§ 1.§-link ↗
For at forebygge luftforurening kan ministeren for forureningsbekæmpelse eller den, han bemyndiger hertil, fastsætte begrænsninger i brændsels indhold af svovl og andre stoffer, der kan bevirke luftforurening, for brændsel, der anvendes i faste anlæg.
Stk. 2. Forskrifter udstedt i medfør af stk. 1 kan omfatte en del af landet og kan begrænses til visse tider af året.
Stk. 3. I forskrifter udstedt i medfør af stk. 1 kan der fastsættes regler om udtagning af prøver hos forhandler og forbruger og om pligt til meddelelse af oplysninger om brændselets art og anvendelse.
Stk. 4. For Grønlands vedkommende kan ministeren for Grønland eller den, han bemyndiger hertil, for at forebygge luftforurening udstede forskrifter som nævnt i stk. 1-3.
§ 2.§-link ↗
I forskrifter, der udstedes i medfør af § 1, kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte.
Stk. 2. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 3.§-link ↗
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan sættes i kraft for Færøerne ved kgl. anordning.