Lov nr. 166 · 1974

Historisk

Lov om grundforbedringslån

Lov om grundforbedringslån

Dokumentdato: 29. mar. 1974Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Loven omfatter lån mod pant i fast ejendom (grundforbedringslån), der ydes til inddigning, afvanding, dybdebehandling og vanding af landbrugs- og skovarealer. For udyrkede arealer, der er egnede til landbrugsdrift, kan sådanne lån tillige ydes til rydning, planering, kultivering, kalkning eller mergling, tilførsel af gips samt grundgødskning med fosfor og kobber.

§ 2.§-link ↗

Et pantebrev for lån til grundforbedring kan tinglyses med pant i den grundforbedrede ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig oprindelse, såfremt jordbrugskommissionen ved påtegning på pantebrevet meddeler godkendelse hertil. Det er en betingelse for en sådan godkendelse, at det skønnes, at gennemførelsen af det pågældende arbejde vil medføre en værdiforøgelse, der væsentligt overstiger de med grundforbedringen forbundne udgifter, og en afkastningsevne, som muliggør de foreskrevne afdrags rettidige erlæggelse, samt at ejendommens ejer forpligter sig til under tilsyn af en af jordbrugskommissionen udnævnt sagkyndig at lade arbejdet udføre i overensstemmelse med projektet og på en sådan måde, at der senere kan meddeles endelig godkendelse af arbejdets udførelse.

§ 3.§-link ↗

Grundforbedringslån kan ydes af banker og sparekasser og ved serielån med statutmæssigt ansvar af realkreditinstitutter.

Stk. 2. Et grundforbedringslån skal ifølge pantebrevets bestemmelser være afdragsfrit i de første fire halvårsterminer og derefter afdrages ved kontant betaling med 1/20 pr. termin i de følgende terminer, således at lånene er afviklet senest 12 år efter stiftelsen. Lån til kalkning med jordbrugskalk skal dog afdrages med 1/10 halvårlig i 5 år regnet fra lånets stiftelse.

Stk. 3. Forfaldne renter og afdrag af grundforbedringslån kan inddrives ved udpantning.

§ 4.§-link ↗

Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser for projektering af foranstaltningerne, for tilsyn med arbejdernes udførelse samt for udbetaling af lånebeløb, herunder forskudsbeløb.

§ 5.§-link ↗

Jordbrugskommissionernes afgørelser efter denne lov kan påklages til statens jordlovsudvalg. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 2. Statens jordlovsudvalgs afgørelser efter stk. 1 kan af klageren indbringes for landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, udvalgets afgørelse er meddelt klageren.

§ 6.§-link ↗

Loven træder i kraft den 1. april 1974.

Stk. 2. Lov nr. 126 af 25. marts 1970 om finansiering af grundforbedring og vandløbsregulering ophæves.

Stk. 3. Behandlingen af de sager, der ved lovens ikrafttræden er godkendt af landbrugsministeren, sker efter de hidtil gældende regler.

§ 7.§-link ↗

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.