Dokumenttekst
Dokumenttekst
Lov om måling af skibe VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 Stk. 1. Alle danske skibe, jfr. sølovens § 1, skal måles, påmærkes og forsynes med målebrev i overensstemmelse med de i denne lov fastsatte bestemmelser. Det samme gælder udenlandske skibe, som anløber dansk havn eller på dansk søterritorium ind- eller udskiber passagerer eller ladning. Stk. 2. Undtagne herfra er: a) søværnets egentlige krigsskibe og udenlandske skibe, der må ligestilles dermed, b) udenlandske skibe, for hvilke der fremlægges målebreve, der er anerkendt i medfør af § 12, stk. 2, c) skibe af ringe størrelse efter nærmere af ministeren for handel, industri og søfart fastsatte regler. Stk. 3. Når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, kan ministeren fritage også andre end de i stk. 2 nævnte skibe for måling. § 2 Stk. 1. Målingen udføres af statens skibstilsyn og toldkamrene efter derom af ministeren for handel, industri og søfart i samråd med finansministeren udfærdigede bestemmelser. Stk. 2. Hvor særlige omstændigheder måtte gøre det nødvendigt, kan ministeren for handel, industri og søfart i det enkelte tilfælde bemyndige målingskyndige personer eller institutioner til at udføre måling i udlandet. § 3 Stk. 1. Ved målingen tilsigtes at udfinde rumindholdet af samtlige rum i et skib. Stk. 2. Ved optagelsen af mål anvendes den engelske fod - og decimaler heraf - eller meteren som måleenhed. Stk. 3. På grundlag af de i skibet optagne mål og de heraf udfundne rumindhold beregnes skibets tonnage, der udtrykkes i registertons a 100 engelske kubikfod og i kubikmeter. § 4 Målingen udføres, medens skibet er i ulastet tilstand, ved optagelse af indvendige mål (den fuldstændige målingsmetode, »regel 1«). Hvor forholdene midlertidigt forhindrer optagelse af indvendige mål, kan målingen dog udføres efter anden anerkendt metode ved optagelse af udvendige mål (den tillempede målingsmetode, »regel II«). § 5 Målingens hovedresultet udtrykkes som: a) bruttotonnagen, der omfatter tonnagen af alle lukkede rum i skibet med undtagelse navnlig af 1) dobbeltbundtanke, der benyttes til vand eller brændselsolie til skibets drift, og efter omstændighederne 2) overdæksrum, der er indrettet til beskyttelse af eller særlig brug for mandskab eller passagerer eller indeholder maskineri, eller som tjener til adgang for lys og luft til fremdrivningsmaskineriet (casinger), og b) nettotonnagen, der fremkommer ved i bruttotonnagen at foretage fradrag for: 1) rum for fører og mandskab samt rum for navigering og skibets drift, 2) rum for fremdrivningsmaskineriet. § 6 Måling foretages som: a) første måling af alle nybyggede eller indførte skibe samt - efter omstændighederne - af udenlandske skibe, jfr. § 1, stk. 1, 2. punktum, b) ommåling, såfremt der ved et målt skib foretages forandringer - herunder i benyttelsen af rum - der påvirker de til grund for beregningen af skibets tonnage optagne mål, c) kontrolmåling, såfremt målingsmyndighederne måtte finde det fornødent. Kontrolmåling kan endvidere finde sted efter motiveret andragende fra skibets ejer. § 7 Stk. 1. Til bevidnelse af den foretagne måling og den på grundlag heraf beregnede tonnage m.v. udfærdiges et målebrev (tonnagecertifikat), dog at der efter en måling som omhandlet i § 6, b. og c., efter omstændighederne kan ske berigtigelse af det tidligere udfærdigede målebrev. Stk. 2. I tilslutning hertil skal nettotonnagen med uudslettelige tal påmærkes skibet på dæksbjælken på storlugens agterkant eller på et andet hensigtsmæssigt sted, ligesom det kan foreskrives, at påmærkningen af andre målingsdata skal finde sted. Stk. 3. Målebrevet skal findes ombord og på forlangende forevises for vedkommende myndigheder. Der må ikke af uvedkommende foretages rettelser i målebrevet eller gives det tilføjelser af nogen art. Stk. 4. I særlige tilfælde, hvor målebrev ikke har kunnet udfærdiges, kan der for skibet udstedes en midlertidig attestation om dets tonnageforhold m.v. Stk. 5 På begæring af skibets ejer kan der yderligere udfærdiges sådanne særlige målebreve, som kræves for besejling af visse vandveje, såsom Suez- og Panamakanalerne. § 8 Stk. 1. Om ethvert dansk skib, der skal underkastes måling, indsendes skriftlig anmeldelse til målingsmyndighederne efter nedenstående regler: a) Et under bygning værende skib skal anmeldes, såsnart bygningen påbegyndes. Målingsmyndighederne skal holdes underrettet om bygningens forløb, således at måling kan påbegyndes på det tidligst mulige tidspunkt. b) Et skib, der indføres fra udlandet, skal anmeldes til måling senest ved skibets første ankomst til dansk havn. c) Foretages der i et skib forandringer som omhandlet under § 6, b., skal anmeldelse ske på det tidligst mulige tidspunkt. Stk. 2. Anmeldelsespligten påhviler i alle tilfælde skibets ejer samt, forsåvidt angår skibe, der bygges på eller forandres ved dansk værft, tillige værftet. § 9 Det påhviler ejeren, skibets fører og efter omstændighederne det værft, hvor målingen foretages, at tilstede målingsmyndighederne uhindret adgang til skibet og i det hele at yde fornøden bistand under målingen, således navnlig med hensyn til ryddeliggørelse af skibet. § 10 Stk. 1. Omkostningerne ved målingsforretninger, der foretages i udlandet, udredes af rekvirenten efter nærmere ved kgl. anordning fastsatte regler. Stk. 2. Udgifterne ved måling af et udenlandsk skib udredes af ejeren eller hans herværende repræsentant. § 11 Stk. 1. For udfærdigelse eller berigtigelse af målebrev, jfr. § 7, betales af skibets ejer en afgift, beregnet i forhold til skibets bruttotonnage. Stk. 2. Afgiften tilfalder statskassen og kan i mangel af betaling inddrives ved udpantning. For afgiftskravet haves søpanteret efter sølovens § 267, nr. 1. Stk. 3. Om stempelafgift af målebrev gælder, hvad derom særskilt er fastsat. § 12 Stk. 1. Nærmere forskrifter angående bestemmelse og beregning af et skibs tonnage, jfr. § 5, angående målebreves og midlertidige attestationers form, udfærdigelse, berigtigelse og inddragelse såvel som om påmærkning, jfr. § 7, og de øvrige til gennemførelse af nærværende lov fornødne forskrifter gives af ministeren for handel, industri og søfart. Der skal herved tages hensyn til internationalt anerkendte regler, således som disse navnlig måtte være fastsat ved de til enhver tid gældende, af Danmark tiltrådte internationale overenskomster angående regler for skibes måling. De nærmere regler for den i § 11, stk. 1, onhandlede afgifts størrelse, beregning og berigtigelse fastsættes efter samråd med finansministeren. Stk. 2. Under forudsætning af gensidighed kan kongen bestemme, at målebreve, der er udfærdiget af udenlandsk målingsmyndighed, anerkendes som gyldige med den i § 1, stk. 2, omhandlede virkning. § 13 Denne lov gælder ikke for Færøerne. Ved kongelig anordning kan loven med de ændringer , som efter de stedlige forhold måtte anses fornødne, sættes i kraft for Grønlands vedkommende. § 14 Stk. 1. Overtrædelse af forskrifterne i denne lovs §§ 7, stk. 3, 8 og 9, samt undladelse af at efterkomme noget påbud, givet af dertil berettiget målingsmyndighed, straffes med bøde. Stk. 2. I København hører sagerne under sø- og handelsretten, udenfor København under søretterne, Ministeren for handel, industri og søfart bestemmer, om påtale skal finde sted. § 15 Stk. 1. Denne lov træder i kraft den 30. december 1954. Stk. 2. Samtidig bortfalder lov af 13. marts 1867 angående skibes måling samt lovene nr. 92 af 4. maj 1927 og nr. 119 af 28. marts 1951 om ændringer i nævnte lov. Stk. 3. Et målebrev, der er udstedt i henhold til den i stk. 2 nævnte lovgivning, og som er i kraft på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, bevarer sin gyldighed, indtil vedkommende skib underkastes ommåling, jfr. § 6. Givet på Amalienborg, den 22. december 1954. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. Lis Groes.