§ 1.§-link ↗
Ved ”den kontrollerede udlænding” forstås en udlænding, der i medfør af hjemrejselovens § 23 a, stk. 1, påbydes at bære elektronisk udstyr, der registrerer den pågældendes færden (GPS-fodlænke).
§ 2. · Kompetence§-link ↗
Hjemrejsestyrelsen forestår gennemførelsen af et påbud om elektronisk kontrol.
Stk. 2. Danmarks Fængsler, der som operatør af it-overvågningsopgaven forestår GPS-overvågningen af kontrollerede udlændinge, jf. hjemrejselovens § 20 b, yder efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen teknisk og praktisk bistand til gennemførelsen af et påbud om elektronisk kontrol, herunder i forbindelse med montering og aftagning af det elektroniske udstyr samt kontrol og tilsyn.
§ 3. · Montering og aftagning af det elektronisk udstyr og vejledning af den kontrollerede udlænding§-link ↗
Hvis udlændingen har udstået en fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter eller af andre årsager har været frihedsberøvet, skal monteringen af det elektroniske udstyr som udgangspunkt ske på indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, umiddelbart efter løsladelsen. Hvis udlændingen ikke er frihedsberøvet, skal monteringen af det elektroniske udstyr ske hurtigst muligt efter påbuddet om elektronisk kontrol.
Stk. 2. Hjemrejsestyrelsen skal senest i forbindelse med monteringen af det elektroniske udstyr vejlede udlændingen om de forpligtelser, som et påbud om elektronisk kontrol medfører, jf. § 4, samt om hvilke former for adfærd der er undergivet strafansvar, jf. § 10.
Stk. 3. Aftagning af elektronisk udstyr må kun foretages af Hjemrejsestyrelsen eller Danmarks Fængsler. Aftagning må endvidere foretages af sundhedspersonale, når det er nødvendigt af hensyn til nødvendig sundhedsmæssig behandling.
§ 4.§-link ↗
Et påbud om elektronisk kontrol i medfør af hjemrejselovens § 23 a, stk. 1, indebærer, at den kontrollerede udlænding har pligt til 1) at medvirke til myndighedernes montering og aftagning af det elektroniske udstyr efter Hjemrejsestyrelsens eller Danske Fængslers nærmere anvisning, herunder at give møde efter indkaldelse fra Hjemrejsestyrelsen, 2) ikke at aftage det elektroniske udstyr, 3) ikke at beskadige, ødelægge eller bortskaffe det elektroniske udstyr, 4) ikke at blokere for signalet i det elektroniske udstyr, 5) at bære og vedligeholde det elektroniske udstyr efter Hjemrejsestyrelsens eller Danmarks Fængslers nærmere anvisninger, 6) at holde batteriet i det elektroniske udstyr opladet efter Hjemrejsestyrelsens eller Danmarks Fængslers nærmere anvisninger og 7) at efterkomme øvrige anvisninger fra Hjemrejsestyrelsen vedrørende gennemførelsen af den elektroniske kontrol samt kontrol og tilsyn hermed.
Stk. 2. Den kontrollerede udlænding har efter Hjemrejsestyrelsens nærmere anvisning endvidere pligt til at oplyse Hjemrejsestyrelsen om aktiviteter, der kan udløse alarmer eller påvirke overvågningen, f.eks. hvis udlændingen i længere tid opholder sig et sted med begrænset signal.
Stk. 3. Den kontrollerede udlænding kan pålægges at fremlægge dokumentation over for Hjemrejsestyrelsen for planlagte eller gennemførte aktiviteter omfattet af stk. 2.
§ 5.§-link ↗
I perioden for et påbud om elektronisk kontrol i medfør af hjemrejselovens § 23 a, stk. 1, fører Hjemrejsestyrelsen tilsyn og kontrol med den kontrollerede udlændings overholdelse af de i § 4 nævnte forpligtelser.
Stk. 2. Er der mistanke om, at den kontrollerede udlænding kan have overtrådt forpligtelserne efter § 4, stk. 1, kan Hjemrejsestyrelsen påbyde udlændingen at give personligt fremmøde til kontrol af det elektroniske udstyr på et nærmere angivet sted inden for et fastsat tidsrum.
§ 6.§-link ↗
Perioden for et påbud om elektronisk kontrol regnes fra den dag, den kontrollerede udlænding løslades efter at have udstået en eventuel fængselsstraf for overtrædelse af kontrolforpligtelserne, som udlændingen er blevet idømt efter hjemrejselovens § 23 eller straffelovens § 143. Såfremt påbuddet er fastsat i et bødeforelæg eller i forbindelse med bøde fastsat ved dom, regnes perioden fra vedtagelsen af bødeforlægget eller fra endelig dom.
§ 7.§-link ↗
Perioden for et påbud om elektronisk kontrol afbrydes, jf. hjemrejselovens § 23 a, stk. 3 og 4, hvis 1) den kontrollerede udlænding udstår fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller 2) Hjemrejsestyrelsen beslutter, at perioden for et påbud om elektronisk kontrol skal afbrydes, fordi udlændingen straks herefter udrejser eller udsendes.
§ 8.§-link ↗
Afbrydes perioden for et påbud om elektronisk kontrol, beregnes restperioden af påbuddet som antal hele dage fra afbrydelsesdagen til og med datoen for udløb af påbuddet.
Stk. 2. Når perioden for et påbud om elektronisk kontrol afbrydes, gør Hjemrejsestyrelsen notat om den dato, afbrydelsen er sket.
Stk. 3. Som dato for afbrydelsen anføres den dag, hvor 1) den kontrollerede udlænding får iværksat en fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller 2) Hjemrejsestyrelsen beslutter, at perioden for et påbud om elektronisk kontrol afbrydes, fordi udlændingen straks herefter skal udrejse eller udsendes.
§ 9.§-link ↗
Perioden for et påbud om elektronisk kontrol anses, jf. hjemrejselovens § 23 a, stk. 3 og 4, for genoptaget den dag, hvor 1) den kontrollerede udlænding løslades efter at have udstået en fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller 2) Hjemrejsestyrelsen har besluttet, at udlændingen ikke længere straks skal udrejse eller udsendes, udrejse eller udsendelse afbrydes, eller udlændingen er vendt tilbage til Danmark.
Stk. 2. Når perioden for et påbud om elektronisk kontrol genoptages, gør Hjemrejsestyrelsen notat om den dato, der er sket genoptagelse, og beregner den ændrede dato for udløb af perioden for påbuddet om elektronisk kontrol, som udgøres af genoptagelsesdatoen tillagt den restperiode, der udestod ved perioden for påbuddets afbrydelse.
§ 10.§-link ↗
Med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder straffes den, der forsætligt overtræder § 4 eller undlader at efterkomme et påbud efter § 5, stk. 2.
Stk. 2. Ved overtrædelse af § 4, stk. 1, nr. 1, eller 4-6, anses hver dag, en udlænding overtræder bestemmelsen, som et nyt forhold.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2026.