Bekendtgørelse nr. 736 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne

Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne

Dokumentdato: 1. sep. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen kan i perioden fra 1. juli 2022 til 31. december 2031 inden for en bevilling på den årlige finanslov give tilsagn om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger, der anvises til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed.

§ 2.§-link ↗

Ved BOSSINF forstås Social- og Boligstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.

Kapitel 2 · Ansøgning om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger

§ 3.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen fordeler senest den 31. januar hvert år bevillingen efter § 1 på regionerne efter antallet af borgere i hjemløshed efter den seneste hjemløsetælling.

Stk. 2. Ikke-anvendte beløb pr. 31. december og tilbagefald af midler fra annullerede tilsagn overføres til bevillingen for det efterfølgende år og genfordeles på regionerne, jf. stk. 1.

§ 4.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan indsende ansøgning om tilsagn om engangstilskud til Social- og Boligstyrelsen i perioden fra 1. juli 2022 til 30. november 2031.

Stk. 2. Ansøgning efter stk. 1 skal indsendes elektronisk ved anvendelse af det til enhver tid gældende ansøgningsmateriale, som findes på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

§ 5.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen giver afslag på ansøgninger, som ikke opfylder betingelserne for tilsagn om engangstilskud, jf. kapitel 3, eller som ikke kan imødekommes inden for den udmeldte årlige regionale bevilling, jf. § 3, stk. 1.

§ 6.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen behandler indkomne ansøgninger om engangstilskud ved udgangen af hvert kvartal, første gang ved udgangen af september 2022, og giver tilsagn efter den prioriterede rækkefølge efter § 8.

Kapitel 3 · Tilsagn om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger

§ 7.§-link ↗

Tilsagn om tilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger, jf. § 1, udgør 500.000 kr.

Stk. 2. Det er en betingelse for tilsagn om engangstilskud, jf. stk. 1, at 1) bruttoarealet i en almen familiebolig, hvortil der ydes tilskud, ikke overstiger 55 m2, 2) antallet af almene familieboliger, hvortil der ydes tilskud, højst udgør 20 pct. af boligerne, uanset boligtype, i en afdeling, 3) almene familieboliger, hvortil der ydes tilskud, ikke på tilsagnstidspunktet er planlagt etableret i et udsat boligområde, jf. almenboliglovens § 61 a, stk. 1, eller i et forebyggelsesområde, jf. almenboliglovens § 61 b, og 4) almene familieboliger, hvortil der ydes tilskud, ikke samtidig modtager engangstilskud efter almenboliglovens § 98 d.

Stk. 3. Det er desuden en betingelse for tilsagn om engangstilskud, jf. stk. 1, at kommunalbestyrelsen 1) udarbejder en plan for bekæmpelse af hjemløshed efter den skabelon, der til enhver tid er tilgængelig på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside, herunder om tilvejebringelse af et passende udbud af boliger til borgere i hjemløshed og om aftaler om kommunal anvisning, 2) i ansøgningen tilkendegiver, at den vil give tilsagn om ydelsesstøtte til etablering af boligerne efter almenboliglovens § 115, stk. 1, nr. 1-4, nr. 6 eller 8, 3) på ansøgningstidspunktet har indberettet byggeprojektet i BOSSINF på statuskode 10, og 4) udøver anvisningsretten til det antal boliger, der er ydet tilskud til.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen betaler lejen fra det tidspunkt, den ledige bolig står til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Kommunalbestyrelsen garanterer endvidere for lejerens kontraktmæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til istandsættelse af boligen ved fraflytning.

Stk. 5. Hver gang den almene boligafdeling, som har modtaget tilskud efter stk. 1, har en ledig bolig, hvis bruttoareal ikke overstiger 55 m2, skal boligafdelingen stille denne bolig til rådighed for kommunalbestyrelsen, medmindre kommunalbestyrelsen har udnyttet sin anvisningsret til det antal almene familieboliger, som der er ydet tilskud til. Udnytter kommunalbestyrelsen ikke sin anvisningsret til en ledig bolig, som den almene boligorganisation stiller til rådighed efter 1. pkt., indebærer det ikke, at kommunalbestyrelsens anvisningsret til senere ledige boliger bortfalder.

Stk. 6. I det omfang kommunalbestyrelsen ikke har udnyttet sin anvisningsret efter stk. 3, nr. 4, fuldt ud, skal overskuddet, der vil opstå på afdelingens regnskab på grund af manglende anvisning, indbetales til fonden for blandede byer.

Stk. 7. Beløbet i stk. 1 reguleres en gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset. Regulering sker første gang den 1. januar 2022.

§ 8.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen prioriterer modtagne ansøgninger inden for den udmeldte regionale bevilling, jf. § 3 stk. 1, ud fra antallet af borgere i hjemløshed og antallet af eksisterende almene familieboliger i kommunen med en lav husleje, som ikke er beliggende i et udsat boligområde, jf. almenboliglovens § 61 a, stk. 1, eller et forebyggelsesområde, jf. almenboliglovens § 61 b.

Stk. 2. Er der flere ansøgninger fra den samme kommune, prioriterer Social- og Boligstyrelsen ansøgningerne efter en konkret vurdering på baggrund af indstilling fra kommunen.

Stk. 3. Tilsagn kan ikke gives, efter at kommunalbestyrelsen på grundlag af de i ansøgningsskema A indberettede oplysninger i BOSSINF har givet tilsagn om støtte til de almene familieboliger, der skal etableres som særligt billige boliger.

§ 9.§-link ↗

Senest 12 måneder efter at Social- og Boligstyrelsen har givet tilsagn om engangstilskud, skal kommunalbestyrelsen på grundlag af de i ansøgningsskema A indberettede oplysninger i BOSSINF have givet tilsagn om støtte til de almene familieboliger, der skal etableres som særligt billige almene familieboliger.

Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har givet tilsagn inden fristens udløb, annulleres tilsagnet.

Stk. 3. Social- og Boligstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 1.

Kapitel 4 · Udbetaling af engangstilskud

§ 10.§-link ↗

Udbetaling Danmark udbetaler tilskuddet, jf. § 7, stk. 1, til boligorganisationen som et engangsbeløb. Udbetaling finder sted ved førstkommende udbetalingstermin, efter at kommunalbestyrelsen har godkendt det endelige byggeregnskab og skema C er på status 89 i BOSSINF.

Kapitel 5 · Indbetaling af overskuddet i afdelingens regnskab

§ 11.§-link ↗

Senest den 15. februar hvert år indsender boligorganisationen til Udbetaling Danmark en opgørelse over overskuddet, der opstår på afdelingens regnskab, når kommunalbestyrelsen ikke har udnyttet sin anvisningsret fuldt ud til anvisning af særlige billige boliger for det foregående år. Opgørelsen skal være attesteret af boligorganisationens revisor. Udbetaling Danmark opkræver det overskydende beløb.

Kapitel 6 · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

§ 12.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen kan beslutte, at tilsagn om tilskud efter § 7, stk. 1, bortfalder, hvis der er givet vildledende eller urigtige oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis vilkårene ikke længere er til stede.

Stk. 2. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves helt eller delvist tilbagebetalt i de i stk. 1 angivne tilfælde til fonden for blandede byer.

Kapitel 7 · Kontrol

§ 13.§-link ↗

Den boligorganisation, der modtager tilskud efter denne bekendtgørelse, er forpligtet til efter anmodning fra Social- og Boligstyrelsen at afgive enhver oplysning, der har betydning for Social- og Boligstyrelsens kontrol med, at de fastsatte vilkår overholdes.

Kapitel 8 · Klage

§ 14.§-link ↗

Afgørelser truffet af Social- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for børne-, ældre- og boligministeren eller anden administrativ myndighed.

Kapitel 9 · Ikrafttræden

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. september 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1059 af 28. juni 2022 om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger og tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne ophæves.

Stk. 3. For tilsagn om engangstilskud, som er givet efter bekendtgørelse nr. 1059 af 28. juni 2022 om engangstilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger og tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne, øges engangstilskuddet til det beløb, som er fastsat i bekendtgørelsens § 7, stk. 1. Det gælder dog ikke, hvis lån til finansiering af anskaffelsessummen for boligerne udbetales inden bekendtgørelsens ikrafttræden.