Bekendtgørelse nr. 822 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om Udbetaling Danmarks anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandling efter SU-loven

Bekendtgørelse om Udbetaling Danmarks anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandling efter SU-loven

Dokumentdato: 21. sep. 2026Kildeversion observeret: 30. sep. 2026Kilde kontrolleret: 30. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde m.v.

§ 1.§-link ↗

Udbetaling Danmark kan efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse anvende kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til behandling af personoplysninger indgivet i forbindelse med ansøgninger eller anden behandling af oplysninger vedrørende statens uddannelsesstøtte, når det er nødvendigt af hensyn til at understøtte Udbetaling Danmarks sagsbehandling.

Stk. 2. Behandling af oplysninger efter denne bekendtgørelse har til formål at optimere sagsbehandlingsprocesser i Udbetaling Danmark.

§ 2.§-link ↗

Udbetaling Danmark er dataansvarlig myndighed for den behandling af personoplysninger, der sker ved hjælp af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger efter denne bekendtgørelse og er herunder ansvarlig for sikring af de registreredes rettigheder.

§ 3.§-link ↗

Udbetaling Danmark kan behandle følgende typer af personoplysninger ved anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger i medfør af denne bekendtgørelse: 1) Navne-, adresse- og kontaktoplysninger. 2) CPR-numre. 3) Uddannelsesoplysninger. 4) Helbredsoplysninger. 5) Beskæftigelses- og indkomstoplysninger. 6) Familieforhold. 7) Statsborgerskab. 8) Oplysninger om den uddannelsessøgendes tidligere SU-tildelinger. 9) Oplysninger om private-, sociale- eller strafbare forhold.

Kapitel 2 · Betingelser for anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger

§ 4.§-link ↗

Behandling af oplysninger kan foretages af Udbetaling Danmark, jf. lovens § 39 a, når det er nødvendigt for Udbetaling Danmarks udvikling og drift af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger, som kan understøtte Udbetaling Danmarks sagsbehandling ved tildeling, beregning og tilbagebetaling af uddannelsesstøtte efter SU-loven.

Stk. 2. Behandling kan foretages til brug for udvikling eller forbedring af metoder og modeller, som bruges i forbindelse med de i stk. 1 nævnte behandlinger.

§ 5.§-link ↗

Behandling i medfør af § 4 skal finde sted under anvendelse af passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, således at Udbetaling Danmark, jf. § 2, og eventuelle databehandlere er i stand til at opfylde deres databeskyttelsesretlige forpligtelser, herunder ved kryptering og adgangsstyring.

Stk. 2. De dataansvarlige myndigheder skal til enhver tid kunne påvise, at stk. 1 overholdes.

§ 6.§-link ↗

Udbetaling Danmark offentliggør på www.su.dk, i hvilke tilfælde Udbetaling Danmark anvender kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandlingen.

Kapitel 3 · Informationskilder

§ 7.§-link ↗

Der kan behandles personoplysninger ved anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandlingen fra følgende informationskilder: 1) De registre og ESDH-systemer m.v., som Udbetaling Danmark anvender ved tildeling, beregning og tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. 2) De registre, systemer m.v., som Udbetaling Danmark indhenter oplysninger fra ved tildeling, beregning og tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. 3) Offentligt tilgængelige informationskilder.

Stk. 2. Anvendelse af oplysninger fra kilder omfattet af stk. 1 skal ske i overensstemmelse med de regler, der måtte være fastsat herom ved lov eller i henhold til lov.

Kapitel 4 · Opbevaring og sletning af oplysninger

§ 8.§-link ↗

Oplysninger, der behandles efter § 4, opbevares af Udbetaling Danmark.

Stk. 2. Personoplysninger, der behandles ved anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandlingen, opbevares så længe, det er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

Kapitel 5 · Sikkerhedsforanstaltninger

§ 9.§-link ↗

Udbetaling Danmark er ansvarlig for at iagttage kravet i databeskyttelsesforordningens artikel 32 om behandlingssikkerhed under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, og skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger i den forbindelse.

Stk. 2. Udbetaling Danmark er ansvarlig for at iagttage kravet i databeskyttelsesforordningens artikel 25 om databeskyttelse gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger.

Stk. 3. Udbetaling Danmark udarbejder risikovurderinger og gennemfører foranstaltninger for at begrænse eventuelle risici samt eventuel konsekvensanalyse.

Stk. 4. Udbetaling Danmark skal kunne påvise, at Udbetaling Danmarks behandling af oplysningerne er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 24, stk. 1.

Stk. 5. Udbetaling Danmark reviderer periodisk de løsninger, som Udbetaling Danmark implementerer efter denne bekendtgørelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, litra d.

Kapitel 6 · Ikrafttræden m.v.

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2025 om Uddannelses- og Forskningsstyrelsens anvendelse af kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte sagsbehandling efter SU-loven ophæves.