år efter fælles indstilling fra regeringen og hjemmestyret. Regeringen og hjemmestyret udpeger hver for sin funktionstid halvdelen af rådets øvrige medlemmer og heraf 1 person fra hver gruppe, der skal fungere som næstformand.

Stk. 3. Chefen for landsstyrets administration og chefen for ministeriets departement tilknyttes fællesrådet som tilforordnede.

Stk. 4. Råstofforvaltningen udfører sekretariatsforretninger for fællesrådet og tilvejebringer sagkyndig bistand for rådet.

Stk. 5. Fællesrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 4.§-link ↗

Ministeren for Grønland kan inden for rammerne af aftaler truffet i medfør af § 2 fastsætte sådanne administrative forskrifter, som er led i varetagelsen af det offentliges forvaltning med hensyn til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse, jf. § 5, stk. 1. Tilsvarende gælder med hensyn til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse, der er iværksat, eller hvortil bevilling er meddelt, forinden denne lovs ikrafttræden.

§ 5.§-link ↗

Til varetagelse af forvaltningen vedrørende forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland oprettes en råstofforvaltning under ministeren for Grønland, jf. § 4.

Stk. 2. Råstofforvaltningens chef udnævnes af kongen efter fælles indstilling fra regering og hjemmestyre.

§ 6.§-link ↗

Tilladelse til forundersøgelse og eneretsbevilling til efterforskning og udnyttelse kan med respekt af natur- og bygningsfredningsmæssige hensyn samt bestående brugsrettigheder m.v. meddeles overalt i Grønland.

Stk. 2. Råstofforvaltningen kan afkræve ansøgere de til behandlingen af ansøgningerne fornødne oplysninger, herunder planer for arbejdets gennemførelse.

Kapitel 2 · Forundersøgelse.

§ 7.§-link ↗

Tilladelse til at foretage geologiske undersøgelser efter mineralske råstoffer kan meddeles for perioder af indtil 5 år ad gangen.

Stk. 2. Meddelelse af den i stk. 1 omhandlede tilladelse udelukker ikke, at lignende tilladelse kan gives til andre.

§ 8.§-link ↗

Større sprængninger og boringer, nedsænkning af skakter og indsættelse af stoller må kun iværksættes, såfremt tilladelsen omfatter sådanne arbejder, eller råstofforvaltningens tilladelse er indhentet i de enkelte tilfælde.

§ 9.§-link ↗

Den i § 7 nævnte tilladelse kan gøres betinget af, at der stilles fornøden sikkerhed til dækning af udgifter, som offentlige myndigheder måtte komme til at afholde i forbindelse med virksomheden, herunder offentlige myndigheders eventuelle udgifter til undsættelsesforanstaltninger.

§ 10.§-link ↗

Senest 6 måneder efter tilladelsens udløb eller undersøgelsesarbejdets afslutning skal der til råstofforvaltningen indsendes en redegørelse for de geologiske, geofysiske eller andre undersøgelser, der er foretaget, ligesom der skal gives meddelelse om råstoffund. Det kan i tilladelsen fastsættes, at det ved arbejdet tilvejebragte basismateriale skal stilles til rådighed for råstofforvaltningen.

Kapitel 3 · Efterforskning.

§ 11.§-link ↗

Eneretsbevilling til efterforskning af mineralske råstoffer (koncession) kan meddeles til ansøgere, der skønnes at råde over de fornødne pengemidler og den fornødne sagkundskab.

Stk. 2. Koncessionen meddeles for et nærmere bestemt område og for et tidsrum, der i Vestgrønland kan udgøre 8 år og i Nord- og Østgrønland højst 12 år.

Stk. 3. Det kan i koncessionen bestemmes, at bevillingshaveren skal betale en koncessionsafgift til det offentlige.

§ 12.§-link ↗

§§ 8 og 9 finder tilsvarende anvendelse ved efterforskning.

§ 13.§-link ↗

Bevillingshaveren skal hvert år inden 1. juli til råstofforvaltningen indsende beretning om de undersøgelser, der er foretaget inden for koncessionsområdet, samt meddelelse om råstoffund inden for det sidst forløbne kalenderår. Efter anmodning fra råstofforvaltningen skal bevillingshaveren endvidere indsende prøver af jord og stenarter samt fundne råstoffer. De nævmere regler fastsættes i koncessionen.

Stk. 2. Det kan i koncessionen bestemmes, at bevillingshaveren efter råstofforvaltningens bestemmelse skal udbetale dusør til personer, som inden for koncessionsområdet finder eller først gør opmærksom på forkomsten af værdifulde råstoffer.

Stk. 3. Inden for koncessionsområdet kan råstofforvaltningen meddele andre tilladelse til at foretage geologiske undersøgelser af videnskablig karakter, herunder geologiske kortlægningsarbejde, når disse ikke foretages med henblik på udnyttelse. De i § 1, stk. 2, nævnte undersøgelser kan ligeledes finde sted inden for koncessionsområdet. De nævnte undersøgelser kan dog kun finde sted, såfremt dette kan ske under væsentlig ulempe for koncessionshaverens virksomhed.

§ 14.§-link ↗

Råstofforvaltningen fører tilsyn med efterforskningsarbejdet og kan udpege andre til at udføre tilsynet. Tilsynet har i alle henseender ret til at følge arbejdet og til at forlange sig meddelt alle herfor nødvendige oplysninger.

§ 15.§-link ↗

Koncessionen kan hverken direkte eller indirekte overdrages til andre, medmindre overdragelsen tillades og vilkårene for denne godkendes i overensstemmelse med reglerne i § 2.

Stk. 2. Koncessionen er undtaget fra retsforfølgning af enhver art.

§ 16.§-link ↗

Bevillingshaveren kan inden for koncessionsområdet tage de fornødne arealer i brug til opførelse af bygninger, arbejdspladser, beboelser, maskinanlæg, havneanlæg, veje, lokalbaner m.v. samt foretage de terrænmæssige forandringer, som i det hele nødvendiggøres af bevillingshaverens efterforskningsvirksomhed. Bevillingshaveren kan foretage fornøden afspærring af de arealer, han således har taget i brug.

Stk. 2. Uden for arealer, der tages i brug efter stk. 1, skal koncessionen ikke være til hinder for andres adgang til færdsel eller til at udøve jagt og fiskeri samt til at tage arealer i brug til kreaturgræsning o. lign.

§ 17.§-link ↗

Snarest efter koncessionens ikrafttræden er bevillingshaveren forpligtet til at iværksætte efterforskningsarbejdet i overensstemmelse med de i § 6, stk. 2, nævnte planer for arbejdets gennemførelse.

Stk. 2. Eneretsbevillingen fortabes, såfremt efterforskning i efterforsksningsperioden undlades i et tidsrum af 3 år, eller såfremt koncessionshaveren træder i likvidation eller kommer under konkurs. Endvidere fortabes bevillingen, hvis nogen af de i denne lov nævnte betingelser ikke opfyldes. Det samme gælder, hvis de i bevillingen eller dertil knyttede overenskomster fastsatte særlige vilkår ikke overholdes, eller de fastsatte tidsfrister overskride.

Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan råstofforvaltninge dispensere fra stk. 2.

Kapitel 4 · Udnyttelse.

§ 18.§-link ↗

Eneretsbevilling til udnyttelse af mineralske råstoffer (koncession) kan som hovedregel kun meddeles til aktieselskaber, der er registreret her i riget og kun til ansøgere, der skønnes at råde over de fornødne pengemidler og den fornødne sagkundskab. Forinden aftale indgås i overensstemmelse med reglerne i § 2, skal sagen forelægges det i henhold til § 2, stk. 1, i lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning og indvinding af råstoffer i Kongeriget Danmarks undergrund nedsatte folketingsudvalg.

Stk. 2. Koncessionen meddeles for et nærmere bestemt område og for et tidsrum af indtil 50 år. Det kan bestemmes, at koncessionen kun giver ret til udnyttelse af nærmere angivne råstoffer, eller at visse råstoffer skal være undtaget fra udnyttelsen.

Stk. 3. Ved meddelelse af koncession i direkte fortsættelse af og på grundlag af et tidligere efterforskningsarbejde udført i henhold til kap. 3 har indehaveren af efterforskningskoncessionen fortrinsstilling, såfremt han opfylder koncessionsbetingelserne og der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, der gør det rimeligt at give koncessionen til en anden ansøger.

§ 19.§-link ↗

Såfremt koncessionen til udnyttelse af råstoffer gives til andre end indehaveren af efterforskningskoncessionen, skal der under formidling af råstofforvaltningen ved forhandling mellem parterne tages stilling til, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang og på hvilke betingelser der skal ydes den tidligere indehaver af efterforskningskoncessionen dækning for dennes udgifter ved efterforskningen.

Stk. 2. Opnås der ikke enighed mellem parterne om de i stk. 1 nævnte forhold, afgøres spørgsmålet endeligt af et nævn på 3 medlemmer, af hvilke de 2 vælges af henholdsvis indehaveren af efterforskningskoncessionen og indehaveren af udnyttelseskoncessionen. Det 3. medlem vælges af de 2 andre medlemmer eller i mangel af enighed af præsidenten for højesteret. Nævnet fastsætter selv reglerne for behandlingen og bestemmer, hvem der skal afholde udgifterne for denne.

§ 20.§-link ↗

Koncessionen skal som hovedregel indeholde bestemmelse om det offentliges andel i udbyttet, når den investerede kapital med tillæg af et passende beløb til forrentning er indtjent gennem minevirksomhedens drift.

Stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan det offentliges økonomiske interesser dog sikres ved fastsættelse af en koncessionsafgift eller på anden måde. Det kan herunder bestemmes, at en ydelse fra koncessionshaveren skal betales, selv om den investerede kapital med tillæg af et passende beløb til forrentning endnu ikke er indtjent gennem minevirksomhedens drift.

Stk. 3. I sammenhæng med fastsættelsen af koncessionshaverens ydelser til det offentlige kan der meddeles koncessionshaveren fritagelse for at svare skat af indtjeningen ved minevirksomheden. Fritagelsen kan ligeledes meddeles for told og andre afgifter af maskiner, instrumenter, andet driftsmateriel og materialer, som indføres til Grønland til brug ved minevirksomheden.

§ 21.§-link ↗

§§ 13-17 finder tilsvarende anvendelse ved udnyttelse.

§ 22.§-link ↗

Forinden udnyttelse eller dertil sigtende foranstaltninger iværksættes, skal planerne for virksomheden og de i så henseende fornødne anlæg samt eventuelle bebyggelsesplaner af enhver art være godkendt i overensstemmelse med reglerne i § 2, jf. § 4.

Stk. 2. Finder råstofforvaltningen, at driften af en virksomhed afviger fra, hvad der må anses for bjergværksmæssigt forsvarligt eller hensigtsmæssigt, og efterkommer koncessionshaveren ikke råstofforvaltningens henstilling om en ændring af driften, kan det pålægges denne inden for en nærmere fastsat frist at forelægge planerne til fremtidig drift af virsksomheden for råstofforvaltningen.

Stk. 3. Såfremt råstofforvaltningen finder, at en virksomheds drift frembyder fare for personer eller anden mands ejendom, kan det pålægges koncessionshaveren at indstille virksomheden helt eller delvis, indtil de pågældende mangler er afhjulpet.

§ 23.§-link ↗

Det fastsættes i koncessionen, i hvilket omfang der ved antagelse af arbejdskraft skal beskæftiges lokal arbejdskraft eller dansk arbejdskraft i øvrigt. I det omfang det skønnes fornødent til driften, kan koncessionshaveren dog altid antage personale fra udlandet, når tilsvarende kvalificeret arbejdskraft ikke ellers findes eller er disponibel.

§ 24.§-link ↗

Koncessionen fortabes, såfremt udnyttelsesvirksomheden lades ude af drift i mere end 2 på hinanden følgende kalenderår.

Stk. 2. Koncessionen fortabes endvidere, hvis nogen af de i denne lov fastsatte betingelser ikke opfyldes. Det samme gælder, hvis nogen af de i koncessionsvilkårene eller dertil knyttede overenskomster fastsatte vilkår ikke overholdes eller en af de fastsatte tidsfrister overskrides.

Stk. 3. Når omstændighederne taler derfor, kan råstofforvaltningen dispensere fra stk. 1 og 2.

§ 25.§-link ↗

Ved koncessionens meddelelse træffes bestemmelse om, hvorledes der ved dennes udløb, opgivelse eller fortabelse vil være at forholde med de til udnyttelsen hørende anlæg.

Kapitel 5. · Det offentliges indtægter.

§ 26.§-link ↗

Offentlige indtægter fra koncessionerede selskabers virksomhed i Grønland anvendes til udligning af de på de årlige finanslove bevilgede udgifter vedrørende Grønland, som ved nærværende lovs ikrafttræden afholdes af ministeriet for Grønland, den kongelige grønlandske handel og kirkeministeriet.

Stk. 2. Indtægter ud over de i stk. 1 nævnte fordeles efter nærmere aftale mellem regeringen og hjemmestyret. Hver af parterne kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve, at der gennemføres forhandlinger til opnåelse af en sådan aftale.

Stk. 3. Det i stk. 2 nævnte fordeling samt regler for anbringelsen og anvendelsen af de midler, der tilkommer hjemmestyret, fastsættes ved lov.

Kapitel 6. · Andre bestemmelser.

§ 27.§-link ↗

I tilladelser og koncessioner kan det fastsættes, at der ved indretning af arbejdssted og produktionsmidler samt ved tilrettelæggelse af arbejdsprocesser skal drages omsorg for, at de beskæftigede er tilbørligt værnet mod ulykkestilfælde og sundhedsskadelig påvirkning. Det kan endvidere fastsættes, at det ved instruktion og rimeligt tilsyn skal sikres, at arbejdet udføres på forsvarlig måde under hensyn til ulykkes- og sundhedsrisikoen.

§ 28.§-link ↗

Ved meddelelse af tilladelser og koncessioner kan der indsættes vilkår til sikring af, at arbejdsgiverne tilvejebringer forsvarlige forhold for sine i Grønland ansatte arbejdere og funktionærer med hensyn til bolig, sygepleje og forsyning med proviant, klæder og andre livsfornødenheder.

§ 29.§-link ↗

Indtil en tinglysningsordning er gennemført i Grønland, sker tinglysning vedrørende en bevillingshavers aktiver i Grønland ved Københavns byret.

§ 30.§-link ↗

Den i Grønland fastboende befolkning kan som hidtil foretage indsamling og brydning af mineralske råstoffer, uden at der dertil kræves bevilling efter denne lov.

Stk. 2. Den ved stk. 1 opretholdte adgang til indsamling og brydning af mineralske råstoffer kan dog alene udøves med respekt af eneret til udnyttelse af råstoffer, der måtte være meddelt andre efter denne lov.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan inden for kommunens område fastsætte nærmere regler for udøvelsen af adgangen efter stk. 1 til indsamling og brydning af mineralske råstoffer.

§ 31.§-link ↗

Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af ministeren for Grønland.

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 166 af 12. maj 1965 om mineralske råstoffer i Grønland.

Stk. 3. Denne lov berører ikke omfang eller indhold af allerede meddelte bevillinger til forundersøgelse, efterforskning eller indvinding af mineralske råstoffer i Grønland.